Ruten

Tidligere var det ofte meget forskelligt, om en grand tour sluttede med en enkeltstart eller en sprinteretape. Hvor man stadig af og til gør brug af en tidskørsel i Giroen og Vueltaen, er de dage nu talte for verdens største cykelløb. Ikke siden den dramatiske finale i 1989, hvor Greg Lemond med det yderste af neglene slog Laurent Fignon, har man bundet an med en etape, der har haft potentiale til at ændre klassementet, og siden dengang har sidste etape altid været en ceremoniel affære, som oftest er blevet afgjort i en massespurt. Efter tidligere finaler i Ville-d’Avray (1903), Parc des Princes (1904-1967) og Velodrome de Vincennes (1968-1974) er det nu om dage den berømte avenue Champs-Élysées, der lægger brosten til afslutningen. Siden 2013 er det endda sket ved et spektakulært aftenshow, der har gjort det muligt at flytte hele karavanen fra det sydlige Frankrig til landets hovedstad, og vinderen af verden største cykelløb er blevet hyldet i den smukke aftenbelysning. Det vil også være tilfældet igen i år, hvor der venter en helt traditionel afslutning med paradekørsel ind til Paris, et brag af en massespurt i den mest prestigiøse finale for verdens hurtigste og en efterfølgende fejring af hovedaktørerne i det, der har væretendnu en stor udgave af den største cykelbegivenhed.

I de senere har år har man klogelig valgt at reducere den indledende ceremonielle del af etapen ved at forkorte distancen til ca. 100 km, og den model bibeholdes i 2017, hvor der er bare 103 km på programmet. Som altid finder starten sted i en af Paris’ forstæder, og det er i år Montgeron, der fra sin placering syd for hovedstaden får æren af at sende rytterne afsted for 21. og sidste gang. Herfra kører man mod sydvest for at runde lufthavnen Orly, inden man fortsætter igennem tilsvarende fladt terræn mod nordvest og siden nord med retning mod centrum af Paris. Modsat mange gange tidligere er der ingen bjergspurter på programmet på den helt flade etape, der maksimalt når op i 95 m højde.

Efter 34 km passerer man bygrænsen, hvorefter man fortsætter mod vest gennem byen for til sidst at køre det sidste stykke mod nordøst frem til den klassiske rundstrækning, der har været uforandret, siden man i 2013 modificerede den ved at køre hele vejen rundt om Triumfbuen. Den rammes efter 45 km, og blot tre kilometer senere krydses målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 6,85 km lange rundstrækning, hvilket er en reduktion i forhold til de 9 omgange i 2016 og de 10 i 2015 og samme antal som i 2014.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Rundstrækningen fører efter målstregen op ad den let stigende brostensbelagte avenue frem til Triumfbuen, der rundes. Herfra kører man den modsatte vej ned forbi mål, inden man via en rektangulær rundstrækning omkring Concorde-pladsen og Jardins des Tullieres vender rundt og via den berømte tunnel igen rammer Champs-Elysèes. Man drejer fra tunnelen ud på den 9 m brede avenue med 400 m igen, og derfra stiger det ganske let op til målet. Den indlagte spurt kommer på tredje omgang 1500 m efter passagen af målstregen næsten helt oppe ved vendepunktet ved Triumfbuen.

Paris er den eneste by, der er blevet besøgt hvert år siden starten i 1903. Som sagt er det i de senere år næsten altid endt i en massespurt. Det skete senest sidste år, hvor André Greipel tog sin anden sejr i træk ved at slå Peter Sagan og Alexander Kristoff. De øvrige spurtvindere i dette årtusinde er Greipel (2015), Marcel Kittel (2013 og 2014), Mark Cavendish (2009, 2010, 2011 og 2012), Gert Steegmans (2008), Daniele Bennati (2007), Thor Hushovd (2006), Tom Boonen (2004), Jean-Patrick Nazon (2003), Robbie McEwen (2002), Jan Svorada (2001) og Stefano Zanini (2000). Den eneste, der har formået at snyde sprinterne, er Alexandre Vinokourov, der med et sent angreb højst overraskende sejrede i 2005. I 2003 var byen endda også vært for prologen i forbindelse med 100-årsjubilæet, og her sejrede Bradley McGee, inden Nazon senere afsluttede løbet ved at vinde sidste etape i den franske hovedstad.

Etapen og vores live-opdatering starter klokken 16.40.

Vejret

I de senere år har der desværre været flere eksempler på, at sidste etape har været plaget af regnvejr, og desværre kunne det meget vel blive tilfældet igen i år. Søndag vil være en overskyet dag, der hovedsageligt vil holde tør, men der ventes et større regnvejr fra omkring klokken 19, hvor etapen er sat til at slutte. Temperaturen vil være 23 grader, og der vil være en jævn vind fra vest, hvilket giver sidemodvind først på etapen og dernæst sidevind. På rundstrækningen vil der være modvind på opløbsstrækningen og medvind på Touren ned på Concorde-pladsen.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Analyse af 20. etape

Det er en kliche, at enkeltstarter i den tredje uge af Tour de France er noget helt andet end ”normale” tidskørsler i andre løb, og de er derfor næsten altid fyldt med overraskelse. Alligevel bliver man gang på gang forbløffet over, hvordan der kan blive vendt op og ned på konventionerne på disse etaper sent i grand tours.

Al konventionel logik ville tilsige, at Romain Bardets podieplads aldrig ville komme i fare. Nuvel, franskmanden er bestemt ikke specialist i disciplinen og har i år måske kørt særligt ringe i kampen mod uret, og ja, Mikel Landa har senest ved de spanske mesterskaber vist, at han har forbedret sig helt kolossalt efter skiftet til Sky. Alligevel burde det aldrig kunne ske, at Bardet ville smide mere end et minut til baskeren på en så kort distance, specielt fordi det særlige ved disse enkeltstarter er, at det ofte er friskheden, der spiller den afgørende rolle. Det har altid talt til Bardets fordel, og franskmanden havde da heller ikke før i dag vist bare antydningen af svaghed.

Det gjorde han imidlertid for alvor på dagens etape. Sjældent har man set den stærke franskmand lide så meget. I skrivende stund er det uklart, om der ligger sygdom bag kollapset - Fabio Aru er jo eksempelvis ramt af bronchitis, hvilket forklarer hans lille ”kollaps - men det kan være, at Ag2r-stjernen alligevel knækkede under det kolossale pres. Det er svært at forestille sig, hvordan det må være at bære en hel nations forventninger på sine skuldre, og starten på et stemningsmættet stadion har kun gjort dette pres endnu mere tydeligt. Hidtil har hans store styrke altid været mental, og han har været nærmest helt upåvirket af omgivelsernes pres. Denne gang lykkedes det ham dog akkurat at redde sin podieplads - modsat i 2014, hvor en punktering på sidste enkeltstart kostede ham en placering i top 5.

Mikel Landa må ærgre sig gul og grøn. Forud for løbet var der ikke de store forventninger til baskeren, der end ikke havde ambitioner om at køre klassement. Hans fornemmelse under træningen efter Giroen havde ikke været brillant, og med Geraint Thomas på holdet var han kun udset til rollen som plan C. Det var således usandsynligt, at han ville havne i en position, hvor han kunne få lov at køre sin egen chance, og han tog derfor ingen risici på den våde enkeltstart i Düsseldorf. I lyset af det endelige resultat fortryder han utvivlsomt sin afslappede tilgang til løbets start.

I det hele taget er det ikke svært for Landa at finde det sekund, han mangler. Hvad hvis Froome og Kwiatkowski havde været lidt mere kølige i Foix og ikke jagtet helt så hårdt bag klassementsrivalerne? Og hvad ville der være sket, hvis ikke Landa havde kørt lead-out for Froome i Serre Chevalier og der smidt yderligere et par sekunder? Og hvis Froome havde husket at spise i Peyragudes, havde han sandsynligvis vundet etapen og stjålet 4 bonussekunder fra Bardet? Sådan kan man blive ved, og der er ingen tvivl om, at det vil nage baskeren meget længe. Men efter at have set, at han kan køre to grand tours på højt niveay, er der en chance for, at han næste år får endnu en mulighed, når han ventes at blive Movistars Giro-kaptajn og derfor sagtens kan ende med en rolle som back up i Touren igen.

På Sky ærgrer man sig naturligvis også, men mon ikke man kommer sig over skuffelsen. Landa er alligevel på vej væk, og med mindre der sker noget slemt uheldigt i morgen, vinder Chris Froome Touren for fjerde gang. Og hvis man skal skele til Tour-historien, betyder det, at der også vil følge en femte sejr, idet der endnu ikke er nogen, der har endt deres karriere med netop fire triumfer.

Som vi har påpeget tidligere ligger det dog ikke på den flade hånd for, at Froome vil vinde igen. I årets løb har det været tydeligt, at han ikke er ved fordums styrke, og det blev understreget igen i dag. Det vores påstand, at Froome i sin 2016-version suverænt ville have slået Bodnar på en enkeltstart som denne. De enkeltstarter, han kørte i anden halvdel af både Touren og Vueltaen sidste år, var sublime og understregede igen hans status som en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere, måske den allerbedst sidst i en grand tour. Sidste år var det kun Tom Dumoulin, der kom nærheden af at matche ham på disse enkeltstarter, og med al respekt for både Bodnar og Michal Kwiatkowski er hollænderen altså i en anden lige på tidskørsler.

Det tænker Froome næppe meget over de kommende to dage, hvor han skal fejre sin triumf, men fra mandag melder virkeligheden sig igen. Det er ikke noget tilfældet, at han ender som en af de ganske få Tour-vindere, der er kommet til Paris uden en etapesejr. Den næste indikation på hans pludselige sårbarhed får vi, når han stiller til start i Vueltaen om et par uger. Hidtil har han lignet løbets absolutte storfavorit, men nu tegner løbet sig pludselig mere åbent, specielt fordi han skal op mod langt friskere konkurrenter. Heldigvis kan han så glæde sig over, at der den seneste tid er indløbet nogle markante afbud, ikke mindst fra Dumoulin.

Froomes sårbarhed betyder også, at Richie Porte og Alejandro Valverde må ærgre sig kolossalt. Vi har påpeget flere gange, at de begge ville have haft en stor chance for at vinde, og den tanke er kun blevet bestyrket de seneste dage. At Porte ville have været en kandidat, er indlysende, men med tanke på muligheden for at score bonussekunder på mange etaper havde Valverde sit livs chance. Spanierens tilstedeværelse havde dog også ændret løbets dynamik markant, og det meget stærke Sky-mandskab havde utvivlsomt kunnet presse det skuffende Movistar-hold, ikke mindst i højderne, hvor Valverde selv altid har haft det meget svært.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Rigoberto Uran sikrede sig i kraft af Bardets kollaps en komfortabel andenplads, men selv hvis franskmanden havde kørt op til sit allerbedste, havde han aldrig forsvaret sin andenplads. For første gang siden begyndelsen af 2015 kørte colombianeren nemlig en god enkeltstart, og det er derfor yderst fortjent, at han sikrede sig pladsen på det næstfineste trin. Man kan kun håbe, at det er udtryk for, at han langsomt er ved at genfinde fordums styrke i kampen mod uret, og at det ikke bare var udtryk for ekstra friskhed. Lykkes det at hæve niveauet på tidskørslerne, har Cannondale pludselig igen en rytter, der kan køre med om en grand tour-sejr, ikke mindst fordi det for første gang lykkedes Uran at gennemføre helt uden at opleve en halvdårlig dag. Paradoksalt nok sker det på et tidspunkt, hvor han faktisk havde besluttet sig for at lægge grand tours på hylden og fokusere på endagsløb, hvor han brillerede sidste efterår. Således var det først, da den usædvanlige rute blev offentliggjort i oktober, at Uran ombestemte sig og alligevel besluttede sig for at give klassementet endnu et forsøg.

Som ventet skete der ellers ikke de store forskydninger i klassementet. Kun Alberto Contador gik helt som ventet forbi Warren Barguil, der ellers kørte sit livs bedste enkeltstart og dermed bekræftede, at han er blevet langt mere alsidig end tidligere. For Contador markerede det en flot afsked med det, der sandsynligvis var hans sidste Tour, og han kan efter sine mange uheld forlade løbet med sin stolthed i behold. Ikke mindst har han vist, at resultatet nok i højere grad skyldtes skaderne end dårlige ben. Naturligvis var niveauet ikke til at vinde, men det er ikke helt utænkeligt, at Contador næste år vil kunne køre med om sejren i Giroen og Vueltaen. Umiddelbart er det planen, at han vil satse på den double, han senest vandt i 2008, og at det vil markere afslutningen på en flot karriere.

Udover Bardets kollaps var den største overraskelse Maciej Bodnars sejr. Havde vi skrevet 2016, havde vi ikke været forundrede, men nu var det uventet. Sidste år fortsatte Bodnar sin solide fremgang ved at blive nummer 4 til VM og overraske stort på den ellers meget kuperede rute i Rio. Derfor var det klart, at han ville kunne gøre det godt på en etape som denne, hvis ikke det havde været for hans resultater tidligere på året. Faktisk er han siden begyndelsen gået fra skuffelse til skuffelse i sine tidskørsler, og han fik blandt andet store klø af Michal Kwiatkowski ved de polske mesterskaber. Nu fik veteranen sin revanche over landsmanden, og der er næppe tvivl om, at det er ham, der kan være mest tilfreds med, hvordan de to sejre blev fordel. For Bora markerede det også en fantastisk afslutning på et ellers meget ulykkeligt løb, hvor tabene af Sagan og Majka allerede tidligt betød, at holdet slet ikke spillede den ventede rolle. Selvfølgelig havde man håbet på meget mere, men de færreste hold kan være slemt skuffede over at komme hjem med to etapesejre.

For Kwiatkowski var det naturligvis en bitter pille at sluge, og mange havde nok undt Sky-rytteren sejren. Forud for løbet var der flere, der stillede spørgsmålstegn ved hans loyalitet over for Froome, men ingen kan efterfølgende have noget at udsætte på løbets suverænt stærkeste hjælperytter. På lidt længere sig kan det imidlertid udvikle sig til lidt af en hovedpine for Sky-ledelsen. Kwiatkowski har således aldrig lagt skjul på, at han drømmer om at blive grand tour-rytter - det var blandt andet derfor, han ragede uklar med Quick-Step-manager Patrick Lefevere - og med det kraftigt forbedrede klatreniveau, han har vist i år, må han lugte blod, ikke mindst fordi han for første gang nogensinde slet ikke har vist svaghedstegn i den tredje uge. Problemet er, at listen over hjælperyttere, der vil være kaptajn, nu er meget lang. Ganske vist ventes det, at Landa forlader skibet, men Geraint Thomas, Wout Poels og Sergio Henao har alle lagt billet ind på en kaptajnrolle. Med udsigt til at Froome sætter sig på både Touren og Vueltaen også næste år, kan det blive svært at imødekomme alle de ønsker.

Etapen var også lidt oprejsning til Tony Martin, der vel kørte sin bedste enkeltstart i år. Ganske vist var resultatet dårligere end i Düsseldorf, men ruten passede ham langt dårligere. Efter en meget skuffende sæson, hvor han har været langt fra fordums styrke, viste han endelig, at han stadig er konkurrencedygtig på højeste niveau. Desværre er det næppe nok til at forsvare regnbuetrøjen, da ruten i Bergen vil være for svært for det tyske tempomonster.

Det kunne til gengæld være noget for Primoz Roglic, der må være opsat på revanche. Efter styrtet i Düsseldorf blev han igen ramt af uheld. Efter en sløv start var der faktisk udsigt til, at han var på vej tilbage i kampen om etapesejren, men det blev helt ødelagt af en punktering. Til slut gav han op og tabte meget tid på nedkørslen, og vi kan kun ærgre os over, at vi ikke fik mulighed for at se, om han igen kunne udvise den fantastiske disponeringsevne, der fik ham til at knuse rivalerne på anden halvdel af enkeltstarterne i Romandiet og Baskerlandet.

Favoritterne

Kampen om klassementet er nu ovre, og for hovedparten af feltet er der nu kun fejring tilbage. Søndagen er primært en stor oplevelse, der for klassementsrytterne skal tackles med fokus på sikkerhed og overlevelse, men for sprinterne er det løbets allervigtigste dag. Spurten i Paris er den mest prestigiøse massespurt på hele året og det sted, enhver sprinter allerhelst vil vinde. Lidt for ofte overskygges sejrherren af fokusset på klassementet, men man skal ikke tage fejl: for sprinterne er søndag årets måske allervigtigste dag.

Betydningen er ikke blevet mindre af, at det blandt de tilbageværende sprintere i løbet kun er Michael Matthews og Edvald Boasson Hagen, der allerede har vundet etaper. For de øvrige er presset kolossalt, og det er sidste chance for at redde en skuffende Tour. Presset bliver ikke mindre af, at det for André Greipel, Alexander Kristoff, Sonny Colbrelli og Nacer Bouhanni også gælder, at deres hold er helt uden sejre, og de må leve med at stille til start med det fulde ansvar for at redde det vigtigste løb for deres mandskaber, der alle kom til start kun med fokus på etapetriumfer.

Inden vi kommer så langt, skal vi imidlertid have overstået de sædvanlige procedurer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden. Heldigvis har man denne gang reduceret distancen, og derfor vil der hurtigere komme gang i feltet. Det vil ske, efterhånden som vi nærmer os Paris, hvor Sky langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist øge farten. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra de mange tilskuere. Der er tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Tour, får lov at køre over stregen først, og det er derfor næsten givet, at den ære vil tilfalde Thomas Voeckler, der kører sit livs sidste cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på en af de to første omgange. Voeckler vil helt sikkert elske at deltage i et sidste Tour-udbrud, og han vil utvivlsomt forsøge sig. Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men i et så kort løb får de aldrig et stort forspring. Lotto Soudal, Cofidis, LottoNL-Jumbo og Dimension Data vil hurtigt tage kontrol, og de vil måske også få hjælp af Sunweb og Trek. Forspringet vil næppe blive meget mere end 30 sekunder, og herefter vil etapen udvikle sig til et forfølgelsesløb.

I sidste års Giro lykkedes det et udbrud at snyde sprinterne, men det er næsten umuligt i Paris. Rundstrækningen her er ikke særlig teknisk og favoriserer et felt. Med så mange sultne sprinterhold vil det være en sensation, hvis det er i år, at Alexandre Vinkourovs præstation fra 2005 gentages. Alt tyder på, at det hele vil blive afgjort i den ventede massespurt.

Desværre er der en vis risiko for, at der vil blive regn i finalen. Derfor er det næsten sikkert, at uret vil blive stoppet ved første målpassage, og at klassementsrytterne kan tage den med ro og undgå at tage risici. Selv hvis det mod forventning ikke sker, skal man ikke forvente, at der vil blive kørt om den samlede tredjeplads. Romain Bardet vil lime sig til Mikel Landas hjul, og det er helt utænkeligt, at der vil opstå huller mellem de to i finalen.

Regnvejret vil også få en indflydelse på spurten, der med glatte brosten vil blive langt mere farlig og risikobetonet. Der er ellers tale om en powerspurt for de rene sprintere, men det er samtidig vigtigt ikke at være for langt tilbage i sidste sving, der kommer relativt tæt på mål. Lead-outs er derfor ikke helt uden betydning. Dertil kommer, at brostenene giver en fordel til de lidt mere robuste typer, og at opløbsstrækningen stiger så meget, at det kan mærkes.

Det er sjældent, at spurten i Paris har været så åben som i år, og for første gang længe er der ikke en klar storfavorit. I en boulevardspurt som denne er der dog to navne, der skiller sig ud. Det gælder Dylan Groenewegen og André Greipel, der har den største topfart blandt de tilbageværende sprintere, og i teorien vil de skulle slås om sejren her. En spurt i den tredje uge af Tour de France er imidlertid meget anderledes, idet meget afhænger af friskhed.

Netop friskheden gør os lidt tøvende, men vi vil alligevel pege på Dylan Groenewegen som vores favorit til etapesejren. Hollænderen har ganske vist virket lidt slidt på det sidste, men han er ikke så ”død”, som man kunne have frygtet. Tværtimod er han kommet relativt komfortabel igennem bjergetaperne, og han har hidtil i løbet været hurtigste mand efter Marcel Kittel. Faktisk har han i de fleste spurter fået registreret den højeste topfart, hvilket ikke er nogen stor overraskelse. Han har således flere gange vist, at han er blandt verdens allerhurtigste og sandsynligvis hurtigste mand i feltet.

Udover friskheden er Groenewegens problem positioneringen. Således har LottoNL-toget slet ikke haft styrken til at konkurrere med de bedste, og hollænderen er hver gang startet alt for langt tilbage. Værre er det blevet af, at han har tabt Timo Roosen, der undervejs har overtaget rollen som sidste mand foran Groenewegen. Denne gang bliver det dog nok lidt nemmere. Hvis løbet neutraliseres vil positionskampen være meget mindre intens, og der vil være mere plads til LottoNL på de brede veje. Samtidig er selve opløbet så bredt, at risikoen for at blive lukket inde er begrænset, og derfor burde Groenewegen kunne få glæde af sin fart. Han må ikke være for langt tilbage, men han kan nå at vinde meget efter sidste sving. Et stigende opløb passer ham perfekt, og vi tror derfor, at hollænderen vinder.

André Greipel har vundet i Paris i både 2015 og 2016. Som det var tilfældet sidste år, er han under stort pres denne gang, hvor hans flotte stime af sejre i grand tours kan blive brudt, hvis ikke han laver sit hattrick. Den stigende boulevardspurt passer ham godt, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han to gange har vundet. Også han kan drage fordel af sin høje topfart, og han har i bjergene vist, at han fortsat er meget frisk - noget hans rivaler også har bemærket.

Til gengæld er regnvejr dårligt nyt for Greipel, der er kendt for at være forsigtig i spurterne. Hans tog er samtidig markant svækket af tabet af Marcel Sieberg. Det ændrer dog ikke på, at han i Jurgen Roelandts stadig har en af feltets bedste lead-out men, og mon ikke han slipper bremserne lidt mere, når han mærker presset på sine skuldre? Greipel er stadig en af feltets to hurtigste sprintere, og kan Roelandts lave lead-outs som tidligere i løbet, bør Greipel vinde.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Edvald Boasson Hagen er ikke en mand til traditionelle massespurter, men han har før gjort det godt i Paris. Det er bestemt ikke tilfældigt. Nordmanden er altid mere frisk end de rene sprintere, og både brostenene, powerspurten og det stigende opløb passer ham. Han har i dette løb ovenikøbet spurtet bedre end nogensinde og viste i går, hvor fantastisk stærk han er. Vigtigst er det dog, at han har haft løbets hidtil bedste tog med Scott Thwaites, Bernhard Eisel og Reinardt van Rensburg. Sandsynligheden for, at van Rensburg og han er først igennem svinget er stor, og så skal de hurtigere sprintere stå tidligt op for at komme forbi den meget formstærke nordmand.

John Degenkolb har ikke haft meget støtte i årets løb, men denne gang vil han have et helt hold til at køre for sig. Det bør give ham gode muligheder for at slå til i en spurt, der passer ham. Den kommer sent i løbet, hvor han er friskere end rivalerne, er stigende, på brosten og ikke specielt teknisk. Kort sagt kunne den ikke være designet meget bedre - hvis det da ikke lige var for den korte distance. Degenkolbs problem er, at han er dårlig i positionskampen, og at holdet ikke er specielt stærkt, men i Koen De Kort har han dog en ganske kapabel lead-out man. Hvis han ikke er for langt tilbage i svinget, kan han vinde en spurt som denne.

På papiret er det vel kun Groenewegen og Greipel, der er hurtigere end Nacer Bouhanni. Franskmanden lider imidlertid stadig under sit styrt i Yorkshire og har været dybt frustreret over sin form. Det bør imidlertid betyde mindre på en etape som denne, hvor spurten kommer efter en kort dag, hvor alle er friske. Ganske vist er brostenene og en powerspurt ikke ideelle for Bouhanni, men han er god til at positionere sig, specielt i regnvejr, hvor han tager flere risici end de fleste. Efter et let løb kan Bouhanni måske endelig vise, at han er en af de allerhurtigste, og i så fald kan han sagtens vinde.

Normalt er Michael Matthews ikke i stand til at vinde en boulevardspurt som denne, men også han har et par fordele. Først og fremmest er han helt oplagt stadig meget frisk og i fremragende form, langt mere frisk end de fleste rivaler. For det andet passer det stigende opløb ham godt, og sidst, men ikke mindst har han et stærkt tog. Hidtil har det kun sjældent fungeret, men de har i teorien styrken til at komme først igennem svinget. Lykkes det, vil Matthews måske kunne slå de hurtigere folk.

Bora håber, at Rudiger Selig kan fortsætte deres momentum. Tyskeren har med en fjerdeplads tidligere i løbet understreget, at han er konkurrencedygtig, hvilket er udtryk for, hvor meget stærkere han er blevet i det sidste års tid. Han er bedre i positionskampen end de fleste, og han viste i Vueltaen sidste år, at han kan præstere sent i en grand tour. Hans svaghed er holdet, men Selig er så god i finalen, at han sagtens selv kan finde det rette hjul.

Løbet har været en lille katastrofe for Sonny Colbrelli, der slet ikke har fået de ventede resultater. Heller ikke han er normalt hurtig nok i en boulevardspurt, men som Matthews og Boasson Hagen har han fordel af friskhed og et stigende opløb. Hidtil har hans positionering været katastrofal, men normalt er han faktisk god til at slås for sin plads. Han har før vist, at han kan slå de bedste, og hvis han endelig kan placere sig langt fremme, burde opløbet passe ham fint.

FDJ stiller til start med Davide Cimolai, der både specialiserer sig i at spurte op ad bakke og fortsat er frisk. Han har kun Olivier Le Gac til at støtte sig, men det er ikke et problem, da han er god i positionskampen. Han har ikke topfarten til at vinde, men han med sine gode evner til at finde det rette hjul, kunne der meget vel vente et topresultat på italieneren.

Thomas Boudat har ikke deltaget i mange spurter, men han er stadig med i løbet og virker faktisk relativt frisk, selvom det er hans første grand tour. Hidtil har etaperne været lidt for hårde for ham, men denne gang vil han komme til finalen med bedre chancer. Han har før vist, at han har farten til at blande sig langt fremme, specielt i en stigende spurt. Hans positionering er skidt, men kan Adrien Petit få ham frem, er mulighederne for en overraskelse til stede.

Til slut vil vi pege på Daniele Bennati og Jens Keukeleire. Hidtil har de ikke blandet sig i spurterne, men det bør de gøre her. Begge viste i fredags, at de er i fremragende form, og begge er de stærke i en stigende spurt. Keukeleire har fordel af at have et stærkt tog, der vil kunne støtte ham 100%, hvis klassementet er neutraliseret. Bennati har problemer i regnvejret, men så sent som sidste år i Vueltaen viste han, at han altid er god i en spurt sidst i en grand tour.

Også Alexander Kristoff (der er skadet), Fabio Sabatini, Ben Swift, Andrea Pasqualon, Pieter Vanspeybrouck, Dion Smith, Alberto Bettiol, Patrick Bevin, Daryl Impey, Danilo Wyss, Jasha Sütterlin, Oliver Naesen og Romain Hardy kan tænkes at blande sig i spurten, men det vil være en overraskelse, hvis de vinder.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: André Greipel, Edvald Boasson Hagen

Outsidere: John Degenkolb, Nacer Bouhanni, Michael Matthews

Jokers: Rudiger Selig, Sonny Colbrelli, Davide Cimolai, Thomas Boudat, Daniele Bennati, Jens Keukeleire

HVER DAG UNDER TOUREN GIVER UNIBET DIG MULIGHED FOR AT VINDE 50.000 KRONER - ENDDA GRATIS! UNIBET KALDER DET BETTIME, ALT MAN SKAL GØRE ER AT GIVE SIT BUD PÅ VINDERTIDEN PÅ EN ETAPE. HOS FELTET.DK GÆTTER VI MED OG TROR, AT VINDERTIDEN BLIVER: 02.33.57. LÆS MERE OM KONKURRENCEN OG DELTAG I UNIBETS BETTIME!