Optakt: 20. etape af Giro d’Italia
25. maj 2018 19:19 af Emil AxelgaardLaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Chris Froome leverede det måske mest mindeværdige soloridt i en grand tour i dette årtusinde og vendte dermed med ét slag årets Giro fuldstændig på hovedet. Intet er dog afgjort endnu, for der kan sagtens være en pris at betale, når feltet lørdag kaster sig i et mere end 200 km langt bjergmaraton i Alperne. Årets Giro bliver ved med at overraske og kan gøre det igen, inden den endelige vinder kan kåres i morgen eftermiddag efter en dag, der byder på tre knaldhårde stigninger efter tre ugers brutalt cykelløb!

Ruten

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trodse den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano, betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. I år har man dog valgt at slutte i Rom fjernt fra de allerhøjeste bjerge, men det har ikke afskrækket arrangørerne fra at designe en voldsom finale i Alperne fjernt fra den italienske hovedstad. Bare 24 timer inden den store afslutning skal klatrerne udkæmpe det allersidste slag om den samlede sejr på et sandt bjergmaraton over hele 214 km og med tre store stigninger, der truer med at vende op og ned på det hele lige indtil sidste øjeblik, som vi har set det i de seneste år, hvor der er gjort væsentlige forskelle på den afsluttende bjergetape.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 214 km mellem Susa og Cervinia. Startbyen er i dalen midt i Alperne lidt sydvest for Torino, og derfor består den første del af en etape af en tur mod øst langs den flade dalvej frem mod storbyen. Kort inden man rammer udkanten, der ligger i den vestlige del af den helt flade Po-slette, drejer man mod nordvest for at følge det flade terræn med udsigt til Alperne på den venstre side. Efter den første spurt, der er placeret i Samone efter 96,3 km, drejer man mod nord og nordvest for at køre direkte ind i bjergene, men i første omgang følger man den helt flade dalvej.

 

Efter 129,9 km når man frem til byen Vernes, hvor dagens sidste spurt er placeret, og herefter ændrer etapen afgørende karakter. Fra sydvest kører man nemlig herfra op ad kategori 1-stigningen Col Tsecore (16,0 km, 7,7%, max. 15%), der er relativt let på de første 11 km, hvorefter der følger 3 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4, inden det stiger med 8,1% over de sidste 2 km. Toppen rundes, når der resterer 67,5 km, hvorefter en nedkørsel fører mod nordvest og vest direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Col Saint Pantaleon (16,5 km, 7,2%, max. 12%), der bestiges fra sydvest og er relativt regulær med stigningsprocenter på ca. 8 og med to mindre plateauer undervejs. De sidste 2 km stiger med 8,9%, inden man runder toppen med 28,2 km igen.

 

Efter den næstsidste stigning fører en teknisk nedkørsel mod nord direkte ned til bunden af opkørslen til Cervinia, der også er i kategori 1. Der er tale om en 18,2 km lang stigning, der stiger med 5,3% i snit og når et maksimum på 12%. De første 9,3 km er relativt lette med to relativt flade stykker afbrudt af stykker med stigningsprocenter på 7-8. Dernæst følger 6,7 km, der stiger med 6,6% i snit, inden det flader ud med bare 1,2% over der sidste 2,1 km. Stigningen er stort set uden sving og bøjer kun let på den sidste kilometer, indtil man rammer den 450 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, der stiger med 4% i snit.

 

Etapen har i alt 4254 højdemeter.

 

Cervinia blev senest besøgt i 2015, hvor Fabio Aru startede et fornemt comeback ved at tage den første af to etapesejre i træk på løbets tredjesidste etape. I 2012 tog Andrey Amador karrierens største sejr, da han fra et udbrud spurtbesejrede Jan Barta og Alessandro De Marchi på toppen, mens Ryder Hesjedal for første gang viste, at han skulle tages alvorligt som vinderkandidat med et sent angreb, der gav en fjerdeplads. Ivan Gotti var stærkest i 1997, og Addo Kazzianka sejrede ved første besøg i 1960

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det ustabile forårsvejr fortsætter også på den sidste bjergetape, hvor der kan ses frem til solrig dag med en temperatur i bunden af den sidste stigning på hele 27 grader. Igen er der imidlertid en stor risiko på 70-80% for en tordenbyge fra midt på eftermiddagen. Der vil kun være en svag til let vind fra syd, hvilket efter en start med sidevind giver medvind stort set hele dagen, herunder på alle tre stigninger. Der vil være direkte medvind hele vejen op til Cervinia.

 

Analyse af 19. etape

Først lå han på asfalten i Jerusalem endnu inden løbet var startet. Så blev han sat på en uskyldig bakke på Sicilien. Et par dage senere lå han atter og rodede på de våde veje i Montevergine di Mercogliano, inden han oplevede et lille sammenbrud på Gran Sasso-stigningen dagen efter. Han tabte tid på en uskyldig etape i Osimo, og dagen efter sit store comeback på Zoncolan knækkede han på vejen mod Sappada.

 

Der har været al mulig grund til at afskrive Chris Froome i årets Giro - faktisk har man undervejs skullet grave godt i gemmerne i Skylejren for at bevare den fornødne optimisme til at tro på det helt store comeback. Hver eneste gang, briten gav et glimt af håb, blev det slukket lige så brat, det var tændt.

 

Er der noget, historien har lært os, er det imidlertid, at Froome aldrig giver op. Kan i huske Dauphiné i 2014, hvor han efter et styrt var kollapset, men alligevel angreb Contador utrætteligt på sidste etape? Eller Dauphiné sidste år, hvor Richie Porte så uovervindelig, men hvor Froomes utallige angreb isolerede australieren - noget, Jakob Fuglsang kunne udnytte til at tage sejren? Eller da han som helt ung gjorde alt for at ryste Juan Jose Cobo i Vueltaen i 2011, da han endelig fik lov at køre for sig selv? Eller da han leverede et storslået soloridt på kongeetapen i Romandiet i 2016, efter at en defekt havde sat ham ud af klassementet? Eller da han med alt forsøgte at knække Contador i en mindeværdig duel på den sidste store bjergetape i Vueltaen i 2014? Ellers forsøgte det samme med Quintana året efter, hvor hans store blunder på Formigal-etapen havde kostet ham en stensikker sejr? Eller…

 

Froome har helt uberettiget fået et ry for at være kedelig og defensiv, men intet kunne være mere forkert. Hvem husker ikke hans overraskelsesangreb på nedkørslen fra Peyresourde i Touren i 2016? Ellers han angreb i sidevinden sammen med Sagan, Thomas og Bodnar et par dage senere? Alene det at give sig i kast med en vanvidsbedrift som at forsøge at vinde fire grand tours i træk i stedet for at satse alt på at skrive sig ind i historien med fem Tour-sejre siger alt om en rytter, der ikke er bange for at gøre det helt store.

 

Præcis derfor har alle hans rivaler gang på gang gentaget, at man aldrig skulle afskrive Froome. Måske har de allligevel været ved at gøre det i deres inderste sjæl. Hvis de gjorde, fik de i dag den smukkest mulige påmindelse om, hvorfor der var mere sandhed end som så i de ord, de selv havde formuleret.

 

Froome vidste, at kongeetapen var perfekt designet til den helt store offensiv, som var nødvendig, hvis han skulle vinde den nødvendige tid til særligt Tom Dumoulin - men han vidste også, at det krævede, at han tog den helt store risiko på Colle delle Finestre med den oplagte risiko, at han kunne glide helt ned af podiet. Alligevel lå det, som jeg skrev i gårsdagens analyse, i kortene, at han ville gøre forsøget. Det store spørgsmå var, om han kunne gennemføre det.

 

Det kunne han i den grad efter et soloridt, som vel var endnu større end det, Andy Schleck leverede i Touren i 2016, eller Alberto Contador leverede i Fuente De i Vueltaen i 2012. I det hele taget forløb etapen stort set fuldstændig som forudsagt i gårsdagens optakt, men med én stor forskel. Jeg havde aldrig drømt om, at Froome ville ende med at køre alene hjem fra Finestre. Forsøget lå i kortene, men det var også oplagt, at det måtte kræve en alliance med Domenico Pozzovivo, Miguel Angel Lopez eller holdkammeraten Wout Poels, hvis det skulle kunne lade sig gøre at holde Dumoulin stangen på det lange, relativt lette stykke mellem Finestre og Jafferau.

 

Intet er imidlertid umuligt for Froome, der i dag cementerede sin status som sin generations største grand tour-rytter. Man kan ikke undgå at tage hatten af ikke blot for det store mod, men også den perfektion, han formår at forberede sig med. Hele tiden har målet været at toppe i den tredje uge, og hele tiden har han insisteret på, at han var på rette vej. Mange har tvivlet på, om han ville nå målet - jeg selv inklusive - men i dag viste han, hvorfor han er så skræmmende i grand tours. Ingen kender sin krop som Froome, der altid formår at time formen.

 

Omstændighederne var imidlertid også med Froome. Først og fremmest var det til hans store fordel, at Simon Yates kollapsede så spektakulært, hvilket med det samme eliminerede hele det brølstærke Mitchelton-mandskab, der kunne have gjort en afgørende forskel i jagten. Dernæst var det af afgørende betydning, at Domenico Pozzovivo havde en uventet dårlig dag og dermed ikke kunne deltage i jagten heller. Og endelig var det essentielt, at både Miguel Angel Lopez og Richard Carapaz kunne holde sig til Dumoulin, så ingen af de to sydamerikanere turde deltage i arbejdet af frygt for at blotte sig selv i kampen om den hvide trøje. Var Lopez ikke kommet tilbage på Finestre, havde Carapaz’ arbejdsiver været en helt anden, og det kunne meget vel have tippet balancen til Dumoulins fordel.

 

Froome var derfor ikke uheldig - heller ikke selvom han mistede en vigtig allieret i Wout Poels, der efter sin forrygende kørsel hidtil ramte en dårlig dag på det værst tænkelige tidspunkt. Netop hollænderens ustabilitet er hans helt store svaghed, og i dag blev det desværre atter synligt, hvorfor han trods sine forrygende klatreevner næppe nogensinde vinder en grand tour. Heldigvis løftede resten af holdet sig, og særligt David De La Cruz, Salvatore Puccio og Kenny Elissonde fortjener anerkendelse for at have lagt grunden til Froomes formidable sejr. Uden dem havde det været umuligt.

 

Dagens anden store vinder var Thibaut Pinot. Den ellers så stabile franskmand har hostet de seneste dage og frygtede i går eftermiddags, at der kunne være en meget dyr pris at betale for sit skrantende helbred. De dårlige ben havde været et gennemgående tema helt siden anden hviledag, men efter en hel serie af skuffelser leverede han i dag et mageløst comeback, der helt uventet har sendt ham tilbage på podiet på et tidspunkt, hvor et kollaps var faretruende. Modsat Poels er det imidlertid netop stabiliteten, der er Pinots kendetegn, og nu har han endelig også den mentale råstyrke, der betyder, at han ikke er knækket - noget, der ville have været meget tænkeligt for bare få år siden.

 

Det var ikke Pinot, der kollapsede, men derimod Yates. Som skrevet utallige gange i disse optakter var det 19. og 20. etape, der var hans store eksamen - ikke de eksplosive stigninger tidligere i løbet. I går fik vi det første tegn på, at motoren desværre fortsat ikke rækker til tre ugers cykelløb på højeste niveau, og i dag kom så det endelige dødsstød. Det markante formdyk i den tredje uge har altid været et kendetegn for begge Yates-brødre, men hidtil har de begge kunnet undgå at falde helt sammen. Det kunne Simon ikke denne gang, hvor han formentlig betalte prisen for at have været i lidt for god form og kørt lidt for aggressivt i den første del.

 

Han fortjener imidlertid applaus for forsøget. Med sin gode form kunne han have kørt defensivt og sikkert sikret en top 5 eller måske en podieplads. Han tog imidlertid alle chancer i de første to uger i et forsøg på at vinde nok tid på Dumoulin, og det kostede i sidste ende for meget. Nu står han derfor med et ubrugeligt klassementsresultat og vil utvivlsomt være dybt skuffet, når han går til køjs i aften. Forhåbentlig vil han snart indse, at mere end 10 dage i lyserødt og 3 etapesejre er et resultat, de fleste blot kan drømme om…

 

En anden stor taber er naturligvis Domenico Pozzovivo. Mr. Consistency var ikke helt så stabil, som han plejer, og hans nedtur var vel i virkeligheden dagens helt store overraskelse. I lyset af hans suveræne kørsel hidtil var der næppe mange, der havde set ham falde helt ned på en sjetteplads. På den anden side kommer det som lyn fra en helt klar himmel. Trods sin status som ren klatrer har det altid været de meget lange stigninger, der har voldt ham de største problemer, og derfor var en maratonstigning som Finestre ikke just det optimale afsæt Pozzovivo til at gå efter den samlede sejr.

 

Miguel Angel Lopez sprang op på en 4. plads med overraskende moden kørsel. Den lille colombianer lignede en mand i krise allerede tidligt på Finestre, men med en imponerende fighterindsats lykkedes det ham at slide sig med til toppen. Desværre blev det tydeligt, at han ikke i dette løb finder samme niveau som i sidste års Vuelta, men hans forsvar i dag og hans kølige kørsel lover trods alt godt for fremtiden. Og en 4. plads og en hvid trøje er trods alt ikke at kimse ad for en mand, der bestemt ikke havde megen medgang i starten af løbet.

 

Den hvide trøje skal dog først sikres. I dag var Richard Carapaz stærkere end colombianeren, og det var vel en af dagens helt store overraskelser. Ja, jeg havde store forventninger til ham allerede inden løbet, hvor jeg placerede ham på min liste over 15 favoritter, men jeg havde aldrig drømt om, at den unge ecuadorianer kunne slutte i top 5 - og det havde han næppe heller selv. Det kan godt være, at Movistar har kørt et relativt anonymt løb, men det er temmelig lige meget, når man undervejs har født en guldfugl.

 

Og så er der naturligvis Tom Dumoulin, der fortjener næsten lige så meget ros som Froome. Mere end 4000 højdemeter og en næsten 20 km lang stigning var ikke just guf for den store hollænder, der har betydeligt flere kilo at slæbe rundt på end sine rivaler. Som skrevet mange gange tidligere viste han sidste år betydelige svaghedstegn på disse store bjergetaper i den tredje uge, og derfor var det præcis denne etape, der var den helt store forhindring, hvis han skulle forsvare sin samlede sejr. En krise på Finestre kunne koste det hele!

 

Krisen kom aldrig, men Dumoulin var desværre bare oppe mod verdens allerbedste klatrer. Havde hans modstander været alle andre end Froome, havde han formentlig vundet denne Giro knusende sikkert, men nu var hans heroiske forsvarskamp forgæves. Derfor ender det formentlig nu med en andenplads, men selvom det umiddelbart kan ligne en skuffelse, bør Dumoulin tage hjem til Holland med oprejst pande. Modsat sidste år var Dumoulin nemlig i dag en af de to stærkeste på en ”rigtig” bjergetape med mange stigninger, og han nærmer sig derfor en alsidighed, der kan måle sig med Froomes. Det kan godt være, at han ikke vinder denne Giro, men han har i hvert fald ikke vundet sin sidste grand tour!

 

Og er det nu helt udelukket, at han vinder denne Giro? Intet er givet endnu i et løb, der bare bliver ved med at blive vendt på hovedet. Sidste år betalte Froome en meget dyr pris på Los Machucos, da han i Vueltaen havde gravet dybt på enkeltstarten. Og i søndags gjorde han det samme i Sappada efter kraftudladningen på Zoncolan. Derfor kan man på britens vegne frygte, at der i øjeblikket skrives regninger ud, som forfalder allerede i morgen.

 

Det kan der imidlertid også gøre for Dumoulin, der gravede mindst lige så dybt som sin britiske rival. Alt afhænger derfor af, hvem der skylder mest til bogføreren, der nidkært gør regnskab over de enkelte rytteres forbrug af energi. Er det Froome, der betaler prisen, eller er det Dumoulin? Eller er de begge i stand til at komme sig? Lige nu peger pilen på Froome som samlet vinder af årets Giro - ikke mindst i lyset af hans stærke Sky-mandskab - men man skal aldrig sig aldrig. Som Froome selv sagde for et par dage siden, da han blev spurgt til sine sejrschancer: ”I wouldn't say it's likely at this point, but stranger things have happened.” I dag siger Dumoulin formentlig det samme…

 

Favoritterne

Hvor 18. etape satte scenen til det helt store slag på 19. etape, så der nærmest var garanti for angreb og dramatik, er situationen en anden denne gang. For løbet havde det været betydeligt sjovere, hvis Dumoulin akkurat havde holdt Froome bag sig. Nu er det i stedet briten og ikke mindst hans stærke Sky-mandskab, der er i defensiven, og det giver naturligvis en helt anden dynamik, end hvis det var Sky, der skulle knække det svage Sunweb-mandskab.

 

Som sagt er intet imidlertid givet endnu, og som sagt har Dumoulin al mulig grund til at håbe på, at Froome ligesom på 15. etape eller i Vueltaen sidste år skal betale en pris for dagens anstrengelser. Det kan sagtens være, at Dumoulin også selv har en regning at svare, men han har trods alt så stort et forspring ned til Pinot, at han kan tillade sig at løbe visse risici. Derfor kan vi vente, at han i hvert fald vil forsøge at ryste Froome for at se, om benene er lige så tunge som i Sappada sidste søndag.

 

Hvad betyder klassementskampen for forløbet af 20. etape? Det betyder i hvert fald, at Sky denne gang har en helt anden mentalitet, end de havde i dag. For Froome handler det om at komme så let til Cervinia som muligt, og han har sikkert allerede blikket stift rettet mod Touren. Hans drømmescenarium er, at et udbrud kører langt væk og stjæler alle bonussekunder, at han stærke hold kan kontrollere de to stejle stigninger, og at han til sidst kan følge Dumoulin på den sidste stigning. Han vil under ingen omstændigheder selv iværksætte et stort angreb og vil på den sidste stigning være helt ligeglad med alle angreb fra Lopez, Carapaz, Pinot, Pozzovivo og alle de andre klatrere. For ham handler det kun om at komme til mål sammen med Dumoulin.

 

Derfor vil de heller ikke jagte et udbrud. Det vil Mitchelton-Scott naturligvis heller ikke længere. Faktisk har de store hold stort set alle vundet en etape. I virkeligheden er det kun Astana og FDJ, der stadig er tomhændede, og som derfor har en interesse i at jagte et eventuelt udbrud for at gå efter etapesejren. For Pinot er podiet vigtigst, og han vil ikke løbe nogen risiko ved at bringe bonussekunderne i spil for Lopez. Derfor skal FDJ heller ingen steder.

 

Derfor er der tre hold, der bestemmer, om et udbrud skal løbe med sejren: Astana, Movistar og Sunweb. Skal Dumoulin vinde samlet, er bonussekunderne kærkomne, og derfor vil det give god mening for ham at sætte holdet frem. Han har ikke det mest slagkraftige mandskab, men har dog ressourcer til at holde snor i udbruddet på det flade. Gør han det, må man formode, at Astana og måske også Movistar tager over på stigningerne. Måske havde Lopez ikke diamanter i benene i dag, men han er trods alt kun 40 sekunder fra podiet. Med tanke på Pinots svingende præstationer hidtil er der grund til at gøre et forsøg på a snuppe tredjepladsen, og det kan kræve, at bonussekunderne kommer i spil. Det samme er tilfældet for Carapaz, der efter i dag kan snuse til den hvide trøje og må lugte blod.

 

Det ændrer dog ikke på, at vi vil være vidne til endnu en angrebsfest fra start. For de fleste er dette sidste chance for en etapesejr, og derfor vil alle hold med i udbrud. Det bliver endnu et festfyrværkeri af angreb, men denne gang er der den væsentlige forskel, at starten ligesom på 18. etape er flad. Det betyder, at det er ret tilfældet, hvem der kommer afsted, og en stor fyr som Jos Van Emden har bedre chance for at ramme rigtigt end en klatrer som Giulio Ciccone.

 

Når udbruddet formentlig efter en lang kamp er kommet væk, er det tid til at gøre status. Som sagt tror vi, at Astana, Sunweb og måske Movistar vil holde snor i udbruddet, men de kan sagtens få hjælp. Hvis Ciccone ikke kommer med i den flade indledning, vil Bardiani sikkert forsøge at give ham en chance for at køre væk på første stigning og herved alligevel gå efter bjergtrøjen. Og hvis eksempelvis EF misser udbruddet, er det nærliggende at tro, at også de vil holde snor i det, så Michael Woods kan forsøge sig på stigningerne. Der er jo ikke meget at tabe ved at gøre forsøget dagen inden afslutningen i Rom.

 

Derfor tror vi, at der vil blive holdt snor i udbruddet, og at løbet atter vil blive åbnet op på de tre stigninger. Her vil Sky forsøge at sætte et roligt tempo, men Astana vil formentlig lægge pres på. Samtidig er det tænkeligt, at Ciccone- og Woods-typerne vil forsøge sig, men går Astana efter det helt store, burde favoritterne atter skulle køre om det.

 

Spørgsmålet er, hvor det går løs. Cervinia er en meget let stigning, hvor man ikke kan gøre store forskelle. Derfor vil det give god mening for Lopez og Dumoulin at sætte deres angreb ind allerede på Saint Pantaleon, der er langt sværere. Det kræver imidlertid stort mod at forsøge allerede her, og under alle omstændigheder vil det undre os, hvis man kan bringe Sky ud af fatning. Det kan sagtens være, at de vil lade Lopez eller Carapaz køre, men de vil kun fortsætte, hvis de kommer af med hinanden eller Pinot. Det er næppe meget sandsynligt, og mest sandsynligt er det derfor, at det helt store slag skal slås på Cervinia.

 

Som sagt er der her tale om en meget let stigning, men heldigvis er der medvind, hvilket vil gøre forskellene en anelse større. I den tredje uge kan meget ske selv på en stigning som denne - det så vi på Pratonevoso i går - men det kræver en regulært dårlig dag for Froome, hvis Dumoulin skal tage den samlede sejr. Med tanke på, at Froome i dag afslørede, at han var meget opmærksom på ikke at gå ud over sine grænser - det var også ganske tydeligt, at han ikke gravede lige så dybt som på Zoncolan - tror vi, at han og Sky kan kontrollere etapen.

 

Det efterlader to mulige scenarier. Enten ender et i en eller anden form for spurt på toppen af Cervinia, hvor finalen er næsten helt flad. Alternativt lader Sky nogle gode klatrere, der ikke er en umiddelbar trussel mod klassementet, køre væk til slut.

 

Thibaut Pinot har imidlertid endnu ikke vundet sin etape, og han har i Sebastien Reichenbach en af løbets allerbedste bjerghjælpere. Kommer de først frem til Cervinia-stigningen, vil det give fremragende mening for ham at sætte schweizeren til at jagte eventuelle angreb. Det øger chancen for, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren i den flade finale, og det er simpelthen en alt for oplagt chance for Pinot. Efter Yates’ kollaps er han nemlig den hurtigste af favoritterne, og finalen her kunne ikke passe ham meget bedre. I dag leverede han et stort comeback, der må have givet ham øget selvtillid, og sammen med Sky har han en interesse i et defensivt og kontrolleret løb, hvor han kan forsvare sin podieplads. Lykkes det at holde det samlet til toppen, tror vi, at Pinot sejrer i en spurt og dermed for andet år i træk vinder løbets sidste bjergetape. Derfor peger vi på franskmanden som vores favorit.

 

Hans værste rival i en spurt er Tom Dumoulin. Hollænderen imponerede stort på dagens etape, hvor han ubetinget var næstbedste mand. Der kan være en pris at betale lørdag, ligesom han kan betale en pris, hvis han som ventet sætter et stort - og formentlig mislykket - angreb ind på Froome. Cervinia er imidlertid en rigtig Dumoulin-stigning, hvor han kan bruge sin store power, og selv hvis han ikke er på toppen efter i dag, burde han kunne holde sig til. Han er ganske hurtig på stregen, som han viste på 15. etape, og når han indser, at han ikke kan sætte Froome, vil han formentlig gå efter at vinde etapen i en spurt.

 

Miguel Angel Lopez har mildt sagt været lidt svingende i dette løb. I går så han blændende ud, mens han i dag slet ikke havde samme diamanter i benene. Dem kan han imidlertid have i morgen, og har han det, er Lopez altid livsfarlig. Der er ikke mange, der kan matche colombianeren på en stor bjergetape som denne, og han vil helt sikkert forsøge sig med angreb, hvis han er kommet sig efter i dag. Froome og Dumoulin vil gladelig lade ham køre, og derfor har han fremragende muligheder for at vinde, hvis han kan sætte Carapaz og Pinot. Det er ikke let, men ikke umuligt som han viste på Pratonevoso. Lopez har de bedste chancer for en solosejr - og så skal man ikke glemme, at han faktisk også har en chance i en spurt, som han viste det på 15. etape.

 

Som sagt var Domenico Pozzovivo dagens taber, men det betyder ikke, at han ikke kan få sin etapesejr. I klassementet beginder han sig nemlig i et ingenmandsland med stor afstand til alle sider, og derfor vil mange være ligeglade med et angreb fra den lille italiener. Hidtil har han som bekendt været en af de allerstærkeste, og han er ikke typen, der pludselig knækker. Derfor kan han sagtens genfinde sine gode ben, og med den fornyede frihed vil det give ham muligheder.

 

Det samme er tilfældet for Davide Formolo. I dag kørte italieneren fremragende, og det var kun Patrick Konrads krise, der tvang ham til at vente kortvarigt. Har han de ben igen, vil han formentlig have gode muligheder for at gå i offensiven på den sidste stigning, og med sit store tidstab er han ikke en stor trussel. Samtidig skal man ikke glemme, at han i dette løb har spurtet langt, langt bedre end tidligere og endda slog Pinot i den ganske vist mere stigende spurt på 8. etape.

 

Så er der naturligvis Chris Froome. Briten vil helt sikkert køre et meget defensivt løb, hvor han ikke vil angribe. Skulle det ende i en spurt, vil han dog formentlig forsøge sig. Det bliver ikke let at slå særligt Pinot og Dumoulin, men Froome er faktisk ganske hurtig, når det tager ham. Derfor kan endnu en sejr til briten ikke helt udelukkes.

 

I dag var Richard Carapaz fremragende kørende, og han vil helt sikkert forsøge at angribe Lopez igen i morgen. Lopez viste trods alt svaghedstegn i dag, og det er derfor ikke utænkeligt, at han kan sætte sin sydamerikanske rival. Han er ikke en umiddelbar trussel mod podiet, så det er kun Lopez, der har en umiddelbar interesse i at gå med i eventuelle angreb. Det kan gøre det muligt for ecuadorianeren at tage sin anden etapesejr.

 

Også Pello Bilbao, Patrick Konrad og Alexandre Geniez har en chance. Ingen af dem synes at være stærke nok til at køre væk, men lykkes det for FDJ med defensiv kørsel at holde det samlet til en spurt, har de ganske gode muligheder for at slå til. Særligt Konrad er skarp i en flad afslutning, mens Bilbao til gengæld synes at være enormt velkørende på stigningerne. Også Michael Woods kan komme i spil til en spurt, fordi han nu ikke længere skal spare kræfter til et udbrud den følgende dag.

 

Som sagt er der også en chance for, at et udbrud holder hjem, men det er ikke meget sandsynligt. Kandidaterne er de samme som i går, for man skal være en fremragende klatrer for at gøre det færdigt. Derfor vil vi igen pege på Giulio Ciccone, der jagter en bjergtrøje og helt sikkert vil angribe i ét væk, Michael Woods, der fortsat desperat jagter en etapesejr og har taget den med ro de seneste to dage, Robert Gesink, der efter en svag start faktisk sluttede fremragende af på dagens etape, Carlos Betancur, der efter en krise i dag nu har total frihed til at gå i offensiven, Luis Leon Sanchez, der var skræmmende stærk i dag, men kan blive låst af Lopez, Jose Goncalves, der har overrasket stort i de høje bjerge, men som kan være for tung til denne stigning, samt Ben Hermans og Gianluca Brambilla, der i dag kørte sin hidtil bedste etape efter en mildt sagt skuffende Giro. Endelig skal Mitchelton-Scott jagte revanche med meget formstærke Mikel Nieve samt Jack Haig, der dog har virket træt de seneste dage,

 

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Tom Dumoulin, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Domenico Pozzovivo, Davide Formolo, Chris Froome, Richard Carapaz

Jokers: Pello Bilbao, Patrick Konrad, Alexandre Geniez, Michael Woods

Udbrudskandidater: Giulio Ciccone, Mikel Nieve, Michael Woods, Robert Gesink, Carlos Betancur, Jack Haig, Luis Leon Sanchez, Jose Goncalves, Ben Hermans, Gianluca Brambilla

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabia Arus sejr fra 2015 samt Andrey Amadors sejr fra 2012.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG

TORSDAG