Optakt: 1. etape af Tour of California
13. maj 2018 19:39 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Tour of California har altid været kendt som sprintervenligt, og i år er det helt rene afsluttere særligt begunstiget. Hele tre af de syv etaper er pandekageflade, og den første chance for de hurtigste kommer allerede på 1. etape, hvor et helt fladt gadeløb i South Lake Tahoe ventes at blive afsluttet med et brag af massespurt med deltagelse af det fabelagtige sprinterfelt, der er samlet i det amerikanske løb.

Ruten

Tour of California har ofte givet sprinterne det første ord, og det vil helt sikkert ikke forholde sig anderledes i 2018. Faktisk er det svær at huske, at man tidligere har haft så let en åbning som i år, hvor der venter en helt flad indledende etape, der tillige er meget kort. Dermed er der lagt op til, at de helt rene sprintere skal slås om løbets første førertrøje.

 

1. etape er bare 134,5 km lang og afvikles som et rundstrækningsløb langs havnefronten i Long Beach. I alt skal der køres 12 omgange (den første del af første omgang er neutraliseret) på en 11,5 km lang rundstrækning, der er flad som en pandekage. Først kører man mod øst langs havnefronten, inden man foretager en U-vending for at følge samme vej tilbage mod vest. Med 5,5 km igen slår man et lille smut ind i byen via fire skarpe sving, inden man med 3,4 km igen atter rammer kystvejen. Herefter går det ligeud, indtil man med 1,2 km igen drejer til venstre. Der venter derefter endnu et skarpt sving med 700 m igen, inden man rammer den brede, svagt bugtende kystvej, hvor målet er placeret.

 

Etapen byder på i alt 263 højdemeter.

 

Long Beach var vært for et lignende gadeløb på sidste etape i 2007, hvor Ivan Dominguez vandt en massespurt foran Graeme Brown og Gerald Ciolek.

 

 

 

Vejret

Tour of California har ofte været meget præget af ekstrem varme, men det slipper rytterne tilsyneladende for i år. Søndag bliver en perfekt dag med solskin og en temperatur på 20 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest, hvilket giver sidemedvind først på rundstrækningen, dernæst sidemodvind og til slut sidemedvind og medvind efter sidste sving.

 

Favoritterne

Første etape har ofte været flad, men det er sjældent, at man er startet med et gadeløb, der normalt hører til på sidste etape. Når man ser denne etape, er det ikke mærkeligt, at man har kunnet tiltrække så mange topsprintere i det, der vel er et af årets bedste sprinterfelter.

 

Derfor er der heller ikke meget hokuspokus over etapen. Med 99,9% vil det hele ende i et brag af en massespurt. Der er masser af hold, der har etapen og den første førertrøje som et af topmålene, og derfor vil det udvikle sig til en helt klassisk sprinteretape.

 

Det betyder, at et udbrud hurtigt vil blive etableret, men på en kort, intens etape vil de ikke få megen tid. Katusha, Mitchelton-Scott og Quick-Step vil formentli samarbejde om at holde dem i kort snor, og derefter vil det blive samlet til et brag af en massespurt.

 

Selve spurten vil være en klassisk amerikansk finale på store, brede boulevarder. Alle vil være friske efter den lette etape, og dermed er det en sag for de helt rene sprintere. De to sene sving betyder, at positionering vil spille en stor rolle, men på den anden side er vejene så brede, at der altid i de amerikanske spurter er god plads til at komme frem.

 

Det får os til at pege på Marcel Kittel som vores favorit. Tyskeren kom bestemt ikke godt i gang på Katusha, men i Tirreno-Adriatico viste han endelig, at han fortsat er verdens hurtigste mand. To flotte spurtsejre i skrapt selskab var en understregning af hans status, men siden da har han stort set ikke kørt løb. Han viste imidlertid god form i sidevinden i Scheldeprijs, indtil tre punkteringer satte ham ud af spillet. Han burde derfor være mindst på samme niveau som sidste år, hvor han også vandt sidste etape.

 

Kittels problem er som altid positioneringen, og her har han et ret svagt tog med Nils Politt, Nathan Haas og Rick Zabel. Det er en stor ulempe mod de langt stærkere hold, og derfor kan det meget vel gå galt for tyskeren. Zabel gjorde det imidlertid fremragende i Tirreno, og med en bred vej kan Kittel sætte bruge sin høje topfart, selvom han ikke skulle være allerforrest i sidste sving. Derfor tror vi på tysk sejr.

 

Året har ikke været godt for Caleb Ewan, der har klatret fremragende, men spurtet svagt. Han vandt dog spurten om andenpladsen i Milano-Sanremo, der faktisk er hans seneste løb. Nu er han klar igen efter en højdetræningslejr, og han elsker rene massespurter som disse. Det har han vist med sejre i Tour Down Under og Abu Dhabi Tour, og han vil være klar til at slå til her. I teorien er det vel kun Kittel, der kan matche hans topfart - i hvert fald hvis han har genfundet fordums hurtighed - men vigtigst er det, at han med Michael Hepburn, Jack Bauer, Roger Kluge og Luka Mezgec har løbets i særklasse bedste tog. Han vil derfor formentlig få det perfekte lead-out, og så er det nok kun Kittel, der kan gå forbi.

 

Fernando Gaviria er tilbage efter sin skade og viste i Frankfurt, at han allerede er i form. Dette løb er dog en anelse for let for den holdbare colombianer, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Tværtimod har han vundet et hav af lette etaper også, specielt da han totalt dominerede Tour of Guangxi sidste år, hvor en vis Dylan Groenewegen blev slået igen og igen. Hans topfart er måske en anelse lavere end Kittels og Ewans, men han har i Maximilano Richeze og Alvaro Hodeg et fremragende tog, ligesom han elsker de to sene sving.

 

Max Walscheid har længe været et af sportens helt store rene sprintertalenter. Det har knebet lidt med at vise det på højeste niveau, men i Guangxi var han flere gange tæt på at slå Gaviria og Groenewegen. Nu er han imidlertid i storform, hvilket han viste med to helt suveræne spurter i Tour de Yorkshire. En flad sprinteretape som denne kan ikke passe den store tysker bedre. Hans problem er, at toget ikke er optimalt, men med Nikias Arndt og Mikel Teunissen er han dog ikke helt dårligt stillet.

 

Mark Cavendish var skuffet over sit comeback i Yorkshire efter sine mange styrt, og han havde slet ikke den form, han havde regnet med. Heldigvis er denne etape så let, at den ikke vil volde ham udfordringer, og han bør derfor endelig kunne teste sig selv i en spurt. Hans form og hurtighed kan måske ikke matche de allerstørste favoritters, men vi ved alle, at han er en mester i at læse en spurt og udnytte en teknisk finale, ligesom han i Mark Renshaw har en fremragende lead-out man.

 

Kongen af Californien er som bekendt Peter Sagan, men han får det svært i år, hvor etaperne enten er meget lette eller meget svære. En let sprinteretape som denne er ikke just hans kop te, men man må aldrig, aldrig afskrive Sagan. I de seneste sæsoner har han nemlig spurtet bedre end tidligere, også i helt rene spurter, og sidste år var han faktisk ikke langt fra at slå Kittel på en lignende etape i dette løb. De to sene sving er til hans fordel, og ingen kan drage fordel af en teknisk finale som ham.

 

Den meget lette rute er bestemt heller ikke til fordel for Alexander Kristoff, der normalt ikke har topfarten til at vinde rene spurter som disse. Formen er imidlertid god, efter at han sejrede i Frankfurt, og faktisk satte han hele verdenseliten til vægs på en lignende etape i Abu Dhabi i år. Han er forrygende til at positionere sig, så med lidt held kan han måske udnytte de sene sving til alligevel at vinde.

 

Dan McLay fik ikke den bedste start hos EF Education, men fik endelig den forløsende sejr i Sarthe i april. Nu har han haft en lang pause og er klar igen. Hans form er derfor lidt usikker, men han er som ren sprinter i sit es på en etape som denne. Desværre er han ikke god til at positionere sig, og da han kun har Taylor Phinney, Alex Howes samt Logan Owen til at køre for sig, kan man frugte, at han ikke får det maksimale ud af sin hurtighed.

 

Stortalentet Jasper Philipsen har med en podieplads i De Panne allerede vist, at han kan spurte lige op med de bedste. Samtidig har han vist god næse for at positionere sig, og derfor vil han næppe være ked af den tekniske finale. Desværre er han en mere holdbar type, og etapen her er nok en anelse for let for den unge belgier.

 

Endelig vil vi pege på John Murphy. Amerikaneren har før vundet mod toprytterne og kommer efter en etapesejr i Circuit des Ardennes til løbet med selvtillid. Han har stor erfaring i at positionere sig i disse amerikanske boulevardspurter og har i Miguel Bryon en glimrende lead-out man. Topfarten rækker nok ikke længere til at vinde, men han burde kunne gøre sig gældende.

 

Også Jasper Stuyven, Travis McCabe, Lucas Haedo, Ty Magner, Michael Rice, Lukasz Wisniowski, Patrick Bevin, Kiel Reijnen, Tom Leezer og Silvan Dillier vil måske blande sig, men de vil næppe kunne vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Marcel Kittel

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Fernando Gaviria

Outsidere: Max Walscheid, Mark Cavendish, Peter Sagan

Jokers: Alexander Kristoff, Dan McLay, Jasper Philipsen, John Murphy

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

LØRDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk