Ruten

Nøjagtigt som Vueltaen sørger Giroen altid for at have mange af sine store bjergetaper i weekenderne. Derfor indledes den bjergrige tredje uge stort set altid på løbets næstsidste lørdag, og det er også tilfældet i år. I de senere år har den sidste uge været brutal, men i år synes man at have givet sværhedsgraden en ekstra tand. Således byder de sidste 8 løbsdage ikke på én eneste flad etape - i hvert fald hvis man ser bort fra den sidste enkeltstart, der ikke kan betragtes som en let dag - og det hele indledes med løbets tredje bjergafslutning, når man på 14. etape vender tilbage til den berømte Oropa-stigning efter bare tre års fravær. Bjerget er ganske vist ikke løbets vanskeligste, men da alle drømmer om at vinde et sted, hvor Marco Pantani leverede en af sine mest mindeværdige bedrifter, er scenen sat til det første af mange klassementsslag i løbets sidste del.

Som det var tilfældet på 9. etape er der tale om en kort, intens etape, der bringer feltet over beskedne 131 km fra Castellania til Oropa, men igen har man ikke designet en af den type ruter, der lægger op til angreb straks fra start. Tværtimod kunne etapen ikke være mere enkel, idet den stort set er helt flad frem til bunden af målstigningen. Således indledes etapen på Po-sletten, og den indledende del består af en lang tur mod nordvest frem mod de høje bjerge. Efter en kort nedkørsel i starten er der således ingen terrænmæssige udfordringer, og højdepunkterne er de to indlagte spurter, der kommer efter hhv. 60,7 og 76,2 km.

Efter ca. 100 km begynder det langsomt at stige, og man kører således opad i ca. 20 km, indtil man når frem til Biella, der ligger for foden af bjergene. Her skifter etapen karakter, når man fortsætter mod nordvest direkte ind på Oropa-stigningen, der er af 1. kategori. Over 11,8 km stiger den med 6,2% i gennemsnit og når et maksimum på 13%, men den er inddelt i to dele. De første 5 km er således lette med procenter på 2-5, men derefter tager den fat. De næste knap 2 km stiger med 8,5% i gennemsnit og inkluderer et stejlt stykke på en brostensagtig belægning. De sidste 4,25 km stiger med 7,6% i gennemsnit, men er meget irregulære. Således er der en stejl rampe på 11% og procenter over i 10 ca. en kilometer, inden de sidste 1500 m er lettere. Et stykke med 4% leder frem til den sidste kilometer, der stiger med 7-8%. Finalen er teknisk kompliceret, idet der er fire skarpe sving i rap på de sidste 300 m, det sidste med 120 m til mål, der er placeret på en 6,5 m bred vej med brostensagtig belægning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Oropa-stigningen har været besøg fem gange tidligere. Efter at Taccone og Chirotto vandt i hhv. 1963 og 1993, tog Marco Pantani i 1999 en af sine mest berømte sejre, inden han senere blev smidt ud af løbet, ved at slå Laurent Jalabert med 21 sekunder. I 2007 vandt Marzio Bruseghin en bjergenkeltstart foran Leonardo Piepoli og Danilo Di Luca, der forsvarende førertrøjen. I 2014 leverede Enrico Battaglin et helt fantastisk comeback på de sidste meter og tog sin anden Giro-etapesejr fra et udbrud. I favoritkampen angreb Ryder Hesjedal og Pierre Rolland og vandt et par sekunder på rivalerne, mens Nairo Quintana, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman og Rafal Majka fik slået et lille hul ned til løbets førende rytter, Rigoberto Uran.

Vejret

Rytterne undgik det varslede regnvejr i dag, og dermed er faren afblæst for nu. Lørdag kunne således næppe byde på smukkere vejr, idet der er varslet høj solskin og en temperatur på 22 grader i bunden af den sidste stigning. Der vil være en svag til let vind fra øst, hvilket giver sidemedvind hele dagen. Det gælder også på den sidste stigning, hvor der dog vil være medvind på det stejleste stykke og sidevind på de sidste knap 3 km.

Analyse af 13. etape

Det er næsten svært at forstå, at det bare er to uger siden. Efter to etaper på Sardinien, hvor han nærmest havde stået stille i de to første massespurter, var der allerede hos colombianeren selv og i Quick-Step-lejren nervøsitet for, at det slet ikke ville blive til den grand tour-debut, Fernando Gaviria havde håbet på. 11 etaper senere er alt imidlertid totalt forandret, idet colombianeren siden har vundet mere end en tredjedel af dagene, og med sin fjerde etapesejr er han nu den mest succesfulde grand tour-debutant i 39 år. End ikke Peter Sagan, der i Vueltaen tog 3 sejre som ung Liquigas-rytter kan matche Gaviria, der ovenikøbet med stor sandsynlighed kan skrive sin første pointtrøje på CVet også, når løbet slutter i Milano på næste søndag. Ganske vist skal han overleve en af de mest brutale uger i nyere grand tour-historie, men med det overskud, han hidtil har vist, er der intet, der tyder på, at det vil volde problemer.

Spurten gik ellers slet ikke, som Gaviria havde ønsket sig. For første gang i løbet var Quick-Step ellers samlet med mange mand i finalen, og man lod det denne gang ikke være op til duoen Richeze-Gaviria selv at manøvrere i finalen. Alligevel tabte man kampen til det suveræne Bora-mandskab, der i dette løb har imponeret alt og alle ved at vise sig som det i særklasse stærkeste på sprinteretaperne. Den velsmurte maskine Benedetti-Barta-Konrad-Mühlberger-Pöstlberger-Selig-Bennett timer det hver gang helt perfekt og har klart sat de mere etablerede sprinterhold til vægs i dette løb. Da Gaviria endda tabte Richezes hjul i finalen, så de for en gangs skyld ud til, at han havde fejlet i sin positionering.

Det var imidlertid kun, indtil spurten blev startet. Da først Gaviria åbnede op for gassen, blev det understreget, hvem der er feltets i særklasse bedste sprinter. Selvom Selig igen gav Sam Bennett det helt perfekte lead-out, og ireren kunne starte sin spurt akkurat, hvor han ville, var han slet intet match i forhold til colombianeren, der igen har det kick, som gav ham sine store gennembrudssejre foran Cavendish i San Luis for to år siden. Af uransagelige årsager synes han ikke altid at have det, men når formen er der, har han en topfart, som det vel kun er Marcel Kittel, der kan matche. Gaviria er imidlertid en anden sprintertype, der ikke blot er meget mere holdbar, men også teknisk bedre, stærkere i positionskampen og ikke mindst mere accelerationsstærk.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Mest lovende er det imidlertid, at han synes at blive nærmest friskere og friskere. Selvom han aldrig tidligere har kørt så mange dage i træk, viser han ikke antydningen af træthed. At han er holdbar, har aldrig været nogen hemmelighed, men han har også vist en ustabilitet, hvor han bl.a. har haft nogle ret spektakulære kollaps. Derfor kunne man have en formodning om, at tre uger kunne blive en udfordring, men det er der intet, der tyder på. Det lover godt for hans fremtid som grand tour-rytter og øger sandsynligheden for, at Quick-Step allerede i år vil kaste ham ud i endnu et tre uger langt etapeløb, idet Vueltaen hele tiden har været nævnt som en mulighed for ham sidst på sæsonen.

Mens Gaviria kan fejre sin triumf, må det være en stor frustration for Bennett. Ireren og Bora har gjort næsten alt rigtigt, men bare Gaviria var blevet hjemme, var det mindst blevet til én etapesejr for det store sprintertalent. Nu må han desværre forlænge sin venten på den store triumf, der helt sikker kommer på et tidspunkt, og han må ærgre sig gul og blå over, at han var syg i løbets indledende fase, hvor Gaviria ikke var på toppen, og hvor en etapesejr havde været et meget sandsynligt resultat. Han kan imidlertid trøste sig med, at løbet må have styrket hans position internt på Bora. Alt kan ikke dreje sig om Sagan, og noget kunne tyde på, at man er villige til at bygge et alternativt tog op om den irske sprinter, der allerede i Vueltaen kan få endnu en chance for at gå efter en grand tour-etapesejr.

Frustrationen må imidlertid være endnu større hos Caleb Ewan. På 1. etape snød Pöstlberger ham, på 2. etape kolliderede han md Gaviria, på 3. etape gik det galt i sidevinden, i går ramte han igen en konkurrent, og i dag var det en kollision med Richeze, der ødelagde spurten for ham. Sjældent har man set en sprinter, der har været ramt af så megen modgang, og dermed må han forlade løbet med bare én etapesejr til trods for, at han var den hurtigste i løbets indledende fase. For cykelfans er det også en skam, at vi ikke fik den store duel mellem Ewan og Gaviria, der må formodes at være den nye generations to store sprinternavne. Kun på 7. etape havde vi en rimelig duel mellem de to, og vi må desværre sidde tilbage med en lidt uforløst fornemmelse af ikke at have fået det helt klare svar på hvem af de to, der faktisk er hurtigst.

Heller ikke André Greipel kan være tilfreds med udkommet. Ganske vist fik han den etapesejr, der holder liv i hans fantastiske stime af sejre i de tre uger lange etapeløb, men forventningen var mere efter den gode start. Det var imidlertid fra starten klart, at tyskeren ville få det svært i et løb, hvor han af de tre topsprintere havde det svageste tog. Derfor var han reelt sagesløs, fordi han konstant var tvunget til at starte sine spurter alt for langt tilbage. Han kan se frem til at have det fremragende Lotto-tog samlet igen i Touren, hvor hans chancer derfor er bedre. Det må dog alligevel vække lidt bekymring, at også farten har haltet lidt, og at han ikke synes at have kunnet matche hverken Ewan eller Gaviria.

Endelig fortjener det en kommentar, at løbet måtte sige farvel til Geraint Thomas. Han føjer sig dermed til listen over Sky-kaptajner, der enten ikke er stillet til start eller efter uheld har måttet forlade Giroen alt for tidligt. Bradley Wiggins (2013), Richie Porte (2014 og 2015) og Mikel Landa (2016) var ramt af samme skæbne, og denne gang ville man absolut undgå et tilsvarende scenarium, hvorfor man udpegede to kaptajner. Allerede inden vi var halvvejs, lå det hele imidlertid igen i ruiner, og forbandelsen fortsætter. I Californien må Elia Viviani ærgre sig gul og grøn over, at han ikke blev udtaget som den livline, han var i 2015. Heldigvis er løbet ikke ovre endnu for Sky, idet den altid uforudsigelige Landa på enkeltstarten viste, at formen ikke er dårlig, og han bliver utvivlsomt en hovedaktør i den tredje uge. Og samtidig skal Quintana ikke glæde sig alt for meget over at være blevet et par konkurrenter færre. Froome har netop fået sig den måske bedste hjælper, han kunne ønske sig, når det om bare få uger går løs igen på de franske landeveje…

Favoritterne

Fra lørdag ændrer Giroen karakter, og der venter fra nu af et helt andet cykelløb. Fra starten har de fleste klassementsryttere haft det som mål at komme frem til løbets 14. etape uden alt for store problemer, og forventningen har hele tiden været, at det er på de sidste 8 etaper, at løbet for alvor skal afgøres. Af de tre første klassementsslag har de to imidlertid skabt større forskelle, end mange havde forventet, og selvom det hele tiden har været et sandsynligt scenarium, at Tom Dumoulin ville benytte enkeltstarten til at sætte til på tronen, var der næppe mange, der havde regnet med, at hans margin ville være så stor. Tidsforskellene på tidskørslen kom ikke helt uventet, men hans fantastiske indsats på Blockhaus, der er en meget svær stigning, chokerede de fleste, måske mest af alle ham selv.

Det store spørgsmål er, hvordan han klarer sig, når han udsættes for mange lange stigninger på samme etape. Selvom Giroen træder ind i en ny fase fra lørdag, må vi imidlertid vente yderligere et par dage på det svar. 14. etape er således sammenlignelig med Blockhaus-etapen i den forstand, at der er tale om en relativt kort etape med et helt fladt indløb til en afsluttende stigning. Det er præcis den type etaper, Dumoulin foretrækker, og derfor har han umiddelbart ikke grund til den store bekymring. Hvis ikke han rammes af uheld, er det ikke lørdag, han risikerer at tabe trøjen.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke vil blive gjort indhug i forspringet. Nairo Quintana er så langt efter, at han skal gøre brug af enhver mulighed for at vinde tid, og derfor må han allerede i gang nu. Selvom etapernes struktur ligner hinanden, er der imidlertid en verden til forskel på Blockhaus og Oropa. Hvor førstnævnte måske er løbets sværeste stigning, er Oropa det langt fra. Den vanskelige del er således kun ca. 6 km lang, og derfor vil forskellene aldrig blive store. Den har imidlertid så stejle passager, at der utvivlsomt vil blive skabt splittelse, og stigningen er svær nok til, at Quintana kan sætte rivalerne.

Sidst man besøgte Oropa, tog Enrico Battaglin en udbrudssejr. Det gør han eller en anden lykkeridder næppe denne gang. Quintana har brug for alle de sekunder, han kan finde, og da man relativt let kan kontrollere denne korte etape, vil det være dumt af Movistar ikke at tage ansvar. De vil med stor sandsynlighed få hjælp af FDJ. Thibaut Pinot fik genetableret selvtilliden med sin stærke præstation på 11. etape. Efterfølgende sagde han, at han ikke var tilfreds, før han havde vundet en etape, og at han allerede så frem til Oropa. Han har ikke lagt skjul på, at 14. etape hele tiden har været et stort mål. Således er han meget inspireret af Marco Pantani, og hans drøm er at vinde netop denne etape, der er dedikeret til Piraten. Derfor føler vi os overbeviste om, at FDJ vil tage ansvar. Da også Orica-Scott kan tænkes at gøre st stykke arbejde, forventer vi, at favoritterne skal slås om sejren.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Set i det lys er det uundgåeligt ikke at pege på Nairo Quintana som favorit. Hvis nogen var i tvivl, viste Blockhaus tydeligt, at colombianeren er den bedste klatrer i løbet. Ganske vist tog det lidt tid, inden han kom af med konkurrenterne, men han var ubetinget stærkeste mand. Oropa er ganske vist kortere, og derfor bliver det sværere for ham at gøre en forskel, men med de stejle passager bør det kunne lade sig gøre. Samtidig har Quintana hele tiden arbejdet efter en plan, der skulle betyde, at formen er stigende gennem løbet, og med tanke på hans gode historik i den tredje uge er der ingen grund til at betvivle, at den strategi skulle holde. Derfor er det nærliggende at forvente, at Quintana nu er endnu bedre, og derfor er han vores favorit til at vinde etapen.

Hans værste rival er Thibaut Pinot. Franskmanden var næstbedst på Blockhaus, og selvom han skuffede på enkeltstarten, viste hans stærke angreb på 11. etape, at der ikke er noget galt med formen. Faktisk var hans antrit så stærkt, at han efterlod et meget positivt indtryk. Hvis man samtidig tænker på, hvor svært Quintana havde det med at komme af med Pinot på Blockhaus, bliver det ikke lettere på en stigning, der er en anelse nemmere. Pinot har samtidig den fordel, at han er hurtigere end Quintana i en spurt, så hvis han bare kan hænge på, har han alle kort på hånden.

Mange vil forvente, at Tom Dumoulin vil køre defensivt, men han har mere end antydet, at han vil være klar til at angribe, hvis han fornemmer svaghed. Man må dog formode, at han gør, som han plejer, og betragter stigningen som en enkeltstart. Han vil næppe køre med, når Quintana angriber, men der er al mulig grund til at give ham en reel chance for at komme tilbage. Ingen kan time sin indsats som den store hollænder, der har en endnu bedre mulighed for et comeback på denne stigning. På Blockhaus hentede han endda lidt på Quintana mod slutningen, så hvad kan det ikke blive til denne gang. Samtidig er han meget hurtig på stregen, hurtigere end Quintana, og derfor er der reelt en mulighed for, at han giver Quintana et moralsk nederlag ved at vinde etapen.

Vi ved reelt ikke, hvor stærk Adam Yates er. Han efterlod ikke et godt indtryk på 11. etape, hvor han lignede en mand, der havde det svært. Omvendt kørte han sit livs enkeltstart, og han oser af selvtillid og tro på sin form. Samtidig er Oropas korte, stejle og irregulære natur som skræddersyet til briten. Hvis man detil lægger, at han har mere frihed end rivalerne, og at han er en mester i at gribe momentet og lancere et angreb samt endda er den hurtigste af favoritterne i en spurt, vil det ikke overraske, hvis Yates ender øverst på skamlen efter denne etape.

Vincenzo Nibali er langt stærkere end for 12 måneder siden, og også han har timet sin form, så han skulle blive bedre og bedre. Enkeltstarten tyder på, at den plan er lykkes, og derfor må han formodes nu at være endnu bedre. Oropa er ikke en ideel stigning for Nibali, men han vil formentlig køre klogere end i søndags, hvor han gik for dybt i sit forsøg på at følge Quintana. Denne gang vil han muligvis bruge en Dumoulin-taktik til gradvist at komme tilbage, og samles der en gruppe i finalen, vil han vide, hvornår man skal sætte et hajangreb ind. Det kan give ham sin første sejr i løbet.

Vi glæder os til at se Bauke Mollema på denne etape. Hollænderen har klart vist, at han er en af de stærkeste i løbet. På den anden side er det også oplagt, at han ikke er helt på samme niveau som i sidste års Tour. Det store spørgsmål er, om hans plan lykkes. Han har stort set ikke kørt i foråret i det håb, at han vil ramme topformen i den tredje uge. Desværre taler historikken imod ham, idet han altid falmer lidt mod slutningen af en grand tour. Vil det være anderledes denne gang? Vi får det første svar lørdag, hvor han dog under alle omstændigheder vil være blandt de bedste. Det er ikke let at se, hvordan han skal vinde, men da han ikke er langsom i en spurt, har han en chance.

Domenico Pozzovivo har i dette løb vist, at han er tilbage efter sit grimme styrt i 2015. Han er ikke langt efter de bedste, og Oropa burde passe ham bedre end Blockhaus, idet han ofte lider lidt på de længere stigninger. Han har den fordel, at han har tabt lidt tid, og det betyder, at han om nogen kan lukrere på den taktisk kamp mellem favoritterne.

Det samme kan Ilnur Zakarin . Russeren er ganske vist ikke på det niveau, vi og han selv havde forventet, men han er trods alt ikke langt fra de bedste. Også han har et legitimt håb om, at et mere roligt forår vil gøre det muligt for ham at forbedre formen undervejs, og han har den fordel, at han ikke bliver overvåget i samme omfang som de bedste. Hvis han er ved at finde sine bedste ben, er han skræmmende stærk på stigningerne, og derfor er han en af de ryttere, der har en reel chance for at vinde.

Det samme har Davide Formolo. Heller ikke han er langt efter de forreste, og han viser ingen tegn på, at han er ved at tabe formen. Tværtimod er han endelig ved at indfri det kolossale talent, han åbenbarede i 2015, og hans potentiale betyder, at han i den sidste uge kan vise sig at være helt oppe ved de allerbedste. Også han kan drage fordel af frihed efter sit store tab på enkeltstarten.

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Tom Dumoulin

Outsidere: Adam Yates, Vincenzo Nibali Bauke Mollema

Jokers: Domenico Pozzovivo, Ilnur Zakarin, Davide Formolo