Ruten

Der bliver ikke mange muligheder for at komme sig efter det første bjergslag, for allerede den følgende dag venter endnu en knaldhård bjergetape i Alperne. I de senere år er Tour-ledelsen blevet meget begejstrede for at designe korte, intense bjergetaper, og det har de taget til helt nye højder i år. Mest omtale har den ekstremt korte pyrenæeretape fået, men også i Alperne venter en usædvanligt kort bjergdag. Denne 11. etape byder nemlig blot på 108,5 km, og da der er bjerge hele vejen fra start til slut, er det en etape, der kan bruges til angreb fra distancen. Samtidig er det en etape, som mange allerede kender fra årets Dauphiné, hvor den næsten præcis samme rute blev prøvekørt på næstsidste dag med en stor udbrudssejr til Pello Bilbao og en cementering af Geraint Thomas’ føring som resultat.

De bare 108,5 km fører feltet fra Albertville til målet i La Rosiere og skærer direkte gennem Alperne, hvorfor der stort set ikke er en meter flad vej. Starten er den letteste del, idet man følger en let stigende dalvej mod nordøst og øst frem til dagens indlagte spurt, der kommer efter 11,5 km med en flad sidste kilometer efter en hård bakke. Herefter rammer man bunden af kategori HC-stigningen Montee de Bisanne, der bestiges fra syd. Den stiger med hele 8,2% over 12,4 km, er regulær med en stejl bund, et kort plateau og en meget stejl sidste halvdel og har top efter 26 km, hvorefter en lang og teknisk nedkørsel fører mod øst og siden syd til byen Beaufort, der ligger i bunden af kategori HC-stigningen Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der bestiges fra den nordlige side. De første 5 km er relativt lette, men herefter tager den fat med stigningsprocenter mellem 9 og 12. Toppen rundes efter 57,5 km, hvorefter man fortsætter mod øst via en nedkørsel og mod nordøst ad en flad vej langs Roselend-søen. Herefter kører man mod øst op ad en lille kategori 2-stigning, der fører op til toppen af berømte Cormet de Roselend (5,7 km, 6,4%) - en ikke voldsomt stejl stigning, der endda flader ud nær toppen.

Herfra resterer blot 38,5 km, der først består af en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod øst, sydøst og siden syd ned til Bourg-Saint-Maurice i dalen ved floden Isere. Her kører man mod øst frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning, der leder frem til målet i La Rosiere. Den stiger med 5,8% over 17,6 km, men er yderst irregulær. De første 7 km er relativt lette med stigningsprocenter på 2-6, inden den sværeste del følger midtvejs med 6 km med stigningsprocenter på hovedsageligt mellem 8 og 10. Herefter flader det igen ud, idet stigningsprocenten bare er 4-5 over de sidste 4,6 km. De sidste 5 km byder på fire hårnålesving, det sidste med 1600 m igen. Herefter bugter vejen sig let, inden man rammer den 150 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder over bare 108,5 km på hele 4093 højdemeter.

Etapen blev som sagt prøvekørt i årets Criterium du Dauphiné, hvor Pello Bilbao tog en stor udbrudssejr ved akkurat at holde Geraint Thomas, der var bedst af favoritterne, bag sig. Målstigningen har tidligere været benyttet i Tour de l’Avenir. I 2015 vandt Guillaume Martin foran Gregor Mühlberger og Marc Soler, og året forinden sejrede Miguel Angel Lopez foran Robert Power og Aleksey Rybalkin.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Efter at Alperne bød feltet velkommen med halvkøligt vejr venter nu den dræbende hede, der ofte kendetegner Tourens bjergetaper. Onsdag byder på en skyfri himmel samt en temperatur halvvejs oppe ad sidste stigning på 28 grader. Der vil være en let vind fra vest, hvilket giver med- og sidemedvind det meste af dagen frem til bunden af sidste stigning, hvor det vil veksle mellem mod- og medvind i de mange hårnålesving. Der vil dog være modvind de sidste 1500 m.

Analyse af 10. etape

Vi har været der før, har vi ikke? De fleste kender følelsen af i ugevis at have glædet sig til den første store bjergetape i en grand tour for så blot at blive efterladt med en følelse af skuffelse efter en flad fuser, hvor ingen af de store havde modet til at forsøge sig. Som regel hjælper det lidt på dramatikken, hvis der er mål på toppen, men det er snarere reglen end undtagelsen, at konservativ kørsel lægger lidt en dæmper på festlighederne, når man rammer bjergene første gang.

Dagens bjergetape var ingenlunde en undtagelse, for sjældent har man da været vidne til en så lammende mange på initiativ. Selv havde jeg også været med til at hæve forventningerne til noget, de slet ikke kunne bære, for da muligheden for at teste de svaghedstegn, Chris Froome havde vist på Mur-de-Bretagne, bød sig, var det kun den altid ukuelige - og endda halvskadede - Dan Martin, der turde ryste træet en anelse.

Det lå ellers i kortene, at Movistar skulle prøve Froome af for at undgå den fatale fejl, alle begik i Giroen. Her mislykkedes man med at udnytte, at briten stræbte efter en formtop i den tredje uge, og vi husker alle vel nok, hvad det kostede, at man ikke tog tid, mens muligheden bød sig. Alligevel var der ikke blot den svageste antydning af spansk aktivitet, og de tre Movistar-musketerer havde det fint med at følge Sky-toget hele vejen til toppen af Col de la Colombiere.

Det store spørgsmål er naturligvis hvorfor. Modvinden var formentlig afgørende, men der er i hvert fald et par yderligere oplagte bud på en forklaring. Først og fremmest kollapsede det stærke Movistar-kollektiv overraskende tidligt, da den altid så ustabile Marc Soler slet ikke var i stand til at leve op til de tårnhøje forventninger. Paris-Nice-vinderen forsvandt nærmest, inden kaptajnernes puls havde nået de 100, og efter tabet af bundsolide Jose Joaquin Rojas efterlod det dem alene med Andrey Amador. I den forstand blev det et eksempel på, hvordan for mange kokke som bekendt kan fordærve maden, for med tre mand, der skulle beskyttes, var der pludselig slet ikke muskelkraft til at lægge det pres, der kunne have forberedt et angreb.

Bedre blev det ikke af, at Sky i den grad spillede med musklerne. Forud for løbet havde Movistar ellers håbet på, at de denne gang faktisk ville vise sig som det stærkeste bjergmandskab, men den status mistede de brat i dag. Deres top 3 er stadig fabelagtig, men med Solers svaghedstegn ser der påfaldende tyndt ud i næste geled.

Samtidig sad Geraint Thomas og Chris Froome omgivet af et superhold, hvor alle levede op til forventningerne. Luke Rowe og Gianni Moscon kontrollerede egenhændigt de første 120 km, og den stadig mere imponerende Jonathan Castroviejo tog sig helt alene af Col De Romme. Michal Kwiatkowski steppede op efter et skuffende Dauphiné og viste igen sine forbedrede klatreevner på den nedre del af Colombiere. Kun Wout Poels, der hele tiden har skullet bruge løbet til at køre sig i form, er stadig under niveau, men det gør jo intet, når man i Egan Bernal har sportens største talent. Den unge colombianer tog over, da Martin angreb, neutraliserede let faren og satte i samme moment klasseryttere som Bauke Mollema, Ilnur Zakarin og Rafal Majka. Hvis nogen havde tvivlet på, om den lille colombianer ville kunne stå for Tour-presset, må de tro om, for klatrefænomenet viste i dag, at han kan blive den allervigtigste nøgle til endnu en Froome-sejr.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Briten selv og holdkammeraten viste da heller ingen svaghedstegn selv, og det er tydeligt, at Froome er betydeligt bedre nu, end han var i den indledende del af Giroen. Det kan vise sig at være et problem for rivalerne, for briten bliver formentlig ikke ringere fra nu af, og i dag viste Sky, at de har holdet til at transportere kaptajnen fornuftigt gennem Alperne. Tager man enkeltstarten i betragtning sidder Thomas og Froome reelt på de første to pladser i klassementet, og derfor er der for dem ingen grund til at risikere noget som helst de kommende dage.

Kun to andre hold havde på papiret styrken til at teste Sky. Tabet af Alexis Vuillermoz og i mindre grad Axel Domont betyder imidlertid, at Romain Bardet og resten af det ellers så stærke Ag2r-mandskab allerede nu er kastreret, og det lægger væsentlige begrænsninger på hvor meget initiativ, de kan tage. Det ligeledes stærke Bahrain-mandskab holdt sig ligeledes i ro, men det var mere forventeligt, for tendensen i de senere år har været, at dieselmotoren Vincenzo Nibali skal bruge et par dage på at finde benene.

Alle løbets øvrige favoritter har reelt ikke holdet til at sætte sig på mod Sky-maskinen, og på så tidligt et tidspunkt i løbet er der naturligvis ingen, der tør sætte alt på et bræt - slet ikke når Sky sidder i overtal, og etapen endda slutter nedad. Så snart det blev klart, at Movistar tilbød Sky en remis, var det derfor klart, at der ikke ville ske det store, og havde det ikke været for festlige Martin, var det formentlig endt helt uden tab for favoritterne.

Derfor blev vi ikke spor klogere på, hvem der kan vinde løbet, men som det sig hør og bør på den første bjergetape, fik vi svar på, hvem der ikke kan. Den største taber var Rigoberto Uran, men som fremhævet i gårsdagens optakt kom det ikke som et lyn fra en klar himmel. Colombianeren havde nemlig allerede vist markante svaghedstegn på Mur-de-Bretagne, der ellers var guf for en type som ham, og bedre blev det naturligvis ikke af, at han røg i asfalten i søndags. Hans nedtur var derfor til at forudse, og med et så stort tidstab er det nu tid for EF at sadle om. Heldigvis har de i Pierre Rolland og Daniel Martinez to fremragende klatrere, så meget kan endnu reddes, selvom der ikke i år bliver tale om en gentagelse af sidste års jubelridt.

Det gør der næppe heller for Rafal Majka og Bauke Mollema, der blot bekræftede, hvad jeg desværre allerede skrev om dem inden løbet. Majka har tidligere været på podiet i Vueltaen, og Mollema var blot et styrt fra at være det samme i Touren for to år siden, men siden da har der været langt mellem snapsene for dem begge. Derfor var dagens tidstab ikke uventet og blot en bekræftelse på en kedelig tendens. Alt håb er dog ikke ovre for dem begge, der formentlig i hvert fald i morgen atter vil give klassementet et skud - ikke mindst slideren Mollema, der stadig kan nå at kæmpe sig til en top 10-placering. Sværere bliver det for Bob Jungels, der helt som ventet endnu engang beviste, at han er alt for stor til nogensinde at blive en reel podiekandidat i grand tour-sammenhæng.

Den sidste taber var Ilnur Zakarin, men for ham er der ingen grund til at hejse hvidt flag endnu. Historien taler nemlig sit tydelige sprog for russeren, der altid skuffer på den første bjergetape, men er flyvende i den tredje uge. Der er derfor tid at løbe på endnu for den ranglede russer, men i et langsigtet perspektiv er der grund til at være bekymret. Skal Zakarin nogensinde vinde en grand tour, er der næppe råd til den form for tidstab tidligt i løbet, og dagens resultat må sætte Katusha-trænerne hjem til tegnebrættet for at finde ud af, hvordan det problem løses.

Derudover var det svært at blive meget klog på favoritternes styrkeforhold. Jakob Fuglsang viste desværre lidt svaghedstegn i forbindelse med Martins angreb og Bernals efterfølgende reaktion. Det er for tidligt at drage forhastede konklusioner, for sidste år rejste Fuglsang sig efter en kedelig første bjergetape, og denne gang undgik han i det mindste at tabe tid. Der hersker dog stadig en vis usikkerhed om hans langsigtede holdbarhed, da det altid har knebet med at holde niveau over alle tre uger, og dagens etape gav i hvert fald ikke næring til de i forvejen lidt urealistiske danske podiedrømme.

Kortvarigt så det meget overraskende ud til, at den ellers indtil nu så overbevisende Alejandro Valverde var i problemer. Det viste sig imidlertid blot at være et kædesvigt, som hurtigt blev fikset, og selvom Movistar-mandskabets kollektiv famlede, så de tre kaptajner i hvert fald ud til at være præcis, hvor de skal være. Nu mangler vi blot, at de også har modet til at gå efter sejren.

Som sagt kan det være svært at drage mange konklusioner, men det er værd at fremhæve tre ryttere. Først og fremmest så Tom Dumoulin knivskarp ud, og i første omgang var der ikke skyggen af svaghedstegn at spore. Jeg har ellers været blandt de allerstørste tvivlere på det ambitiøse Giro-Tour-projekt, der virker meget urealistisk for en mand, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson, og som endda slet ikke er naturlig klatrer. Foreløbig synes han at have diamanter i benene, men det ændrer ikke på, at risikoen for et kollaps fortsat er overhængende, og at det fortsat er svært at se, hvordan den store hollænder på en så bjergrig rute skal kunne blande sig i kampen om sejren.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Det kan Primoz Roglic måske til gengæld. Alle har vi været spændte på at se, hvordan det slovenske fænomen ville håndtere den første bjergetape, og han bestod den første eksamen til topkarakter. Vi aner stadig ikke, hvordan han håndterer tre ugers uafbrudt kamp, men foreløbig ser han skræmmende stærk ud. Han har hele tiden været løbets helt store joker, og dagens etape giver i hvert fald ikke grundlag for at lægge en dæmper på forventningerne. Måske var det virkelig dumt, at man ikke greb chancen for at køre ham ud af kampen, da sidevinden gav en uventet mulighed for et par dage siden.

Den sidste rytter, der fortjener applaus, er Steven Kruijswijk. Jeg har gang på gang fremhævet, at ”Bøjlen” har givet små tegn på, at han måske kan genfinde sit fantastiske niveau fra den 2016-Giro, han burde have vundet. Det er foreløbig for tidligt at sige, om han er helt deroppe, men der i hvert fald grund til optimisme. Allerede på brostenene virkede han brølstærk trods en skræmmende mangel på støtte, og i dag gjorde han det godt på en relativt eksplosiv etape, der ikke passede ham. Med tanke på, at den hollandsk Duracell-kanin bare bliver bedre og bedre undervejs, er der grund til at holde med LottoNL-Jumbo, der med en spændende duo kan give løbet et interessant krydderi.

Midt i skuffelsen over favoritternes fuser glemmer man næsten helt at glæde sig over dagens helt store vinder. For få dage siden så det ellers trist ud for Julian Alaphilippe, der var dybt skuffet over sin egen præstation på 5. og 6. etape, der lignede de bedste muligheder for en etapesejr. Kun en tåbe afskriver imidlertid det franske fænomen, der allerede i sidste års Vuelta viste, at han kan vinde bjergetaper i grand tours, selv hvis han ikke er på 100%.

Sejren er ikke mindst imponerende i lyset af terrænet. Det har nemlig været en lidt kedelig tendens i år, at Alaphilippe er kommet til kort på lange stigninger. Lige så imponerende han har været i kuperet terræn - ikke mindst i Ardennerne, hvor han var den i særklasse bedste - lige så skuffende præsterede han på de lange stigninger i Paris-Nice, Baskerlandet og senest Dauphiné. Ved Touren og ikke mindst OL i 2016 viste han imidlertid, at evnerne er der, og de blev stillet til fuld skue i dag. Klasseklatrere som Robert Gesink, David Gaudu, Ion Izagirre og Serge Pauwels nåede ikke Alaphilippe til sokkeholderne på en etape, der ellers burde være for rene klatrere. Fortsætter den tendens, tør man næsten ikke tænke på, hvad Alaphilippe kaj leverer, når vi i weekenden rammer ”hans” terræn på de to udbryderetaper i Massif Central.

Etapen bød også på en genfødsel af Rein Taaramae. Det fallerede estiske supertalent er måske sportens største lodseddel, men i de sidste to år har han desværre været en permanent nitte. Manden, der betog hele verden som sportens måske mest lovende etapeløbstalent i begyndelsen af sin karriere, har kun momentvist vist sin klasse i de senere år. Siden etapesejren i Giroen og den samlede sejr i Tour de Slovenie for to år siden, er det kun på sidste års kongeetape i Tour de Suisse, at han har vist klassen, og hans skifte til Direct Energie har indtil i dag også lignet en dundrende fiasko. Dagens ridt gav imidlertid håb op, at der måske alligevel er mere at komme efter for Taaramae.

Til gengæld blev det en skuffelse for de to franske klatretalenter David Gaudu og Guillaume Martin, der havde deres livs chance for at vinde en stor bjergetape på hjemmebane. Det blev der imidlertid intet af, for Gaudu overvurderede totalt sig selv og brændte sine uerfarne tændstikker alt, alt for tidligt. Martin derimod viste allerede på Mur-de-Bretagne, at han har glemt sine bedste ben derhjemme, og dagens tamme præstation giver desværre ikke meget håb om, at han i dette løb kan bygge videre på en ellers indtil nu flot sæson.

Og endelig skal der lyde en applaus til Greg Van Avermaet. For 48 timer siden lå BMC-mandskabets Tour i ruiner, og selvom en ekstra dag i gult på ingen måde kan går det ud for tabet af Richie Porte, viste den belgiske fighter i hvert fald, at amerikanerne stadig er med i løbet. Nøjagtigt som for to år siden glemte han for en stund, at han slet ikke er bjergrytter, gik i udbrud og forsvarede trøjen på en etape, der burde have været alt for svær. Dagens kraftanstrengelse betyder utvivlsomt, at festen slutter i morgen, men det er alligevel svært ikke at tage hatten af for belgieren, der i dag viste, at han i den grad har fortjent sin uge som Tourens førstemand. Chapeau!

Alle er de imidlertid statister i giganternes skakspil, men de fik i dag lov at spille hovedroller, da Quintana og resten af Movistar rakte hånden frem og tilbød Froome en remis. Det slagtilbud var briten ikke sen til at acceptere, og han kan derfor sætte flueben ud for den første af de tre store trusler, der tårnede sig op for den indtil nu lidt skrøbelig Tour-konge. Dermed var det en forspildt første mulighed for Movistar-musketererne, men heldigvis er der fem chancer endnu. Den første kommer allerede i morgen, og denne gang kan spanierne vel næppe stille sig tilfredse med endnu en halvkedelig nulløsning.

Favoritterne

Som sagt får Movistar allerede lørdag en glimrende chance for at rette op på dagens forspildte mulighed. I de senere år har vi set, hvordan disse korte bjergetaper uden meget fladt terræn kan give et fantastisk cykelløb fra start til mål, og man kunne have håbet, at tidsforskellene efter den første uge vil give anledning til mere af det samme her. Desværre skabte de første ni dage ikke den spredning, vi havde ventet, og som omtalt ovenfor så vi, hvordan en kombination af modvind, et svækket Movistar-mandskab, et brølstærkt Sky-hold og ikke mindst lidt nervøsitet ved det første møde med bjergene betød, at dagens etape endte som lidt af en fuser.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det store spørgsmål er, om det scenarium vil gentage sig onsdag. Det virker umiddelbart stærkt usandsynligt, for alene det forhold, at der denne gang er mål på toppen af et bjerg, bør i sig selv anspore til, at risikovilligheden er større. Både Landa og Quintana har da også efter dagens etape ladet skinne igennem, at de har større forventninger til onsdagens slag, og vi bør derfor som minimum se lidt mere action på den sidste stigning, end vi var vidner til i dagens langgaber.

Spørgsmålet er så, om der også er initiativvillighed fra distancen. Det er langt mere usikkert, for selvom korte etaper indbyder til offensiv kørsel, er vi stadig så tidligt i løbet, at det er for tidligt at sætte alt på ét bræt. Selvom der generelt vil være medvind det meste af dagen, og der ikke er mange farlige dalstykker, har alle de vigtigste favoritter deres podiedrømme så intakte, at det ikke er på 11. etape, at man angriber allerede på de første stigninger. Derfor skal vi formentlig vente til målbjerget, inden vi kan se frem til et slag mellem de store navne.

Betyder det så også, at et udbrud igen skal køre om sejren? Det er der meget gode odds for på en etape, der kun kan kontrolleres af de allerbedste hold. Det er reelt kun Sky, Movistar, Bahrain og Ag2r, der har muskelkraften til at skabe samling, og Ag2r er så svækkede, at der kan stilles spørgsmålstegn ved deres muligheder, hvis ikke de er villige til at ofre Pierre Latours hvide trøje. Bahrain er næppe heller villige til at tage det helt store initiativ på egen hånd, og som omtalt ovenfor har Movistar ikke mange muligheder, hvis Marc Soler ikke har bedre ben. Det efterlader dem med Andrey Amador som eneste stærke bjerghjælper, og den store costaricaner kan trods alt ikke på egen hånd kontrollere en hel bjergetape.

Lettere bliver det ikke af, at feltet allerede efter 11 km rammer en meget svær stigning. Det betyder, at vi uden tvivl for dannet et klasseudbrud af mange af feltets bedste klatrere, og med mindre vi mod forventning får angreb fra en halvfarlig fyr, har Sky ikke nogen interesse i at jagte dem. Tværtimod vil de koncentrere sig om at komme let frem til sidste stigning, da de som omtalt ovenfor reelt kan regnes som nr. 1 og 2 i klassementet, hvis man indregner enkeltstarten. Med mindre Soler pludselig finder de ben, han ikke havde i dag, ser det derfor ud til, at der vil køre et klasseudbrud, som ingen har både styrken og interessen til at hente.

Det betyder ikke, at vi ikke vil få kamp om klassementet. På sidste stigning må Movistar forsøge sig, og der er heller ikke tvivl om, at Dan Martin igen vil teste benene. Forskellen skal imidlertid gøres på den stejle del, for de sidste 4 km er så lette, at Sky med Bernal uden problemer kan kontrollere dem. Der vil endda være modvind de sidste 1500 m, hvilket ikke gør det spor lettere, og med mindre der er en rytter, der med en superdag kan gøre forskellen på den svære del - og det vil Movistar sikkert forsøge - er der en vis sandsynlighed for, at det vil ende i en spurt i en lille gruppe og dermed endnu en dag, hvor man kan tabe løbet, men næppe vinde det. Og foran må vi forvente, at et udbrud skal køre om sejren.

Det får os til at pege på Warren Barguil som vores favorit. Den franske darling havde en drømme-Tour sidste år, hvor han vandt to etaper samt bjergtrøjen, men efter skiftet til Fortuneo har han knap kunnet træde en bule i en blød hat. De franske mesterskaber gav imidlertid håb om fremgang, og ganske pæn kørsel i den første uge har antydet, at han nærmer sig sit 2017-niveau. Planen har hele tiden været, at han skulle smide tid i den første uge, men det af uransagelige grunde skete det aldrig. Forud for dagens etape lovede han imidlertid at tage den med ro, og efter et hovedløst angreb på Col De Romme smed han endelig de minutter, der sender ham ud af klassementet.

Det betyder, at det næsten ligger i kortene, at Barguil skal på togt i morgen, og med start på en HC-stigning er der al mulig grund til, at det vil lykkes. Kan Barguil følge op på de lovende takter fra den første uge, er der grund til at antage, at han også kan gøre det færdigt, ikke mindst fordi historien viser, at han bare bliver bedre og bedre igennem en grand tour. Sæsonen har været lige til skraldespanden for Fortuneo, der kun har vundet løb på lavt niveau, men vi tror, at Barguil vender bøtten ved at sejre i morgen.

En hel cykelverden følte med stakkels Daniel Navarro, da Adam Yates blæste forbi ham om med få meter igen stjal hans etapesejr på sidste etape i Dauphiné. Præstationen viste imidlertid, at den erfarne spanier er tilbage, og det giver håb om, at han kan vinde en etape i årets Tour. Den gode form blev bekræftet i Route de l’Occitanie, og i dag tog han den formentlig med ro for at spare kræfter til de to kommende bjergafslutninger, der passer ham bedre. Den stigende start giver i hvert fald håb om, at Navarro kan ramme udbruddet - en kunst, han i øvrigt altid har mestret - og for første gang i mange år synes han også at have styrken til at gøre det færdigt. I dag sparede han på kræfterne og vil være helt klar til at give den et skud.

Rigoberto Urans nedtur er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Det giver nemlig Pierre Rolland mulighed for at jagte en etapesejr, og det tyder på, at han er klar til den opgave. I hvert fald var det en genfødt Rolland, der var blandt de bedste i Dauphiné, og også på brostenetapen imponerede han ganske meget i terræn, der ikke var hans. I dag var han ganske vist en skuffelse, men det kan have været et spørgsmål om et par bjergben, der lige skulle findes. Det ville i hvert fald ligne ham dårligt, hvis ikke han allerede nu har planer om et stort bjergtogt, og den svære start giver ham gode muligheder for at komme afsted. Etapen er lige kort nok for Rollands dieselmotor, men de mange lange bjerge burde gøre det muligt for den solide franskmand at tage karrierens tredje store etapesejr i Alperne.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Tør Pierre Latour gå efter en etapesejr? Gennem hele løbet har han vist skræmmende god form, og hans tidstab på brostenene betyder, at han også vil få den nødvendige frihed. Problemet er bare, at han også har den hvide trøje, og da han sidste år eksploderede i den tredje uge, kan han være ansporet af at køre defensiv klassementskørsel. Latour er så godt kørende, at han er storfavorit til at vinde, hvis han rammer udbruddet, men vi hælder desværre til, at han holder sig til Bardet, ikke mindst fordi Ag2r jo som bekendt er svækket efter det store mandetab. På den anden side er de altid aggressive og på hjemmebane, og fristelsen til at udnytte Latours superform må være stor.

En af dagens positive oplevelser var igen Antwan Tolhoek, der længe sad med hos favoritterne og bekræftede det store potentiale, han viste i både Californien og Dauphiné. I dag viste LottoNL med Robert Gesink, at de ikke er blege for at sende en mand i udbrud, som senere vil kunne gå hjælpe Roglic og Kruijswijk og måske gå efter en etapesejr. I dag var det Gesink, der fik chancen, og i morgen kunne det være Tolhoek. Med de klatreben, han hidtil har vist, synes han at være god nok til at gøre arbejdet færdigt. Han skal bare have chancen.

I dag skuffede Daniel Martinez ganske markant, og han var slet ikke i stand til at yde Uran den nødvendige støtte i finalen. Dermed er den talentfulde colombianer ikke kommet fremragende fra start i sin grand tour-debut, men med Urans nedtur bør han nu få frihed til at jagte lidt personlig succes. Han har gennem hele sæsonen vist, at han har klassen til at gøre det færdigt, og med et bjerg straks fra start har han alle muligheder for at ramme udbruddet. Spørgsmålet er nu blot, om han i dag blot havde dårlige ben, eller om formen virkelig er skuffende.

I dag var der ikke mange spor af BMCs to klatrere, men mon ikke de vil være opsatte på at vise sig frem i morgen? Damiano Caruso viste i hvert fald glimrende form, og blandt de folk, der har tabt tid, er han blandt de allerbedste klatrere. Han er så langt efter, at han burde have lidt frihed, og et solidt udbrud kan som bekendt også være en genvej tilbage i klassementet. Det ligger i kortene, at det forsøg skal gøres, og morgendagens etape er en af de bedste muligheder.

Det gælder også for Tejay van Garderen . Ganske vist er han ikke den klatrer, han tidligere var, men han slog trods alt en vis Mikel Landa i en duel på en bjergetape i Giroen sidste år. Dagens tidstab kan være et resultat af en bevidst taktik, men han kan også være mærket af sit styrt. Van Garderen viste dog så god moral i Giroen sidste år, at der er grund til at tro på, at han kan gære det samme denne gang.

Der er også grund til at pege på Serge Pauwels og Robert Gesink. Ganske vist brugte de begge mange kræfter på dagens etape, men de to dieselmotorer er kendt for deres evne til at angribe igen og igen. I morgen starter etapen endda med en stigning, og det gør det langt lettere for dem også at være med igen denne gang. Om benene også rækker til at vinde, er måske mere tvivlsomt, men de ligner begge gode bud og har samtidig den nødvendige frihed.

Andre kandidater tæller Gregor Mühlberger, Jelle Vanendert, Tomasz Marczynski, Darwin Atapuma, Kristijan Durasek, Julian Alaphilippe, David Gaudu og Ion Izagirre, men de er formentlig enten for trætte efter i dag, for låste af andre jobs eller ikke klatrestærke nok til at vinde.

Skulle det mod forventning ende i en kamp mellem favoritterne, vil vi igen pege på Alejandro Valverde. Som sagt skal de store forskelle gøres på den stejle del, og vi tvivler på, at det lader sig gøre at bringe Sky ud af fatning her. Der vil være tid til at skabe samling i en lille favoritgruppe, og modvinden på de sidste 1500 m vil ikke gøre det lettere at gøre en forskel. Trods sit mekaniske problem viste Valverde glimrende form i dag, og der er derfor al mulig grund til at antage, at spanieren vil kunne spurte sig til sejr.

Hans værste rival må være Dan Martin. Den lille irer synes at være i hopla og måske endda i sit livs form, og end ikke hans styrt har svækket ham væsentligt. Det er klart, at han ikke er så hurtig som Valverde, men hans punch er guddommeligt, og vi så på Muren, at han har poweren til også at køre væk i modvind. Samtidig har han mistet så meget tid, at han ikke er den første, Sky reagerer på-

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Også Adam Yates har det punch, der skal til for at gøre forskellen i en halvflad finale. Det viste briten senest, da han som omtalt ovenfor blæste forbi Navarro i Dauphiné, og det våben vil han elske at gøre brug af her. En kort etape med en irregulær, eksplosiv stigning til sidst er i virkeligheden nærmest skræddersyet til en Yates, der i dag ikke gav grundlag for at antage, at han er spor svagere, end hans bror var i Giroen. Derfor kunne vi meget vel få Yates’ slangehug at se på de sidste meter.

Skal man pege på en rytter, der kan gøre en forskel på det flade, er det igen Nairo Quintana , der springer i øjnene. I dag tog colombianeren det med ro i modvinden, men i morgen ligger det i kortene, at han skal teste Froome på det stejle. På papiret er han løbets næstbedste klatrere, og hans præstation i Schweiz og hidtil i løbet tyder på, at formen er timet perfekt. Det er klart, at stigningen med den flade finale ikke passer ham ideelt, men i Schweiz viste han, at han sagtens kan holde sig fri på en lettere del, hvis bare han gør forskellen, når det er stejlt.

Det kan naturligvis heller ikke udelukkes, at Chris Froome løber med sejren. Briten skal som udgangspunkt køre defensivt, men føler han sig kørende, vil han vide at slå til og gribe momentet. Få er så aggressive som Froome, og efter svaghedstegnene på Muren så han ganske komfortabel ud i dag. Det er klart, at den lidt nemme finale ikke er ideel for Froome, men det vil være dumt at udelukke, at verdens bedste klatrer kan vinde en bjergetape som denne.

Endelig vil vi pege på Primoz Roglic. Sloveneren virker præcis lige så skarp som forventet, og i dag var han klar en af de stærkeste. Han har vist, at han er ganske snu, og som en underdog kan det ikke udelukkes, at han vil kunne snige sig væk til slut. Han har nemlig et ganske glimrende punch på en stigning som denne, er en glimrende afslutter og skal ikke have mange meter for at kunne færdiggøre et soloangreb på den sidste del af stigningen.

Blandt de øvrige favoritter synes Geraint Thomas, Tom Dumoulin, Mikel Landa, Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Steven Kruijswijk og i mindre grad Jakob Fuglsang også at have gode ben, men det er svært at se, hvordan de skal vinde på en stigning som denne.

Feltet.dks vinderbud: Warren Barguil

Øvrige vinderkandidater: Daniel Navarro, Pierre Rolland

Outsidere: Pierre Latour, Antwan Tolhoek, Daniel Martinez, Damiano Caruso, Tejay van Garderen, Serge Pauwels, Robert Gesink

Jokers: Alejandro Valverde, Dan Martin, Adam Yates, Nairo Quintana, Chris Froome, Primoz Roglic

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense højdepunkterne fra årets Dauphiné-etape, der kørt blev kørt på en næsten helt identisk rute.