Ruten

Efter en lang rejse ned til Alperne og en velfortjent hviledag i Annecy ændrer årets Tour de France karakter på meget markant maner. Efter ni dage med stress, positionskamp, sidevind, brosten og korte stigninger er den anden halvdel af løbet nemlig stort set udelukkende dedikeret til klatrerne, og de sidste 12 dage byder på et hav af bjergetaper. Uhyrlighederne starter allerede med det samme, når klatrebenene skal vækkes til live på den farlige første dag efter et hvil, hvor feltet på 10. etape rammer Alperne. Det sker på en kort, intens bjergetape med hele fire store bjerge og en yderst vanskelig finale, og selvom der denne gang ikke er mål på toppen, vil vi denne tirsdag helt sikkert få en klar indikation på klatrehierarkiet i en afslutning, der byder på to af løbets sværeste stigninger - ikke mindst fordi der er mange, der har tid at vinde efter en højspændt brostensetape, et par svære klassikerdage og et langt holdløb. Og så betyder beslutningen om at inkludere den nye ekstremt stejle grusvejsstigningen Montee du Plateau des Glieres, at etapen får et ekstra krydderi, der kun vil bidrage til dramaet.

I alt skal der tilbagelægges 158,5 km mellem Annecy og Le Grand-Bornand. Starten går på den vestlige bred af den smukke Annecy Sø, og første del af etapen består af en tur mod syd og siden nord langs den flade søbred. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ind i bjergene via kategori 4-stigningen Col de Bluffy (1,5 km, 5,6%), der har top efter 19 km, hvorefter et let stigende dalstykke fører mod øst frem til den indlagte spurt, der kommer efter 29 km og er let stigende og helt uden sving på de sidste 3 km. Ganske kort efter starter dagens første seriøse udfordring, kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry (11,3 km, 7%), der bestiges fra vest og er en ganske irregulær stigning med en meget stejl bund, et fladere plateau, 3 stejle kilometer midtvejs, endnu et plateau og en hård afslutning med to kilometer med 7-8% Toppen rundes efter 43 km, hvorefter en ikke specielt teknisk nedkørsel fører tæt forbi målet i Le Grand-Bornand og direkte ned til dagens højdepunkt.

Det indledes, når man drejer mod sydvest ind på den nye kategori HC-stigningen Montee du plateau des Glieres (6 km, 11,2%), der stiger med 10-13% hele vejen op og er en af løbets allerstejleste stigninger. Toppen rundes efter 68,5 km, hvorefter man kører direkte ind på et 1900 m langt grusvejsstykke, der er let stigende. Herefter går det mod nordvest via en teknisk meget svær nedkørsel ned til Thorens-Glieres. Her tager man hul på den ikke-kategoriserede Col des Fleuries (5,5 km, 4,7%), hvis top rundes efter 99,5 km, og som bestiges fra sydvest, inden man kører mod nordøst ned i dalen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Her venter et lettere stykke, hvor man kører mod øst langs en helt flad dalvej frem til byen Cluses, hvor finalen indledes. Det sker, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Romme (8,8 km, 8,9%), en ganske jævn, stejl stigning, der ikke giver mange chancer for at komme sig. Toppen rundes med 28,5 km igen, hvorefter et lille plateau og en ikke voldsomt svær nedkørsel fører mod syd og sydvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de la Colombiere (7,5 km, 8,5%), hvis sidste fem kilometer er stejle med stigningsprocenter på 9-10. Fra toppen resterer bare 14,5 km, som består af en ikke alt for svær nedkørsel, der fører mod sydvest ned til Le Grand-Bornand. Den ender med 3 km igen, hvorefter man vender rundt for at køre ad en flad vej mod nordøst ind til byen centrum. Det sidste sving kommer med 1,5 km igen, hvorefter en let bugtende vej leder igennem en rundkørsel og ind på den 250 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4254 højdemeter.

Le-Grand-Bornand var senest målby i 2013, hvor Rui Costa tog en fornem udbrudssejr, mens Frank Schleck besejrede Alberto Contador og Andy Schleck i en spurt på en af løbets sværeste etaper i 2009. I 2007 kørte Linus Gerdemann alene hjem til karrierens største sejr, der også gav ham den gule trøje, og i 2004 fortsatte Lance Armstrong sin suveræne dominans af det års løb ved at besejre Andreas Klöden, Jan Ullrich og Ivan Basso i en spurt. Tour de l’Avenir er også tit kommet forbi med sejre til Sergei Pomoshnikov, Thomas Löfkvist og Aitor Kintana i hhv. 2012, 2004 og 2000.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Efter en uge i et solbeskinnet Nordfrankrig byder Alperne på dårligere vejr. Tirsdagen vil starte regnfuldt, men det vil klare op i løbet af eftermiddagen, hvor der ventes solskin fra 15-16-tiden. Temperaturen i mål, vil nå 21 grader, og der vil være en let vind fra nordvest. Det giver sidemedvind på de to første stigninger, sidemodvind på den stejl Monte du Plateau des Glieres og den efterfølgende nedkørsel. I dalen vil der være sidemedvind, og der vil være medvind på Col de Romme. Derefter får man sidevind resten af vejen.

Analyse af 9. etape

Kan I huske Paris-Roubaix i 2014 og 2015? Det var dengang, John Degenkolb var på toppen af sin karriere og havde hele verden for sine fødder. I de to udgaver af Helvedet i Nord cementerede han sin status som verdens bedste på flade pavéer, og i de to år var der ingen, der nogensinde havde held og styrke til at køre fra den store tysker på brostenene i verdens største klassiker. Med sin utrolige power og sin eminente spurt efter et langt og opslidende løb satte han sig tungt på Roubaix-tronen, og havde Niki Terpstra ikke udnyttet Quick-Step-overtallet til at snige sig væk i 2014, ville tyskeren havde vundet den smukkeste klassiker to gange i træk. Nu blev det i stedet blot til en 2. og en 1. plads, men det så ud til, at der lå adskillige sejre og ventede på den nye tyske klassikerkonge.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Knap et år senere glemte en halvforvirret britisk kvinde, at hun var kommet til Kontinentaleuropa, hvor man som bekendt kører i højre side af vejen og bragede direkte ind i en gruppe Sunweb-ryttere, der var i gang med at forberede sig til en sæson, der for alvor skulle cementere Degenkolbs status som tidens brostenskonge. Resultatet blev en svært beskadiget finger, der kun akkurat kunne reddes, men som aldrig bliver fuldt funktionsdygtig, og selvom det i første omgang ikke så ud til, at Degenkolb var den mest uheldige af de ramte ryttere, skulle det blive starten på en lang, lang ørkenvandring.

Egentlig så det ganske lyst ud for Degenkolb, da han i efteråret slog navne som Demare og Kristoff i en spurt i Arctic Race of Norway, og da han bare et par måneder senere krydsede stregen først i en reduceret massespurt på en sidevindsetape i Dubai Tour, så det ud til, at den tyske Roubaix-konge måske blot midlertidigt have udlånt sin trone. Da det blev alvor i de store klassikere, blev det imidlertid tydeligt, at der fortsat var lang vej at gå, for selvom han endte i top 10 i fire ud af fem forårsklassikere, herunder både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, var han aldrig i nærheden af at køre med om sejren.

En frustrerende sommer og et efterår ødelagt af styrt fulgte, og selvom han kom godt fra start i 2018 med to sejre i svagt besatte sprinterfelter på Mallorca, var det svært ikke at afskrive Degenkolb efter årets store forårsløb. Selvom sygdom i Paris-Nice var en del af forklaringen, var Degenkolb nærmest rystende dårlig i klassikerne, hvor Trek kun akkurat reddede æren i kraft af en overraskende stærk Mads Pedersen og en stabil Jasper Stuyven. Kaptajn Degenkolb var til gengæld helt væk.

Katastrofepræstationer i Tour de Suisse og Hammer Series gav ikke ligefrem grund til optimisme, men så sagde det pludselig klik. Ved de tyske mesterskaber overraskede en helt isoleret Degenkolb stort ved at overspurte næsten alle de tyske supersprintere - og dem er der mange af - i et helt fladt fladbaneløb, der slet ikke passede den stærke Trek-kaptajn.

Om det var det resultat, der gjorde forskellen, skal jeg lade være usagt, men siden da har alt været forandret. I Tourens massespurter har Degenkolb været en af de positive overraskelser, for selvom han som regel har været en mindre katastrofe i positionskampen og slet ikke har farten til at vinde klassiske spurter, har han været med fremme hver eneste gang. Det gav de første indikationer, at Degenkolb måske var på vej tilbage. Men alligevel var der grund til forsigtighed forud for dagens etape, hvor han atter vendte tilbage til de pavéer, der om noget har defineret hans karriere.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

De gode spurter var imidlertid mere end bare små tegn. I dag viste Degenkolb med en stor sejr på den etape, han allerhelst ville vinde, at det er alt, alt for tidligt at begrave Tysklands store klassikerkonge. Efter en overbevisende Trek-præstation, hvor en velkørende Jasper Stuyven med et par forceringer havde lagt grunden, var Degenkolb på pletten, da brølstærke Yves Lampaert med et kraftfuldt angreb skabte den trio, der skulle ende med at afgøre etapen. Herefter efterlod han åbenbart så stærkt et indtryk, at der hverken Lampaert eller Greg Van Avermaet havde mod til at angribe, til trods for at de begge med stor sandsynlighed måtte se sig slået i spurten. I finalen lod Degenkolb da heller intet være overladt til tilfældighederne, og med en klassisk lang ”Degenkolb-spurt” tog han helt suverænt en meget følelsesladet sejr, der efter den megen kritik måske endda betyder endnu end de to store monumentsejr, han allerede har på sit cv.

Degenkolbs sejr var smuk og mindeværdig, men kom desværre som en kulmination på en etape, der ikke levede op til de tårnhøje forventninger. De mange styrt skabte ellers præcis lige så meget dramatik, som man kunne have ventet, og gang på gang opstod der muligheder for at køre ryttere ud af klassementet, men ingen havde modet til at udnytte de mange chancer. Størst mulighed havde Sky tidligt i løbet, da man efter det store styrt på den fjerde pavé sad i en ganske lille frontgruppe uden selskab af de fleste forhåndsfavoritter, men selvom briterne virkede skræmmende stærke og havde meldt ud, at etapen var en chance for at vinde tid, holdt de igen. På samme måde kørte Movistar kun halvhjertet til, da Chris Froome efter sit lille styrt var i defensiven, og selvom navne som Ilnur Zakarin, Dan Martin, Jakob Fuglsang, Adam Yates, Primoz Roglic, Steven Kruijswijk, Vincenzo Nibali, Rafal Majka, Bauke Mollema alle på forskellige tidspunkter var sat tilbage, stoppede feltet gang på gang op, og der skabtes derfor samling gang på gang.

Man kan undre sig over manglen på aggressivitet, men tilsyneladende betød frygten for selv at blive ramt af uheld, at ingen havde modet til at skabe den splittelse, som efter en punktering eller et styrt pludselig kunne gå fra mulighed til katastrofe. Kun en meget stærk Fuglsang, Tom Dumoulin samt - med et par meget sene angreb - Chris Froome og Alejandro Valverde, havde modet til at gå efter en gevinst. I stedet var det for favoritterne vigtigst at undgå den totale katastrofe, og det førte til en etape, der i højere grad mindede om fuseren fra 2015 end om dramaet fra 2014.

Måske har den episke etape fra 2014 skabt for store forventninger. Dengang var det styrt og dårligt vejr, der skabte en uventet situation, som Nibali kunne udnytte, men man skal næppe forvente, at brostensetaper i den moderne og meget konservative cykelsport kan give et lignende drama. Som man generelt set det i den første uge, er betydningen af verdens største cykelløb så enorm, at der ganske enkelt ikke er plads til at tage store risici så tidligt i løbet. Derfor var alle tilfredse med at undgå tidstab, og derfor endte etapen som en skuffelse, hvor kun uheld satte enkelte favoritter ud af spillet.

Værst gik det naturligvis for Richie Porte, hvis exit enhver cykelfan må begræde. Der kan ikke være mange, der ikke så frem til endelig at se den lille australier i bjergene vise den klasse, der i et par år har gjort ham til verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Ikke mindst hans fantastiske præstation på Mur-de-Bretagne havde i den grad skruet forventningerne til Porte i vejret, og derfor var det ikke blot for Porte og BMC selv en katastrofe, at han igen måtte forlade Touren. Også selve løbet kommer i den grad til at mangle den altid aggressive Porte, der kunne have lignet Alpernes helt store vinder.

I stedet ender han igen Touren med et uheld, som det har været tilfældet i alle de tidligere forsøg. I 2014 blev han syg, da han fik sig en uventet chance efter Froomes exit, i 2016 kostede en punktering og to styrt en stensikker podieplads, og sidste år var det nedkørslen fra Mont du Chat - i øvrigt også på 9. etape - der sendte ham hjem i utide. Nu kan man blot håbe, at skaderne denne gang ikke er så alvorlige, og at han kan gå efter en revanche i Vueltaen. Desværre er Porte ikke kendt for mental råstyrke, og man kan i den grad frygte, at han ikke kan mobilisere den nødvendige motivation til at rejse sig på de spanske landeveje.

I det hele taget endte etapen som en katastrofe for BMC, der efter yderligere uheld også mistede den nu ikke specielt lovende plan B, Tejay van Garderen. Ganske vist forsvarede Greg Van Avermaet trøjen, men da han til slut troede lidt for meget på den spurt, der før har gjort det muligt endda at besejre Sagan, fik han ikke den sejr, der delvist havde kunnet kompensere for Portes exit. Nu ser det svært ud for BMC, der rammer bjergene med et ikke specielt skræmmende bjergmandskab, hvor kun van Garderen og Damiano Caruso har en lille chance for at vise flaget frem.

Den anden store taber var naturligvis Rigoberto Uran. Den første uge er ellers gået godt for colombianeren, der hidtil har været forskånet for kostbare uheld. Det var i den grad alarmerende, at han tabte tid på Mur-de-Bretagne, men hvor kaptajnen ikke selv har virket skræmmende, har EF-holdet imponeret. Et overraskende godt holdløb og stærk kørsel i finalerne havde sikret Uran et godt udgangspunkt, men modsat mange andre var han så uheldig, at hans styrt kom så dybt inde i finalen, at situationen ikke stod til at redde. Dermed er den situation, der efter holdløbet gav grundlag for, at Uran kneb sig lidt i armen, med ét forvandlet til en mindre katastrofe, ikke mindst fordi Uran som sagt ikke selv har virket overbevisende.

Endnu mere uheldig var Romain Bardet, der i forvejen havde udsigt til en svær dag, men som kun fik gjort tingene endnu mere komplicerede af en lang liste af uheld, der må betyde, at kvoten for nedture i den grad er opbrugt. Hele tre punkteringer blev det til, og da han efter de to første havde opbrugt hele sit hold, så det ud til, at dagen ville ende som en katastrofe for hjemmenationens darling. Heldigvis blev han reddet af Mikel Landas Movistar-tropper, og på nærmest mirakuløs vis rullede han ind Roubaix med et tidstab på bare syv sekunder. Det havde han utvivlsomt solgt den for, da punktering nummer 3 ramte ham dybt inde i finalen.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Til gengæld mistede holdet deres anden klassementskandidat, Pierre Latour, der måtte ofres for kaptajnen. Sjovt nok endte Latour alligevel som en lille vinder, for i den direkte kamp om den hvide trøje, gik det langt værre for hans værste rival, Egan Bernal. Den lille colombianer blev efter sin lovende start budt velkommen til Nordfrankrigs brutale virkelighed med et tidligt styrt, og da Sky naturligvis ikke havde tid til at vente på deres plan C, blev han efterladt med et tidstab på hele 16 minutter. Dermed må han definitivt være degraderet til slave for Froome og Thomas, og da Latour nåede mål i samme tid som Guillaume Martin, blev en svær dag omsat til et godt resultat - samtidig med at hans chance for at tage en udbrudssejr i kraft af tidstabet blev kraftigt forøget.

Den anden lille taber var Mikel Landa, der ligesom Bardet smed 7 sekunder, men havde man på forhånd tilbudt manager Eusebio Unzue dagens resultat, havde han utvivlsomt skrevet under med det samme - formentlig endda lagt en skilling som tak for slagtilbuddet. I snart et år har Movistar gruet for den 15. juli, men spanierne var i den grad dagens positive overraskelse. End ikke det tidlige - og på lang sigt måske ret kostbare - tab af Jose Joaquin Rojas kunne bringe dem ud af fatning, og Movistar var aldrig på noget tidspunkt fanget. Både Quintana og Landa overlevede samtlige udfordringer uden at være i defensiven, og havde Landa blot kunnet holde koncentrationen i en ufarlig situation, ville holdet være endt helt uden tidstab. Da Valverde samtidig i den absolutte finale endnu engang efterlod et indtryk af at være knivskarp og særdeles velforberedt, har Movistar i den grad rejst sig efter Quintanas dårlige start og er kommet ganske fint igennem de ni dage, de om noget har frygtet.

Det samme har også Ilnur Zakarin og Dan Martin, hvoraf særligt sidstnævnte efter gårsdagens styrt, lignede oplagte ofre. Begge lykkedes det dem imidlertid at overleve uden yderligere tidstab, og selvom de begge undervejs har fået sig en lille lussing på en flad etape, kan de begge være ganske fint tilfredse med stadig at have deres podiemuligheder intakte. Også Steven Kruijswijk var sårbar, men ”Bøjlen” imponerede stort ved som en konstant ensom LottoNL-skikkelse at sidde med fremme hver eneste gang, feltet knækkede. Hans holdkammerat Primoz Roglic var mindre synlig, men sad også med hjem, og LottoNL har derfor begge deres to farlige podiejokers i spil.

Manglen på aggressivitet gjorde det svært at drage mange konklusioner om favoritternes styrke, men der er grund til at fremhæve Fuglsang. Danskeren var flere gange i defensiven, men kom gang på gang tilbage. Modsat de andre, der havde nævnt etapen som en mulighed for at vinde tid, havde danskeren endda modet til også at satse, men desværre viste det sig umuligt at gøre en forskel. Dermed blev det en forspildt chance, men alligevel er der al mulig grund til optimisme for Fuglsang, der har været en af mest overbevisende klassementsryttere i den første uge trods en hel serie af uheld og et halvsvagt hold.

Også Dumoulin, der var næsten tvunget til at vinde tid inden bjergene, turde med hjælp fra en dybt imponerende Søren Kragh tage initiativ, men heller ikke den hollandske maskine kunne bryde dødvandet. Dermed ser Giro-Tour-projektet endnu mere svært ud for hollænderen, der var stærkt afhængig af en god første uge for at køre med om de bedste pladser. Efter det uventede tab på Mur-de-Bretagne har han nu endda tid, der skal vindes, og det virker ikke videre sandsynligt for manden, der aldrig tidligere har blot gennemført to grand tours i samme sæson.

Den altid aggressive Nibali efterlod et halvkedeligt indtryk, for der var næppe nogen, der overhovedet lagde mærke til italieneren. Selvom netop denne etape fik hans tænder til at løbe i vand, da ruten blev præsenteret i oktober. Om han blot kunne fornemme, at muligheden aldrig bød sig, eller om han vitterligt havde halvdårlige ben, er uklart, men i hvert fald er det en kendsgerning, at Nibali ikke har fået det udbytte af den første uge, som han havde ventet.

Med to etapesejre har Quick-Step egentlig grund til at være fint tilfredse, men det er de ærgerrige belgiere næppe. Julian Alaphilippe skuffede på de etaper, han skulle vinde, og de seneste to dage har Fernando Gaviria fået en sprinterlektion. I dag skuffede de så på den etape, de allerhelst ville vinde, og var i det hele taget skuffende repræsenteret, når feltet knækkede. Man mistede hurtigt Niki Terpstra i et styrt, og både Philippe Gilbert og særligt en meget imponerende Fernando Gaviria så stærke ud, men udkommet var pauvert. Lampaert viste ellers stor styrke ved som den eneste at kunne gøre forskellen i finalen, men det taktiske spil brændte helt sammen for belgierne til slut, hvor Lampaert undlod at bruge Gaviria-kortet til at sætte sig på hjul. I stedet satsede han alt på en spurt, han på forhånd var dømt til at tabe, og der kom heller ikke det sene angreb, som netop Lampaert ellers har vist sig som specialist. Ganske vist vandt Bob Jungels et par sekunder til sidst, men Patrick Lefevere og co. havde helt sikkert forventet meget, meget mere.

Det havde Peter Sagan også, men slovakken leverede en overraskende svag præstation. Naturligvis var han ikke hjulpet af at være blevet isoleret tidligt af et styrt til Daniel Oss og et ødelagt hold, der var blevet brændt op for at bringe Majka tilbage efter et styrt, men det ændrer ikke på, at Sagan også selv efterlod et kedeligt indtryk. Havde han haft sine vanlige ben, havde Sagan aldrig ladet tre af de stærkeste køre, og da præstationen kommer få dage efter et dårligt holdløb, er der nu mere og mere, der tyder på, at verdensmesteren ikke er på toppen. Selv på 80% kan Sagan vinde etaper og køre massespurter, men det er svært at falde ned af stolen over det, slovakken leverede i dag,

Sagan var dig ikke den eneste, der blev efterladt skuffet tilbage. Alexander Kristoff rejste sig flot efter en serie skuffelser, og tabet af Jens Keukeleire kostede måske André Greipel en chance for at spurte om sejren. Begge manglede de folk til at kontrollere finalen, og selvom man må tage hatten af for en stærk Jelle Vanendert, der imponerede på en etape, der slet ikke passede ham, blev den uheldige tysker og den frustrerede nordmand efterladt uden noget resultat. Det samme gjorde Arnaud Demare, der med endnu en sløj indsats blot bekræftede det kedelige indtryk, han har efterladt siden starten.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Og alle har de grund til at være ekstra frustrerede, for nu er deres del af løbet slut. Ganske vist venter der for de tunge folk tre sprinteretaper spredt ud over de sidste to uger, men efter mandages lille hvil starter der et helt, helt andet cykelløb. Alle favoritterne har været nødsaget til at vente indtil denne aften med at lægge videre planer, men nu ved de, hvor de står inden bjergene.

Selvom de fleste har tabt lidt tid hist og her, er det kun Porte, der definitivt er ude af spillet om podiet, og derfor har vi noget nær en drømmesituation efter de første ni dage. Kun én rytter i det historisk brede favoritfelt er definitivt tilbage, og samtidig har løbets største favorit både vist svaghedstegn og tabt lidt tid- Det får utvivlsomt alle favoritterne til at lugte blod inden den historisk hårde alpemenu, og da de fleste samtidig har tabt så meget tid, at defensiv kørsel ikke er en option, kunne scenariet ikke være skrevet meget bedre. Hel cykelverdenen kommer til at savne Porte, der på Mur-de-Bretagne lignede feltets stærkeste klatrer, men heldigvis er der rigeligt med klasseryttere til at tage kampen op med Froome og resten af Sky-mandskabet. I hvert fald bliver der utvivlsomt tilbragt mange timer ved det taktiske tegnebræt i løbet af mandagen - og mon ikke Unzue sammen med sine tre Movistar-musketerer allerede er i gang på flyet, der skal føre dem ned til deres terræn i Alperne?

Favoritterne

Som sagt starter der tirsdag et helt andet cykelløb, og terrænet på 10. etape kunne ikke være mere forskelligt fra det, vi har oplevet hidtil. Det gør den første af de seks bjergetaper til en livsfarlig sag, for ikke blot kommer den dagen efter en hviledag - og de kan som bekendt være ganske lumske - den kræver også en del tilvænning. Hidtil har rytterne nemlig stort set kun trådt store gear på flad vej, og for mange kræver det lidt af en omstilling at vænne sig til lange bjerge, som de ikke har set i nu mere end to uger. Det kan tage en del på sengen, og bedre bliver det ikke af, at der er tale om en voldsomt svær bjergetape, der måske ikke på papiret ser skræmmende ud, men som bestemt ikke må undervurderes.

Vi kender nemlig udfordringerne. Finalen med Col de Romme og Col de la Colombiere huskes fra 17. etape af 2009-udgaven af løbet, hvor Schleck-brødrene angreb Alberto Contador tidligt på den første af de to stigninger, og hvor Contador begik den fejl med et angreb at sætte sin holdkammerat Andrea Klöden af. Det siger alt om, at afslutningen med to af løbets sværeste stigninger er rigeligt hård til at skabe udskilning, og da mange af klatrerne er sat tilbage efter den første uge, er der formentlig lagt op til et brag af en kamp mellem favoritterne alle fra den første dag i bjergene.

Det er imidlertid ikke helt let at læse taktikken denne gang. Normalt køres den første bjergetape relativt afventende, især når den er den første af tre meget store dage i bjergene. Der er al mulig grund til at spare lidt på kræfterne på dette tidlige tidspunkt, og logikken siger derfor, at det burde blive en ret defensiv dag.

Det er imidlertid ingenlunde sikkert. Der er nemlig to forhold, der giver håb om mere. Først og fremmest mistede Chris Froome uventet tid på Mur-de-Bretagne, og selvom der alene var tale om få sekunder, var det et klart svaghedstegn, at Tour-kongen ikke kunne sidde med på en relativt let modvindsstigning. Han har gjort det klart, at han vil forsøge at ramme en formtop i den tredje uge, men det gør ham sårbar i Alperne, som formentlig bare skal overleves. I Giroen missede man chancen for at køre ham ud af klassementet, mens tid endnu var, og det virker usandsynligt, at Froomes blod ikke lugter så kraftigt, at forsøget på at give ham endnu en mavepuster skal gøres.

Især er der tre hold, der har både interessen og styrken til at gøre det. Movistar er egentlig kommet godt fra den første uge, men der er ingen, der har en større interesse i at teste Froome, end Skys værste rivaler. Naturligvis er det for tidligt at sende en af de tre kaptajner i offensiven fra distancen, men det er en dag, hvor der skal lægges pres på.

Det samme gælder for Ag2r, der er på hjemmebane i Alperne, og som har behov for at vinde tid. Romain Bardet fik sig et tilbageslag på Mur-de-Bretagne, og da han skal bruge en del tid inden 20. etapes enkeltstart, vil det ligne den aggressive franskmand dårligt ikke at tage initiativ på en etape, der passer ham som fod i hose. Endelig har også Vincenzo Nibali et klassemandskab, og det vil være uventet, hvis ikke den snu italiener har bemærket Froomes små svaghedstegn.

Derfor kan det blive svært for et udbrud at holde hjem. Logikken siger ellers, at en første bjergetape uden mål på toppen af et bjerg med sikkerhed skal afgøres af et par lykkeriddere, men der er grund til at tvivle. Den nye grusvejsstigning er nemlig så svær, at det er en oplagt chance for at lægge pres på. Det er alt for tidligt for favoritterne selv at gå i offensiven, men det ligger i kortene, at Movistar og Ag2r - måske sammen med Bahrain-Merida - skal sætte et hårdt tempo. Ag2r vil samtidig formentlig udnytte nedkørslen til at splitte feltet yderligere, som de gjorde det på den ligeledes svære nedkørsel på 9. etape sidste år, og er vejene samtidig våde - og det tyder meget på - kan det blive ganske dramatisk.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det betyder ikke, at der ikke bil blive kørt offensiven. Det kan bestemt ikke udelukkes, at et udbrud holder hele vejen, og derfor ligger det i kortene, at det vil blive en aggressiv start med en byge af angreb. Den indledende del er imidlertid ikke voldsomt svær, og kommer udbruddet afsted allerede inden Col de la Croix Fry, er det slet ikke sikkert, at det vil besidde den fornødne klatrestyrke. På flad vej er det alt for meget et lotteri, men kører udbruddet først på stigningen, vil det være stærkt. I så fald vil deres chancer være betydeligt større.

Det vil i øvrigt ikke undre, hvis Greg Van Avermaet angriber. I 2016 forsvarede han trøjen ved at gå i udbrud på den første bjergetape, og selvom finalen er for svær til, at han kan vinde etapen, er et udbrud hans eneste chance for at holde førstepladsen. Venter han til finalen, kører Geraint Thomas og de øvrige klassementsryttere ham midt over, og derfor vil det ikke være uventet, hvis han ender i det tidlige udbrud.

Når udbruddet er kørt, vil enten BMC eller Sky - der har ansvaret, hvis Van Avermaet er i front - tage kontrol, men ingen af dem har den store interesse i at hente udbruddet. Hvis ikke andre tager initiativ, vil gruppen holde hjem, men som sagt forventer vi, at Movistar, Ag2r og måske Bahrain-Merida vil lægge pres på, når de rammer Glieres-stigningen. Den er ganske enkelt brutal, og sammen med nedkørslen kan den meget vel betyde, at der kommer favoritfald allerede her. Det kan bidrage til at sikre, at presset opretholdes i dalen, og derfor tror vi, at udbruddet bliver spist, og at favoritterne skal køre om det.

Som sagt er finalen kendt fra 2009, og den er meget, meget svær. Den afsluttende, ikke alt for svære nedkørsel betyder naturligvis, at der kan ske en vis regruppering efterfølgende, men dobbeltstigningen Romme-Colombiere er hård nok til at gå i angreb. Især Quintana er helt sikkert sulten efter at vinde lidt af det tabte tilbage og teste Froome en første gang, og derfor tror vi, at det ender i en ganske spektakulær finale med store angreb fra favoritterne.

Det får os til at pege på Alejandro Valverde som vores favorit. I analyserne er det gang på gang påpeget, hvor stærkt et indtryk den spanske veteran hidtil har efterladt, og på baggrund af hans skræmmende stærke forårssæson er der ingen grund til at antage, at Valverde ikke er mindst på samme niveau som i 2016, hvor kun hans hjælperytterrolle forhindrede ham i at slutte på podiet. Valverde har ganske enkelt været flyvende i år, og selvom han måske vil vise svaghedstegn senere i løbet, vil det næppe ske allerede nu. Selv hvis han mod forventning skulle tabe lidt terræn på stigningerne, har den glimrende nedkører nedkørslen som en chance for at komme tilbage, og han kan endda vente sig at have hjælp fra mindst to mand i finalen. Blandt klatrerne er der ingen, der kommer i nærheden af ham i en spurt, og ender det i en afgørelse i en lille gruppe, vil Valverde være tårnhøj favorit. Derfor er han vores favorit til at løbe med sejren.

Movistar har i det hele taget flere gode bud på en etapevinder. Skal man pege på én rytter, der kan ø

Køre alene hjem, er det Nairo Quintana . Colombianeren har lagt hele sin sæson til rette efter at toppe i dette løb, og det tyder på, at det er lykkedes. Vi kan bruge de første ni dage til at vurdere hans niveau, men efter hans knusende magtdemonstration på kongeetapen i Tour de Suisse, hvor han var i en helt anden liga end konkurrenterne, er der al mulig grund til at tro, at det er lykkedes. Samtidig har han mistet så meget tid, at han helt sikkert vil være sulten efter at angribe på den sidste stigning, og i Portes fravær og med en ikke alt for overbevisende Froome, bliver det ikke let at følge en formstærk Quintana på en så svær stigning. Han havde naturligvis foretrukket, at der var mål på toppen, men colombianeren er selv en glimrende nedkører og kan sagtens holde et eventuelt forspring, især fordi han bagude formentlig vil have to holdkammerater til at bakke af. Quintana er sulten efter at vise, at han er tilbage i storform, og han vil elske at tage en solosejr allerede ved første lejlighed.

De fleste husker sikkert, hvordan Simon Yates legede kispus med alt og alle i den første uge af Giroen. Det vil ikke være uventet, hvis Adam Yates er på samme niveau i den første del af Touren. Som sin bror har han problemer med holdbarheden, men på nuværende tidspunkt er han formentlig flyvende. Han har i hvert fald været endnu mere overbevisende end sin bror i årets første måneder, og Dauphiné indikerede, at han har timet formen perfekt. Denne korte etape med ikke alt for lange stigninger passer ham helt perfekt, og han har et punch og et angreb, som de færreste kan matche. Han er en glimrende nedkører og kan slå de fleste i en spurt. Endelig er han ufatteligt kølig og har den timing, der skaber en sand vinder. Med andre ord har han alt det, der skal til for at snyde de helt store navne og løbe med sejren.

Efter den mageløst flotte præstation på Mur-de-Bretagne, hvor han trods hård modvind kørte feltet midt over, er det nærliggende at gøre Dan Martin til den måske allerstørste favorit. Efter det grimme styrt i lørdags er der imidlertid grund til at tøve, for ireren har vitterligt slået sig. Han viste sidste år, at han har en smertetærskel, der må gøre selv den største masochist, grøn af misundelse, men det kan ikke undgås, at han er hæmmet en anelse. Etapen passer imidlertid Martin glimrende, da han synes at være i bragende god klatreform - det viste han allerede i Dauphiné, hvor han knap havde trænet - er en god nedkører og har en fremragende spurt. Dertil kommer, at hans timede angreb er eminente, og at han har tabt så meget tid, at han ikke er den største trussel. Er Martin kommet sig, er han livsfarlig på denne etape.

Det samme er Primoz Roglic. Sloveneren er som bekendt løbets allerstørste joker, og mens der hersker usikkerhed om hans holdbarhed, hersker der ingen tvivl om evnerne. Har han de klatreben, han har haft hidtil i år, bliver han næsten umulig at sætte, og han efterlod da også et ganske positivt indtryk på Mur-de-Bretagne. Samtidig er han måske stadig så meget en underdog, at hans angreb ikke anses som den største trussel, og derfor kan han måske få frihed. Han har et fantastisk punch, er en god nedkører og er endda også ganske hurtig i en spurt, hvilket gør ham til en ganske god kandidat i en finale som denne.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Det er lidt svært at blive klog på Mikel Landa. Baskeren er lidt af en humørrytter, der kan være temmelig svingende, og vi har endnu ikke haft lejlighed til at se, hvor han står. Han var skuffende i Tour de Suisse, men har siden haft masser af tid til at rejse sig, så hans form er et af de allerstørste spørgsmålstegn. Han styrt på brostenene gør det hele endnu mere åbent (i skrivende stund brokker han sig over en øm skulder), og en afsluttende nedkørsel med en flad finale er heller ikke ideel for Landa, der ikke er en stærk afslutter. Har han benene, vil det imidlertid være farlig at udelukke, at en af løbets allerskarpeste klatrere kan køre alene hjem.

Naturligvis skal Chris Froome også nævnes. Ganske vist stræber han først efter at ramme topformen mod slutningen, men han har trods alt ikke råd til at være helt bag om dansen på nuværende tidspunkt. Froome er som bekendt en væddeløber, der altid angriber, hvis han ser chancen, og åbner der sig en mulighed, vil han slå til. Han viste med sejren på Zoncolan i Giroen, at hans gode ben kan komme helt ud af det blå, og det vil ligne ham dårligt ikke at have timet formen nogenlunde. Han er samtidig en af de bedste nedkørere - en evne han senest benyttede i Tour of the Alps - og er samtidig ikke helt langsom i en spurt. Det er formentlig for tidligt for ham at vinde etapen, men Giroen lærte os, at Froome kan vinde, selv når man mindst venter det.

Nedkørslen betyder, at det er oplagt at pege på Romain Bardet og Vincenzo Nibali, der er blandt de allerbedste nedkørere. Det er bare svært at se dem vinde etapen, for nedkørslen er ikke voldsomt svær, og ingen af dem er specielt hurtige. Samtidig er Nibalis dieselmotor næppe så varm, at han kan køre alene væk på stigningerne allerede nu, og Bardet skal være heldig, hvis han skal alene væk i så skrapt et selskab. Hans chance er, at tidstabet giver lidt uventet frihed, ligesom de begge kan lukrere på våde veje, men meget skal flaske sig, hvis de to stjerner ligefrem skal vinde etapen.

Meget af det samme kan siges om Jakob Fuglsang. Det er svært ikke at være imponeret over danskeren, der har virket brølstærk i de første ni dage og ser ud til at være i sit livs form. På baggrund af præstationen i Schweiz er der al mulig grund til at tro, at han vil være blandt de allerstærkeste på stigningen. Ligesom for Bardet gælder det imidlertid, at det er svært at se ham køre alene væk på stigningen, og hans spurt giver ham ikke mange muligheder i en flad finale. Til gengæld har han i både Dauphiné og Tour de Romandie vist, at han er enormt snu og en mester i at udnytte momentet, så det vil være en god ide at holde et vågent øje med Fuglsang, der næppe vil være den allermest overvågede, hvis det går lidt i stå på de sidste kilometer.

Geraint Thomas var knivskarp på Mur-de-Bretagne og vil ligesom Fuglsang formentlig være en af de stærkeste. Også han får imidlertid svært ved at vinde. Han er egentlig ikke langsom, men der er mange, der er hurtigere, og meget tyder på, at Thomas vil få lov at køre offensivt. Tværtimod tyder kommentarer fra Servais Knaven på, at han skal blive hos Froome, hvis holdets kaptajn kommer i problemer. Derfor ligger en sejr til stærke Thomas ikke på den flade hånd, men han kan blive farlig, hvis han sammen med Froome kan spille et taktisk spil i den flade finale, hvor de begge kan angribe, hvis de har klaret stigningen med de bedste.

Endelig er der grund til at pege på Rigoberto Uran. Skuffelsen på Mur-de-Bretagne gør det stærkt usandsynligt, at han faktisk vil vinde, men var der alene tale om en halvdårlig dag, skal han ikke afskrives. Uran er nemlig en af de få, der kan faktisk vinde en spurt i en lille gruppe, og selvom Valverde på papiret er hurtigere, viste Uran så sent som sidste år, at han har evnerne til at spurtsejre i finaler som disse. Det kræver formentlig dog nok et ret defensivt løb.

For de øvrige favoritter gælder, at det er svært at se dem vinde. Tom Dumoulin vil formentlig køre defensivt og skulle han overleve, vil den ellers halvhurtige hollænder formentlig være overmatchet af folk som Valverde, Yates, Martin og Uran. Ilnur Zakarin og Rafal Majka, hvoraf sidstnævnte ellers virker ganske skarp, kan ikke vinde i en afslutning med en nedkørsel, og Bauke Mollema vil formentlig køre defensivt, ligesom hans ellers gode spurt næppe rækker til at vinde. En tilsyneladende meget stærk Warren Barguil har ikke tabt nok tid til at kunne få megen snor og kan derfor næppe vinde fra et udbrud. Selvom han virker godt kørende, får han svært ved at slå favoritterne. Motoren er næppe varm endnu hos Steven Kruijswijk, der heller ikke passer til denne finale.

Som sagt tvivler vi på, at et udbrud kan holde hjem, men det kan ikke udelukkes. Det vil ligne Ag2r dårligt ikke at sende en mand i forkøbet på deres hjemmebane, og her er det værd at holde øje med Pierre Latour. Som fremhævet flere gange i disse optakter, har franskmanden været flyvende siden Dauphiné, og han understregede sin storform med sin store kørsel i modvinden på Mur-de-Bretagne. Brostensetapen betød, at han har tabt så meget tid, at han kan få masser af frihed, og da Sky ikke kører for den hvide trøje, som heller ikke er en prioritet for Sunweb og Kragh, og da Wanty med Guillaume Martin ikke kan kontrollere ham, burde han sagtens kunne få lov at køre. Han har taget et enormt skridt op, og med sin gode spurt, er han en glimrende kandidat.

Det samme er Guillaume Martin. Helt som ventet har den lille franskmand tabt masser af tid i den første uge, og da Wanty ikke kan kontrollere Latour, er Martin nødt til at svare, hvis rivalen i kampen om den hvide trøje går i offensiven. Finder Martin først vej til udbruddet, har han gode chancer, for han viste i Dauphiné, at han klatrer godt nok til at vinde en etape som denne, og samtidig kan han spurte til husbehov. Hans problem er den flade start, der kan gøre det svært at komme afsted, og hans styrt på brostensetapen stiller visse spørgsmål ved hans tilstand.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Etapen er også god for Julian Alaphilippe. Det er egentlig tydeligt, at franskmanden ikke har sine bedste ben, men kun en tåbe frygter ikke et af sportens supertalenter. Han viste i Vueltaen, at han kan vinde etaper selv i halvdårlig form, og det kan han også gøre her. Stigningerne er ikke alt for lange, og den flade start er ikke nødvendigvis dårlig for ham i forhold til de rene klatrere. Samtidig er han en af feltets allerbedste nedkører, så selvom om det skulle knibe med at følge de bedste til slut, har han tid til at komme tilbage og bruge sin gode spurt.

En stadig mere interessant udbrudskandidat er Jelle Vanendert. Den belgiske veteran var genfødt i Ardennerne og viste i Belgium Tour, at resultaterne der ikke var et tilfælde. I dag chokerede han ved at køre finale på brostenene, og selvom han skuffede på Muren, ser han skarp ud. Det er klart, at stigningerne kan være en anelse for lange for Vanendert, men han har trods alt vist, at han klatrer godt nok til at vinde bjergetaper i Touren.

Daniel Navarro har været genfødt i denne sommer, hvor han har imponeret stort i både Dauphiné og Route l’Occitanie. Den spanske veteran har en fantastisk næse for altid at ramme udbruddene, især hvis det først kører på stigningen. Om han stadig har samme form, er usikkert, men har han det, bliver han farlig - også selvom nedkørsler og spurter ikke hans force. Finalen er nemlig rigeligt svær til, at han kan gøre det færdigt.

Det bliver også spændende at følge David Gaudu. Det franske supertalent virker endelig til at have fundet en fornuftig form efter en svær sæsonstart, og har han det, er han livsfarlig på stigningerne. Det er klart, at det kan blive svært at komme væk på en etape, der indledes fladt, men lykkes det ham at køre væk på den første stigning, har han gode chancer for at køre som kaptajn Pinot og vinde en etape i sin første grand tour.

Endelig er der grund til at pege på Damiano Caruso og Tejay van Garderen. Porte er ude af løbet, trøjen skal ikke forsvares, og begge tabte de tid på brostenene. Van Garderen er efter sit styrt et usikkert kort, men særligt Caruso er som skabt til denne etape. Han har klatret fremragende i år, kører godt nedad og har en dødbringende spurt.

Ag2r har i Alexis Vuillermoz og Mathias Frank to gode klatrere, men vi tvivler på, at de har den nødvendige form. Det samme gælder for udbryderkongerne Serge Pauwels, Rudy Molard og Lilian Calmejane, der ikke virker skræmmende stærke. Det gør til gengæld Thomas De Gendt, som med stor sandsynlighed vil være at finde i udbruddet, men skal have en drømmedag for at vinde en så svær bjergetape. Det samme gælder for holdkammeraten Tomasz Marczynski.

Pierre Rolland, Mikel Nieve, Domenico Pozzovivo, Tanel Kangert, Ion og Gorka Izagirre, Darwin Atapuma, Kristijan Durasek, Franco Pellizotti, Egan Bernal (hvis fortsatte deltagelse som følge af et par brækkede fingre endda er usikker), Wout Poels, Marc Soler, Robert Gesink, Antwan Tolhoek, Daniel Martinez og Gregor Mühlberger er formentlig for låst af holdet til at få en chance.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Nairo Quintana, Adam Yates

Outsidere: Dan Martin, Primoz Roglic, Mikel Landa, Chris Froome

Jokers: Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Jakob Fuglsang, Geraint Thomas, Rigoberto Uran

Udbrudskandidater: Pierre Latour, Guillaume Martin, Julian Alaphilippe, Jelle Vanendert, Daniel Navarro, David Gaudu, Damiano Caruso

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne optakt er det kommet frem, at Alexis Vuillermoz har pådraget sig et brud på skulderen og er ude af løbet. Det er en voldsom svækkelse af Ag2rs mulighed for at lægge det pres, der omtales ovenfor, og det efterlader en større arbejdsbyrde hos Movistar. Det øger chancen for et succesrigt udbrud, men ændrer grundlæggende ikke på ovenstående vurdering.

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Frank Schlecks sejr i samme finale i 2009.