Ruten

Som altid kommer løbets klassiske kongeetape til Cassel om lørdagen, men ligesom sidste år har udvidelsen med en ekstra dag gjort det muligt at give løbet to hårde etaper. I år venter der således igen en første klassementsetape allerede om fredagen, og hvor sidste års etape havde en flad finale, er der denne gang tale om en betydeligt vanskeligere sag. I år skal der nemlig sluttes på Mont Saint-Eloi-stigningen, og dermed er der lagt op til det første af to store slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 172,7 km mellem Dainville og Mont Saint-Eloi, der ligger få kilometer fra hinanden i udkanten af Arras. Etapen består derfor hovedsageligt af en stor tur ud i det småkuperede terræn nordvest for start- og målområdet. Fra start snor man sig mod vest igennem hovedsageligt fladt terræn med den lille Wanquetin-stigning (0,6 km, 5,3%) efter 8,5 km, indtil det bliver en anelse mere kuperet med Humbercourt- (0,6 km, 5,3%) og Estree-Wamin-stigningerne (0,7 km, 4,3%) efter hhv. 42,4 og 52,0 km. Herefter flader det ud, mens man fortsætter mod nordøst forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 53,6 og 59,8 km, inden en mindre bakke leder op til den sidste spurt, der kommer efter 80,6 km. En nedkørsel fører nu frem til Olhain-stigningen (1,2 km, 6,9%), hvis top efter 85,6 km markerer det nordligste punkt. Herfra fører et længere let faldende stykke mod sydøst frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 99,9 km.

Bare 11,2 km senere rammer man målstregen for første gang, efter at man 4,3 km tidligere har været oppe over Maroeuil-stigningen (0,5 km, 2,6%) for første gang. Herefter afsluttes løbet med i alt fire omgange på den 15,4 km lange runde, der efter en stigende første del byder på Maroeuil-stigningen, inden det falder let frem til de sidste 5 km. De stiger ganske let, indtil man rammer den afsluttende bakke, der med sine 500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,1 fører op til mål. På de sidste 3 km er der sving med hhv. 1,5, 1,0 og 0,3 km til mål.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen byder på i alt 1546 højdemeter.

Mont Saint-Eloi blev senest brugt som mål i Boucle de l’Artois i 2013, hvor Leonardo Pinnizotto sejrede med 3 sekunder ned til en gruppe, der blev ført an af Florian Senechal.

Favoritterne

Efter en meget kærkommen sejr til Bouhanni er der lagt op til det første slag mellem klassementsrytterne. Særligt FDJ har ikke lagt skjul på, at de er her for at vinde med Valentin Madouas, og også Wanty med Xandro Meurisse må have store planer på denne etape. Da vejret vil være fremragende med kun svag vind og solskin, vil der næppe skabes det helt store drama, og vi kan derfor vente, at det skal afgøres i en spurt på bakken op til mål.

Finalen er lidt svær at læse. Bakken er ganske kort og dermed ikke umulig for de allermest holdbare sprintere. På den anden side er 7% relativt meget og formentlig til den stejle side for selv folk som Bryan Coquard. Det ligner derfor en etape for puncheurs med kun mindre muligheder for de bedste sprintere.

Vi vil pege på Valentin Madouas som vores favorit. Den unge franskmand har haft en fabelagtig debut som professionel og har netop imponeret i denne type terræn. I Tour du Haut-Var, der afvikles på lignende bakker blev han nr. 4 samlet, han blev nr. 20 i et knaldhårdt Strade Bianche, og for nylig imponerede han i Paris-Camemebert, hvor han sammen med Andrea Vendrame kørte væk på den sidste bakke og siden spurtede sig til en andenplads bag suveræne Lilian Calmejane. Med sin styrke i kuperet terræn og relativt gode spurt er han prototypen på en rytter til en finale som denne, og han vil have fuld opbakning fra et stærkt FDJ-mandskab. Finalen kan være lidt for let, men umiddelbart burde han være i stand til at vinde også på en bakke som denne.

Samuel Dumoulin har nu i adskillige år været en af de dominerende i de kuperede franske løb, men alligevel er hans bedste resultat i Dunkerque en 4. plads i 2014. Han har i år sendt blandede signaler med særligt gode præstationer i lignende terræn i Haut-Var og Drome Classic, men har også skuffet undervejs, senest i flere løb i april. Han er helt sikkert ikke ved fordums styrke, men en 3. plads på den hårde 2. etape i Romandiet vidner om rimelig form. Bakken er måske lidt stejl for ham, men som han år efter år viser i GP Plumelec, er han en mester i disse finaler.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Xandro Meurisse har allerede én gang vundet kongeetapen og har dermed vist sine evner i disse finaler. Efter en lidt tøvende start har han nu langsomt fundet formen. Først blev han nr. 2 bag holdkammeraten Guillaume Martin i Sarthe, og siden var han med i det afgørende fremstød i Brabantse Pijl. Senest spurtede han sig til to top 10-placeringer i Romandiet, hvor han særligt var god på den meget hårde 1. etape. Formen burde derfor nærme sig toppen for belgieren, der utvivlsomt har løbet som et stort mål. Han er en af feltets bedste puncheurs og burde være med til at slås om sejren.

Etapen måske største joker er Juan Jose Lobato. Den meget ustabile spanier er specialist i at spurte op ad bakke, og når han er på 100%, burde han være fremragende i en finale som denne. Stille og roligt har han bygget formen på, siden Nippo reddede hans karriere, og senest så han stærk ud med en 10. plads på den hårde rute i Frankfurt. Spørgsmålet er, om han nu endelig er så god igen, at han kan vinde i en afslutning, der ikke kunne være meget bedre for ham.

Havde dette været 2017, havde vi formentlig gjort Julien Simon til en af de helt store favoritter. Franskmanden har været meget svingende, men havde et af sine gode sæsoner sidste år. Det kan man til gengæld ikke sige, at han har haft i år, hvor han kom sent i gang og har skuffet i et hav af løb, der ellers passede ham. Det gør dette løb også, idet han er ekspert i puncheurfinaler og formentlig hurtigere end både Meurisse og Madouas. En 13. plads i Frankfurt giver håb om, at han langsomt er ved at finde formen, og gør han det, kan dette måske være løbet, hvor han endelig viser sine store evner.

Mauro Finetto er en anden puncheur, der burde være i sit es på denne rute. Problemet er, at han siden skiftet til Delko ikke har været ved samme styrke som i tiden i Italien, hvor han altid var med fremme i de hårdeste endagsløb. I år har han også sendt blandede signaler. Han var god i Coppi e Bartali (hvor han punkterede på kongeetapen) og i Sarthe samt Tro-Bro Leon, men måtte senest udgå med sygdom i Castilla y Leon. Hvor han står nu, er derfor en anelse usikkert, men i teorien er dette en afslutning, der burde passe ham næsten helt perfekt.

Det samme er tilfældet for Huub Duijn , der altid har været stærk i terræn som dette. Han havde en meget svær 2018-sæson, men synes nu langsomt at have fundet benene. I hvert fald blev han nr. 8 i Brabantse Pijl, der jo netop har en finale, der kan minde om dem, der venter her. Han har ikke kørt meget i den seneste måned, så hvor han står nu, er lidt uklart. Derudover er han ikke helt så eksplosiv som de ovennævnte ryttere, men han har dog en rimelig afslutning.

Maxime Bouet burde ligeledes være blandt de bedste i terræn som dette, men formen rækker måske ikke til at være helt fremme. Han har nemlig haft et forfærdeligt år med et slemt styrt i vinter og siden masser af sygdom og styrt gennem hele foråret. Han var da heller ikke just flyvende i Tour du Jura og Tour du Bretagne, men dårlig var han heller ikke. Nu har han haft yderligere tid til at bygge formen op og i teorien burde han være god i eksplosive finaler som denne.

Bryan Coquard er tidligere vinder af dette løb, men det var i jubelåret 2016, hvor han klatrede så godt, at han endda blev nr. 4 i Amstel Gold Race. I de seneste to år har han været en skygge af sig selv. Formentlig er en finale som denne i dag for svær. Helt afskrives kan han dog ikke efter en fornuftig indledning på løbet.

Julien Antomarchi har de rette egenskaber til at begå sig i dette løb, men han har haft en meget svær sæson. Etapesejr og samlet tredjeplads i Bretagne indikerer dog, at han nu er på sporet igen, og det gør ham farlig i terræn som dette. Han er god på bakker, men mangler nok den sidste eksplosivitet til at gøre sig gældende helt fremme.

Den har til gengæld Maxime Vantomme, der som bekendt er ekspert i at spurte på en bakke. Han har imidlertid haft et meget svær år, og faktisk er han udgået af hele fem af sine seneste syv løb. Derfor er der ikke meget, der tyder på, at han kan begå sig i Dunkerque heller. På den anden side passer afslutningen ham, og med en løbspause på mere end to uger, kan han have haft tid til at finde noget form.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

En meget spændende rytter er Damien Touze, der er en af feltets mest holdbare sprintere. Det har han vist ved flere lejligheder, senest i Paris-Camembert, hvor han blev nr. 5. Formentlig er afslutningen for svær til, at han kan være med helt fremme, men med lidt helt kan han undervejs sikre sig bonussekunder nok til alligevel at levere et resultat.

Endelig vil vi pege på Oscar Riesebeek. Hollænden har vist god form i denne type terræn på det seneste, hvor et styrt forhindrede ham i at køre i top 2 i Volta Limburg Classic, inden han blev nr. 7 i Sarthe, nr. 17 i Brabantse Pijl og nr. 21 i Amstel Gold Race. Han mangler den sidste eksplosivitet til at vinde, men burde kunne være med langt fremme.

Feltet.dks vinderbud: Valentin Madouas

Øvrige vinderkandidater: Samuel Dumoulin, Xandro Meurisse

Outsidere: Juan Jose Lobato, Julien Simon, Huub Duijn, Maxime Bouet

Jokers: Bryan Coquard, Julien Antomarchi, Maxime Vantomme, Damien Touze, Oscar Riesebeek