\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
I dag fortsætter han så Tour de France. Ja, du læste rigtigt. Manden, som i går kørte 100 kilometer med et brud på skulderbladet, har besluttet, at han nupper 182 mere, inden han afgør, om det går eller ej. Oven i købet vil Craddock donere 100 $ til et cykelprojekt for hver etape, han gennemfører. Man kunne tro, at det skyldtes, at Craddock også slog hovedet i styrtet, men i virkeligheden er det blot udtryk for indstillingen hos langt de fleste cykelryttere, som i mange, mange tilfælde er set færdiggøre en etape med brud på fingre, skuldre, ribben eller lignende. Ja, Tyler Hamilton formåede endda (i en helt anden tid, I know) at gennemføre Tour de France og opnå sit bedste resultat i karrieren med et brækket kraveben næsten hele løbet.
Når man så i modpolen ser fodboldspillere falde til jorden og vride sig som en fisk, der netop er hevet op af søen, hver eneste gang en modspiller strejfer deres skulder eller ankler, så er det, som om det samlede billede ikke på samme måde indgyder til respekt.
Cykelryttere er gjort af særligt stof. Det har vi fået bekræftet gang på gang. Fodboldspillere er gjort af et helt andet og noget mere sart stof. Det får vi bekræftet gang på gang i disse uger.
William Kvist skal hyldes for sin indsats for det danske landshold, og en dertil skreven klumme er ikke ufortjent, fordi han stikker ud som en ener blandt de fleste af sine kolleger. Men hvis vi også skal til at gøre det, hver gang noget lignende sker i cykelsporten, så kunne vi næsten ikke lave andet.
All hail Lawson Craddock.