Küng: Har drømt om at få førertrøjen i Schweiz
10. juni 2018 09:32 af Mathias Mundbjerg Foto: Sirotti

På hjemmebane i Schweiz var Stefan Küng første mand over stregen for vinderholdet, BMC, og dermed kan han iklæde sig førertrøjen.

Det er et velkendt fænomen, at de mulige vindere af et holdløb, der ligger som 1. etape, inden etapen bestemmer sig for, hvem der skal køre først over stregen. Det var absolut ikke uventet, at BMC ville vinde 1. etape af Tour de Suisse, og lige så lidt overraskende var det, at det var schweizeren Stefan Küng, der på hjemmebane erobrede førertrøjen.

 

”Det er meget specielt at føre løbet. Tak til drengene for det, for alle gjorde, som de skulle, og jeg blev valgt til at krydse stregen først. Det betyder meget for mig. Det er mit hjem. Det er her, jeg voksede op og kørte mit første cykelløb nogensinde for 14 år siden, så ringen er sluttet. At bære den gule trøje på hjemmebane er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg kommer helt sikkert til at nyde det,” sagde Stefan Küng efter sejren.

 

BMC var yderst suveræne, og de vandt med hele 20 sekunder på den 18 kilometer lange rute. Mens flere andre hold kæmpede med at få alle med hjem, timede schweizerne med den amerikanske licens det perfekt, og da Küng, Richie Porte, Greg van Avermaet og Tejay van Garderen buldrede over stregen, var ingen reelt i tvivl om, at deres tid ville holde hele vejen.

 

”Drengene var fantastiske. Vi viste endnu en gang, hvorfor vi er et af de bedste - hvis ikke det bedste - hold i verden til den her disciplin. Vi tog et grundigt kig på ruten for to dage siden, og vi var fuldstændigt fokuserede i morges. Vi kan være meget stolte af vores præstation i dag,” lyder det fra Küng.

 

Det er blot Stefan Küngs anden deltagelse i løbet, efter at han debuterede sidste år.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG