I aftes afviklede DBC deres mesterskab i dernypace. Her vandt Julius Johansen, men i parløb blev han overlistet af to erfarne herrer.
Annonce
I Ballerup Super Arena skulle årets bedste dernyrytter findes. På forhånd lignede det et opgør mellem den tidligere europamester, Jesper Mørkøv, og stortalentet Julius Johansen. De to vandt også helt efter planen hver deres indledende heat og var dermed klar til finalen.
Men i finalen var Julius Johansen alle overlegne, og det lykkedes ham at vinde en omgang på alle feltets ryttere. Længe lå Marcus Sander Hansen på andenpladsen, men mod slutningen gled han tilbage til femtepladsen. I stedet blev det noget overraskende Frederik Wandahl på andenpladsen, mens Jesper Mørkøv tog tredjepladsen.
I det afsluttende parløb fik Jesper Mørkøv dog revanche, da han sammen med Marc Hester udgjorde favoritparret. Julius Johansen skulle sammen med Oliver Wulff Frederiksen prøve at sikre endnu en sejr. I spurterne var det dog Hester og Mørkøv, der blev ved med at skrabe flest point sammen, så de halvvejs gennem spurtserien førte med 23 point mod ti til Johansen og Frederiksen.
Kort efter vandt begge de to par en omgang sammen med yderligere tre par, og i sidste halvdel kom Johansen og Frederiksen lidt tilbage. Sejren i sidste spurt kunne dog kun sikre dem andenpladsen med 49 point mod 58 til Jesper Mørkøv og Marc Hester. Frederik Wandahl og Victor Furhrmann pressede Johansen og Frederiksen til det sidste, men måtte nøjes med tredjepladsen og 44 point.
Den officielle resultatliste fra hele stævnet kan findes her.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce