Italiensk spurtsejr på dramatisk åbningsetape i Slovenien
13. juni 2018 18:10 af Anders Schelde Mai Foto: UAE Team Emirates

Tour de Slovenies 1. etape blev en italiensk affære, da Simone Consonni slog Matteo Pelucchi og Niccolo Bonifazio i spurten i en finale, som blev præget af styrt.

På 1. etape af dette års Tour de Slovenie fortsatte UAE-Team Emirates holdets gode juni måned, da Simone Consonni spurtede sig til en etapesejr og dermed også en førertrøje, da han henviste Matteo Pelucchi (Bora - hansgrohe) og Niccolo Bonifazio (Bahrain Merida) til de sekundære placeringer.

 

På løbets åbningsetape skulle rytterne ud på 159 flade kilometer med en enkelt kategori 4-stigning. Det lykkedes fem mand at komme afsted i dagens udbrud. Disse fem var: Jon Bozic (Adira Mobil), Nik Cemazae (Slovenien), Benjamin Hill (Lubijana Gusto Xaurum), Juraj Bellan og Martin Haring (Dukla Banska Bystrica).

 

Benjamin Hill vandt dagens eneste bjergspurt, og dermed blev han første mand i bjergtrøjen i dette års Tour de Slovenie. På dette tidspunkt var der stadig omkring 100 kilometer til mål, og udbruddet havde et forspring på to minutter til feltet, hvor sprinterholdene deltes om arbejdet.

 

Kaotisk finale

Feltet havde hele tiden fuld kontrol over udbruddet, og med 26 kilometer igen var deres forspring reduceret til et minut. Ti kilometer senere var de hentet, og sprinterholdene kunne begynde at forberede sig på massespurten.

 

Med en kilometer igen skete et stort styrt i feltet, hvor blandt andre Mark Renshaw (Dimension Data) og en af dagens store favoritter, Caleb Ewan (Mitchelton-Scott), var nede. Flere andre vinderkandidater som Dylan Groenewegen (Team LottoNL-Jumbo) og Marcel Kittel (Katusha Alpecin) blev også fanget bag styrtet.

 

Dermed endte det med at blive en stærkt reduceret gruppe, som skulle spurte om sejren. Her trak den 22-årige Simone Consonni det længste strå, da han slog sine landsmænd Matteo Pelucchi og Niccolo Bonifazio i kampen om sejren. Med sejren på 1. etape er Consonni naturligvis i førertrøjen, mens de ryttere som blev fanget af styrtet ikke mister tid til de forreste, da det skete på de sidste tre kilometer.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

ONSDAG

TIRSDAG