Henao skal hjælpe Froome i Giroen
07. december 2017 21:15 af Mathias Mundbjerg Foto: A.S.O. / Broadway - Bade - Maheux

Chris Froome vil i 2018 forsøge at vinde både Giroen og Touren i samme sæson, og han får colombiansk hjælp på de italienske tinder.

Sergio Henao overraskede mange, da han som blot 24-årig i sin første Grand Tour i 2012 blev nummer ni i Giro d’Italia. Siden da har hans karriere været præget af store op- og nedture, og han har i Grand Tour-sammenhæng endnu aldrig overgået sit fornemme debut-resultat.

 

Det får han dog måske chance for nu. Efter de seneste fire sæsoner at have kørt Tour de France to gange og en enkelt Vuelta, men aldrig Giroen, gør Henao efter eget udsagn næste år comeback i den italienske rundtur som hjælper for Chris Froome i britens forsøg på at gøre det umulige og komme hurtigst igennem både Giroen og Touren i samme sæson.

 

”Det bliver et vigtigt løb, og jeg håber at gøre det godt. Det bliver mit første store mål på kalenderen,” siger Sergio Henao i et interview med Mundo Ciclisto.

 

Colombianeren havde et flot 2016 med topplaceringer i både Tour Down Under, Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Den store sejr lod dog vente på sig, men så ud til måske at ville indtræffe, da Henao var i spidsen for det olympiske linjeløb i Rio sammen med Vincenzo Nibali og Rafal Majka med få kilometer tilbage. Nibali og Henao styrtede dog voldsomt på en nedkørsel med det resultat, at Henao pådrog sig brud på bækkenet og skader på brystkassen og måtte sidde ude resten af året.

 

Han har taget alvorligt revanche i 2017 med samlet sejr i Paris-Nice og det colombianske mesterskab, og selvom han ikke har gjort meget væsen af sig i efteråret, har det været en god sæson.

 

”Jeg var meget tilfreds med sejren i det nationale mesterskab. Froomes sejr i Touren var også smuk. Jeg håber, at næste år bliver mindst lige så godt,” siger Sergio Henao.

 

Sergio Henao har kørt for Team Sky i hele sin professionelle karriere, og næste sæson bliver hans syvende på det britiske storhold.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TIRSDAG

MANDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk