I flere dage har Simon Yates sagt det igen og igen: ”Jeg frygter ikke bjergene, kun enkeltstarten.” Til gengæld har det også været tydeligt, at den lille brite har været skrækslagen for, hvor meget tid han kunne tabe til verdensmester Tom Dumoulin på de helt flade veje langs Adige-floden.

Man kan derfor næppe forstå, hvor nervøs Yates har været i morges - og næppe heller hvor lettet han nu er. Mitchelton-kaptajnen forsvarede sig nemlig med bravur og tog et kolossalt skridt mod den samlede sejr i årets Giro. Ikke blot lykkedes det slet ikke Dumoulin at vinde tid i samme omfang som på den lange enkeltstart sidste år, han øgede endda sin afstand til alle de øvrige rene klatrere i toppen af klassementet.

Yates kørte selv en fornuftig enkeltstart, der vidner om, at han har gjort visse fremskridt, men som også understregede, at han fortsat har meget at gøre, hvis han for alvor skal cementere sig som en af verdens førende etapeløbsryttere. Til gengæld var omstændighederne med briten, og det hjalp ham med ikke blot at forsvare trøjen, men også at sikre sig et overraskende stort forspring inden de kommende tre bjergetaper.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Først og fremmest var vejrforholdene gunstige for Yates. Medvind er altid en stor fordel for de lette ryttere, der slet ikke taber så meget tid til de kraftfulde specialister, som de gør på en modvindsetape. Da det stod klart, at vinden ville være i ryggen, kastede Dumoulin da også selv næsten håndklædet i ringen og indså, at det ville blive meget svært at erobre trøjen.

Lige så vigtigt var det, at Dumoulin slet ikke bragede en enkeltstart af, som han gjorde det for 12 måneder siden. På den ene side er det uventet, at hollænderen, hvis form ellers har været stigende, skuffede ikke blot sig selv, men formentlig også de fleste iagttagere. På den anden side har det været klart lige siden Etna-etapen, at Dumoulin ikke er på samme niveau som sidste år. Man kunne have håbet, at han vill kunne finde topformen i tide inden den tredje uge, men efter dagens præstation må det konstateres, at vi næppe når at få 2017-udgaven af hollænderen at se i årets løb - slet ikke fordi de meget store bjergetaper på 19. og 20. etape ikke just er hans kop te.

Dermed peger alt nu også på en overraskende samlet sejr til Yates, der ikke var betragtet som mere end en solid outsider inden løbet. Ganske vist består der fortsat en stor risiko for, at Yates, der har været i flyvende form meget længe, kan opleve et formdyk mod slutningen, hvor etaperne passer ham dårligere end de foregående bjergetaper, ganske enkelt fordi stigningerne er lange og regulære. Selvom Yates har haft en tendens til at tabe niveau i den tredje uge af grand tours, har han imidlertid også vist en flot evne til at forsvare sig og aldrig eksplodere totalt. Og den evne kan han få brug for, selv hvis han skulle gennemleve en mindre krise på en af de kommende etaper.

Det er nemlig kun Dumoulin, der kan snuse til trøjen. Alle andre er så langt efter, at kun et regulært sammenbrud fra Yates vil kunne bringe dem tilbage i kampen om den samlede sejr, og det vil Yates formentlig være stærk nok til at undgå, ikke mindst fordi han ved sin side har løbets måske stærkeste hold med ikke mindst en fabelagtig Jack Haig samt bundsolide Mikel Nieve til at redde eventuelle kastanjer ud af ilden. Kan Yates bevare roen og udnytte sit hold til fulde - og det er der ingen grund til, at han ikke skulle kunne - burde han kunne bestige podiet i Rom som løbets vinder. Kun en krise på den meget lange Colle delle Finestre eller de to lange indledende stigninger på 20. etape vil formentlig kunne ryste løbets øjeblikkelige førstemand.

Dermed ser det også svært ud for Dumoulin, der ikke kan undgå at være skuffet over dagens resultat. Selvom han ikke har været ved samme styrke som sidste år, ville den naturlige forventning være, at han kunne vinde en lang enkeltstart i den tredje uge af en grand tour. Det var han imidlertid aldrig i nærheden af, og det lykkedes ham aldrig at komme tilbage efter en lidt svag start og slutte stærkt af i det omfang, han plejer.

Paradoksalt nok fik Rohan Dennis derfor sin revanche for nederlaget i Jerusalem. Australieren er ellers specialist på korte, restituerede enkeltstarter, mens Dumoulin er bedst over lange distancer, gerne sent i en grand tour. Al logik sagde derfor, at Dennis skulle vinde 1. etape og Dumoulin være bedst på 16. etape. Nu gik det imidlertid lige omvendt, og det kan særligt Dennis være tilfreds med.

Som bekendt har Dennis nemlig et fireårigt projekt om at udvikle sig til grand tour-rytter. Dette er år 2 i forsøget, og efter den dårlige start i 2017 skal der ske fremskridt i år, hvis det i forvejen svære projekt skal have gang på jorden. Hidtil har Dennis nemlig haft meget svært ved at restituere og har altid været kørt i sænk i den tredje uge.

Derfor kan betydningen af dagens sejr næppe overvurderes. I dag viste Dennis, at han har motoren til at levere en toppræstation også allersidst i et tre uger langt etapeløb. Det må styrke troen på fremtidige muligheder i de store løb ganske markant.

Alligevel er det for tidligt at lade træerne gro ind i himlen. De foregående dage har nemlig også vist, at Dennis fortsat er så begrænset på stigningerne, at bare en top 5 i en grand tour fortsat virker til at være meget langt væk. Dertil kommer, at dagens udfordring passede ham som fod i hose. Det er først de kommende tre dage i Alperne allersidst i de tre uger, der for alvor vil afsløre, om Dennis har noget at have sine forhåbninger i.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Dennis var også hjulpet af, at hans to værste rivaler begge skuffede. Ikke blot Dumoulin, men også Chris Froome leverede en enkeltstart, der slet ikke står mål med tidligere præstationer i den tredje uge af grand tours. Selvom Froome trods alt blev nr. 5 på dagens etape, står indsatsen slet ikke mål med det, han har leveret på sene enkeltstarter i Vueltaen i de seneste to år, og dermed blev det endnu en understregning af, hvor langt Froome fortsat er fra sit vanlige niveau. At han alligevel kunne vinde på verdens sværeste cykelbjerg, siger derfor meget om hans tårnhøje klasse…

Dagens præstation betyder dog, at Froome formentlig bliver i løbet. Podiet i Rom er klart inden for rækkevidde, og at blive en af de få, der har været i top 3 i alle grand tours, vil være en vigtig milepæl selv for en rytter med Froomes resultatliste. Logikken siger nemlig fortsat, at han skal blive bedre og bedre gennem resten af løbet, og han har rigeligt med terræn til at finde den nødvendige tid.

Først skal han dog knække Domenico Pozzovivo, og det bliver ikke let. Den lille italiener forsvarede sig fint på en rute, der ikke levnede ham mange chancer og står med sit livs mulighed for endelig at få den top 3-placering, han igennem en lang karriere har fortjent. Sidste år var han endda bedst i den tredje uge, og de kommende etaper passer ham. Aldrig har han haft så stor en chance.

Problemet er, at hans rival er netop Froome. Nej, Sky-kaptajnen er slet ikke på 100%, men som vi så på Zoncolan kan selv en svækket Froome være skræmmende stærk. Og netop det forhold, at Froome kan lugte podiet er lyset i mørket for de mange cykelfans, der havde drømt om en kamp mellem Dumoulin og Yates om den samlede sejr. Yates vil naturligvis køre defensivt fra nu af, men det vil Froome i hvert fald ikke. Han giver aldrig op, og bakket op af et af løbets stærkeste mandskaber vil han utvivlsomt lægge op til krig i de kommende dage.

Det vil også Miguel Angel Lopez, der som ventet fik sig lidt af en lussing i en disciplin, der aldrig bliver hans favorit. Ganske vist har han tidligere leveret en chokerende god præstation på en flad rute i Tour de Suisse, men det er efterhånden længe siden. I dag blev det tydeligt, at den lille colombianer fortsat har lang vej igen, hvis han for alvor skal køre med om sejren i grand tours. Heldigvis kan vi så glæde os over, at en 7. plads ikke står mål med hans forventninger, og at også han derfor kan ventes at gå i offensiven de kommende dage bakket op af et meget stærkt Astana-mandskab.

Det samme skal Thibaut Pinot, der endte som dagens helt store taber. Desværre kommer det ikke uventet, for det bliver mere og mere klart, at franskmanden er ved at lave ”en Uran”: at udvikle sig fra svag temporytter til specialist for siden at se niveauet forsvinde lige så hurtigt, som det kom. I 2015 og 2016 kørte han så gode enkeltstarter, at han sågar slog Dumoulin i Romandiet, men det er efterhånden længe siden. I Giroen både i år og sidste år har han leveret tamme præstationer, og i dag fik han sig en regulær lussing, hvor han endda tabte tid til Lopez og Richard Carapaz, der bestemt ikke kan betegnes som specialister. Heldigvis lægges der dermed også op til angreb fra Pinot, der efter sidste års fjerdeplads ikke kan bruge en femteplads til meget.

For de fleste andre klassementsryttere handlede det om at begrænse tabene. Det lykkedes særligt godt for Davide Formolo, der har været kendt som en af de svageste temporyttere, men som hos Bora har gjort kolossale fremskridt, samt Ben O’Connor, Carlos Betancur og Richard Carapaz, der gjorde det bedre end ventet. Til gengæld endte etapen som en nedtur for Patrick Konrad og George Bennett, der slet ikke kunne leve op til præstationen fra Californien sidste år. Og helt som ventet fik Michael Woods, der er meget svag i disciplinen, sig en syngende lussing, der nu må inspirere til mere af den offensive kørsel, han viste i søndags.

Selvom klassementsryttere typisk dominerer enkeltstarter mod slutningen af grand tours, lagde den pandekageflade rute op til, at specialisterne ville sætte sig på toppen af stillingen. Det var da også tilfældet, og blandt de ”tunge drenge” har særligt Tony Martin grund til at være tilfreds. Tyskeren har fået megen kritik for sine meget svage tempopræstationer i de senere år, men som skrevet i optakten til etapen har han heller ikke haft mulighed for at køre en lang, flad enkeltstart på internationalt niveau siden sin VM-sejr i 2016. Det fik han endelig chancen for i dag, og med en andenplads viste han, at han stadig er en af verdens bedste i netop denne type udfordringer.

Også Jos Van Emden kan glæde sig over, at han fortsætter med at forbedre sig også over lange distancer, der hidtil har været hans svaghed, ligesom Alex Dowsett i dette løb endelig er kommet tilbage på sporet efter en svær tid. Til gengæld endte etapen som en stor skuffelse for Victor Campenaerts, der slet ikke kunne leve op til egne forventninger, og for Vasil Kiryienka, der fortsætter en lidt kedelig tendens på tempocyklen i år. Heller ikke Ryan Mullen kan være helt tilfreds, men for den unge irer var det på forhånd klart, at det kunne blive svært at levere et stort resultat så sent i en grand tour.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Dagens sensation var Fabio Aru, der først i går besluttede sig for at kæmpe sig hele vejen til Rom alene for at gøre trøjen og sine italienske tifosi ære. Ingen i denne verden havde formentlig set det komme, at italieneren ville kunne slutte som nr. 6 på en flad enkeltstart, der slet ikke passede ham, men ikke desto mindre leverede han et nærmest sensationelt comeback. Det kan næsten kun forklares med, at hans kollaps i weekenden må skyldes en eller anden form for sygdom, som han tilsyneladende er ved at komme sig over. Nu kan han kun ærgre sig over ikke at kunne bruge sit livs bedste enkeltstart til ret meget - ud over at det naturligvis styrker hans selvtillid markant.

Arus gode resultat skyldes dog også de ændrede vejrbetingelser. Det var meget markant, at tiderne blev bedre i samme periode, som regnen satte ind i målområdet. Her har det utvivlsomt blæst op, og da der var medvind, gav det en stor fordel til Aru, Diego Ulissi - der i skrivende stund fortsat ikke er blevet sanktioneret for sin åbenlyst urimelige kørsel - Chad Haga og David De La Cruz, som alle satte gode tider netop i denne periode.

Forhåbentlig er det tegn på, at Aru er på vej tilbage. En genfødt italiener vil være et ekstra krydderi til et løb, der efter Yates’ flotte forsvar desværre ikke kan se frem til offensiv kørsel fra den lille brite. Heldigvis har Froome, Pinot og Lopez fortsat så meget at vinde, at der alligevel er lagt op til spektakulær kørsel på de tre store dage i bjergene. Formentlig er der ikke mange, der har blikket rettet mod den lyserøde trøje, der sidder stensikkert på Yates’ skuldre. På den anden side: det gjorde den også på Steven Kruijswijk for to år siden, og de fleste husker nok, hvordan det gik…