Giro d'Italia-analyse: Stranger things have happened...
25. maj 2018 18:25 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

I disse dage køres Giro d’Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 19 etape.

Først lå han på asfalten i Jerusalem endnu inden løbet var startet. Så blev han sat på en uskyldig bakke på Sicilien. Et par dage senere lå han atter og rodede på de våde veje i Montevergine di Mercogliano, inden han oplevede et lille sammenbrud på Gran Sasso-stigningen dagen efter. Han tabte tid på en uskyldig etape i Osimo, og dagen efter sit store comeback på Zoncolan knækkede han på vejen mod Sappada.

 

Der har været al mulig grund til at afskrive Chris Froome i årets Giro - faktisk har man undervejs skullet grave godt i gemmerne i Skylejren for at bevare den fornødne optimisme til at tro på det helt store comeback. Hver eneste gang, briten gav et glimt af håb, blev det slukket lige så brat, det var tændt.

 

Er der noget, historien har lært os, er det imidlertid, at Froome aldrig giver op. Kan i huske Dauphiné i 2014, hvor han efter et styrt var kollapset, men alligevel angreb Contador utrætteligt på sidste etape? Eller Dauphiné sidste år, hvor Richie Porte så uovervindelig, men hvor Froomes utallige angreb isolerede australieren - noget, Jakob Fuglsang kunne udnytte til at tage sejren? Eller da han som helt ung gjorde alt for at ryste Juan Jose Cobo i Vueltaen i 2011, da han endelig fik lov at køre for sig selv? Eller da han leverede et storslået soloridt på kongeetapen i Romandiet i 2016, efter at en defekt havde sat ham ud af klassementet? Eller da han med alt forsøgte at knække Contador i en mindeværdig duel på den sidste store bjergetape i Vueltaen i 2014? Ellers forsøgte det samme med Quintana året efter, hvor hans store blunder på Formigal-etapen havde kostet ham en stensikker sejr? Eller…

 

Froome har helt uberettiget fået et ry for at være kedelig og defensiv, men intet kunne være mere forkert. Hvem husker ikke hans overraskelsesangreb på nedkørslen fra Peyresourde i Touren i 2016? Ellers han angreb i sidevinden sammen med Sagan, Thomas og Bodnar et par dage senere? Alene det at give sig i kast med en vanvidsbedrift som at forsøge at vinde fire grand tours i træk i stedet for at satse alt på at skrive sig ind i historien med fem Tour-sejre siger alt om en rytter, der ikke er bange for at gøre det helt store.

 

Præcis derfor har alle hans rivaler gang på gang gentaget, at man aldrig skulle afskrive Froome. Måske har de allligevel været ved at gøre det i deres inderste sjæl. Hvis de gjorde, fik de i dag den smukkest mulige påmindelse om, hvorfor der var mere sandhed end som så i de ord, de selv havde formuleret.

 

Froome vidste, at kongeetapen var perfekt designet til den helt store offensiv, som var nødvendig, hvis han skulle vinde den nødvendige tid til særligt Tom Dumoulin - men han vidste også, at det krævede, at han tog den helt store risiko på Colle delle Finestre med den oplagte risiko, at han kunne glide helt ned af podiet. Alligevel lå det, som jeg skrev i gårsdagens analyse, i kortene, at han ville gøre forsøget. Det store spørgsmå var, om han kunne gennemføre det.

 

Det kunne han i den grad efter et soloridt, som vel var endnu større end det, Andy Schleck leverede i Touren i 2011, eller Alberto Contador leverede i Fuente De i Vueltaen i 2012. I det hele taget forløb etapen stort set fuldstændig som forudsagt i gårsdagens optakt, men med én stor forskel. Jeg havde aldrig drømt om, at Froome ville ende med at køre alene hjem fra Finestre. Forsøget lå i kortene, men det var også oplagt, at det måtte kræve en alliance med Domenico Pozzovivo, Miguel Angel Lopez eller holdkammeraten Wout Poels, hvis det skulle kunne lade sig gøre at holde Dumoulin stangen på det lange, relativt lette stykke mellem Finestre og Jafferau.

 

Intet er imidlertid umuligt for Froome, der i dag cementerede sin status som sin generations største grand tour-rytter. Man kan ikke undgå at tage hatten af ikke blot for det store mod, men også den perfektion, han formår at forberede sig med. Hele tiden har målet været at toppe i den tredje uge, og hele tiden har han insisteret på, at han var på rette vej. Mange har tvivlet på, om han ville nå målet - jeg selv inklusive - men i dag viste han, hvorfor han er så skræmmende i grand tours. Ingen kender sin krop som Froome, der altid formår at time formen.

 

Omstændighederne var imidlertid også med Froome. Først og fremmest var det til hans store fordel, at Simon Yates kollapsede så spektakulært, hvilket med det samme eliminerede hele det brølstærke Mitchelton-mandskab, der kunne have gjort en afgørende forskel i jagten. Dernæst var det af afgørende betydning, at Domenico Pozzovivo havde en uventet dårlig dag og dermed ikke kunne deltage i jagten heller. Og endelig var det essentielt, at både Miguel Angel Lopez og Richard Carapaz kunne holde sig til Dumoulin, så ingen af de to sydamerikanere turde deltage i arbejdet af frygt for at blotte sig selv i kampen om den hvide trøje. Var Lopez ikke kommet tilbage på Finestre, havde Carapaz’ arbejdsiver været en helt anden, og det kunne meget vel have tippet balancen til Dumoulins fordel.

 

Froome var derfor ikke uheldig - heller ikke selvom han mistede en vigtig allieret i Wout Poels, der efter sin forrygende kørsel hidtil ramte en dårlig dag på det værst tænkelige tidspunkt. Netop hollænderens ustabilitet er hans helt store svaghed, og i dag blev det desværre atter synligt, hvorfor han trods sine forrygende klatreevner næppe nogensinde vinder en grand tour. Heldigvis løftede resten af holdet sig, og særligt David De La Cruz, Salvatore Puccio og Kenny Elissonde fortjener anerkendelse for at have lagt grunden til Froomes formidable sejr. Uden dem havde det været umuligt.

 

Dagens anden store vinder var Thibaut Pinot. Den ellers så stabile franskmand har hostet de seneste dage og frygtede i går eftermiddags, at der kunne være en meget dyr pris at betale for sit skrantende helbred. De dårlige ben havde været et gennemgående tema helt siden anden hviledag, men efter en hel serie af skuffelser leverede han i dag et mageløst comeback, der helt uventet har sendt ham tilbage på podiet på et tidspunkt, hvor et kollaps var faretruende. Modsat Poels er det imidlertid netop stabiliteten, der er Pinots kendetegn, og nu har han endelig også den mentale råstyrke, der betyder, at han ikke er knækket - noget, der ville have været meget tænkeligt for bare få år siden.

 

Det var ikke Pinot, der kollapsede, men derimod Yates. Som skrevet utallige gange i disse optakter var det 19. og 20. etape, der var hans store eksamen - ikke de eksplosive stigninger tidligere i løbet. I går fik vi det første tegn på, at motoren desværre fortsat ikke rækker til tre ugers cykelløb på højeste niveau, og i dag kom så det endelige dødsstød. Det markante formdyk i den tredje uge har altid været et kendetegn for begge Yates-brødre, men hidtil har de begge kunnet undgå at falde helt sammen. Det kunne Simon ikke denne gang, hvor han formentlig betalte prisen for at have været i lidt for god form og kørt lidt for aggressivt i den første del.

 

Han fortjener imidlertid applaus for forsøget. Med sin gode form kunne han have kørt defensivt og sikkert sikret en top 5 eller måske en podieplads. Han tog imidlertid alle chancer i de første to uger i et forsøg på at vinde nok tid på Dumoulin, og det kostede i sidste ende for meget. Nu står han derfor med et ubrugeligt klassementsresultat og vil utvivlsomt være dybt skuffet, når han går til køjs i aften. Forhåbentlig vil han snart indse, at mere end 10 dage i lyserødt og 3 etapesejre er et resultat, de fleste blot kan drømme om…

 

En anden stor taber er naturligvis Domenico Pozzovivo. Mr. Consistency var ikke helt så stabil, som han plejer, og hans nedtur var vel i virkeligheden dagens helt store overraskelse. I lyset af hans suveræne kørsel hidtil var der næppe mange, der havde set ham falde helt ned på en sjetteplads. På den anden side kommer det som lyn fra en helt klar himmel. Trods sin status som ren klatrer har det altid været de meget lange stigninger, der har voldt ham de største problemer, og derfor var en maratonstigning som Finestre ikke just det optimale afsæt for Pozzovivo til at gå efter den samlede sejr.

 

Miguel Angel Lopez sprang op på en 4. plads med overraskende moden kørsel. Den lille colombianer lignede en mand i krise allerede tidligt på Finestre, men med en imponerende fighterindsats lykkedes det ham at slide sig med til toppen. Desværre blev det tydeligt, at han ikke i dette løb finder samme niveau som i sidste års Vuelta, men hans forsvar i dag og hans kølige kørsel lover trods alt godt for fremtiden. Og en 4. plads og en hvid trøje er trods alt ikke at kimse ad for en mand, der bestemt ikke havde megen medgang i starten af løbet.

 

Den hvide trøje skal dog først sikres. I dag var Richard Carapaz stærkere end colombianeren, og det var vel en af dagens helt store overraskelser. Ja, jeg havde store forventninger til ham allerede inden løbet, hvor jeg placerede ham på min liste over 15 favoritter, men jeg havde aldrig drømt om, at den unge ecuadorianer kunne slutte i top 5 - og det havde han næppe heller selv. Det kan godt være, at Movistar har kørt et relativt anonymt løb, men det er temmelig lige meget, når man undervejs har født en guldfugl.

 

Og så er der naturligvis Tom Dumoulin, der fortjener næsten lige så meget ros som Froome. Mere end 4000 højdemeter og en næsten 20 km lang stigning var ikke just guf for den store hollænder, der har betydeligt flere kilo at slæbe rundt på end sine rivaler. Som skrevet mange gange tidligere viste han sidste år betydelige svaghedstegn på disse store bjergetaper i den tredje uge, og derfor var det præcis denne etape, der var den helt store forhindring, hvis han skulle forsvare sin samlede sejr. En krise på Finestre kunne koste det hele!

 

Krisen kom aldrig, men Dumoulin var desværre bare oppe mod verdens allerbedste klatrer. Havde hans modstander været alle andre end Froome, havde han formentlig vundet denne Giro knusende sikkert, men nu var hans heroiske forsvarskamp forgæves. Derfor ender det formentlig nu med en andenplads, men selvom det umiddelbart kan ligne en skuffelse, bør Dumoulin tage hjem til Holland med oprejst pande. Modsat sidste år var Dumoulin nemlig i dag en af de to stærkeste på en ”rigtig” bjergetape med mange stigninger, og han nærmer sig derfor en alsidighed, der kan måle sig med Froomes. Det kan godt være, at han ikke vinder denne Giro, men han har i hvert fald ikke vundet sin sidste grand tour!

 

Og er det nu helt udelukket, at han vinder denne Giro? Intet er givet endnu i et løb, der bare bliver ved med at blive vendt på hovedet. Sidste år betalte Froome en meget dyr pris på Los Machucos, da han i Vueltaen havde gravet dybt på enkeltstarten. Og i søndags gjorde han det samme i Sappada efter kraftudladningen på Zoncolan. Derfor kan man på britens vegne frygte, at der i øjeblikket skrives regninger ud, som forfalder allerede i morgen.

 

Det kan der imidlertid også gøre for Dumoulin, der gravede mindst lige så dybt som sin britiske rival. Alt afhænger derfor af, hvem der skylder mest til bogføreren, der nidkært gør regnskab over de enkelte rytteres forbrug af energi. Er det Froome, der betaler prisen, eller er det Dumoulin? Eller er de begge i stand til at komme sig? Lige nu peger pilen på Froome som samlet vinder af årets Giro - ikke mindst i lyset af hans stærke Sky-mandskab - men man skal aldrig sig aldrig. Som Froome selv sagde for et par dage siden, da han blev spurgt til sine sejrschancer: ”I wouldn't say it's likely at this point, but stranger things have happened.” I dag siger Dumoulin formentlig det samme…

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG

TORSDAG