Giro d'Italia-analyse: Så I røgen?
17. maj 2018 18:58 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I disse dage køres Giro d’Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 12. etape.

Så I røgen? Jeg gjorde ikke! Suveræne spurtsejre er ikke noget usædvanligt syn i cykelsporten, men sjældent har en rytter dog været så overlegen, som Sam Bennett var det, da han i dag efter flere års frustrationer tog sin anden grand tour-etapesejr mindre end en uge efter, at isen endelig var blevet brudt.

 

Det lignede nærmest en selvmordsmission og udtryk for et taktisk sammenbrud i Bennetts hoved, da han åbnede en nærmest håbløst lang spurt på den regnvåde Imola-bane efter en etape, der i kraft af voldsom regn pludselig var blevet langt mere kaotisk end ventet. Ganske vist var Matej Mohoric og Carlos Betancur stadig foran, men det lignede alligevel det glade vanvid at åbne så langt fra stregen.

 

Når man har Bennetts ben, behøver man imidlertid ikke gøre sig den slags smålige bekymringer. Med få tråd ikke bare fløj han forbi de to udbrydere, han satte også alle andre så suverænt til vægs, at han længe inde stregen kunne fejre sin anden store triumf på seks dage. Dermed fik han endelig det fortjente udbytte af den superform, han allerede han demonstreret på 10. etape og understregede endnu en gang den ufattelige udvikling, han har gennemgået på det seneste.

 

Det var nemlig ikke bare selve spurten, der var imponerende. Jeg stirrede med vantro på skærmen, da samme Bennett pludselig angreb på Tre Monti-stigningen nær toppen! Mens alle ventede forsøg fra Matej Mohoric, Diego Ulissi, Sergio Henao og mange af de andre, der angreb undervejs, var der næppe nogen, der havde ventet at se Bennett selv pludselig åbne et lille hul på stigningen.

 

Det er da også svært at se, hvad formålet var, men han trådte tilsyneladende med en sådan lethed, at han næsten ikke kunne lade være. Han stoppede da også hurtigt sin forcering og lod sig falde tilbage til feltet, men det vidner om en superform og en holdbarhed, som de færreste vel havde ventet at se fra ireren, der hidtil mest har været kendt som ren sprinter.

 

Ud af det blå kommer det imidlertid ikke. Bennett fik faktisk sit store gennembrud, da han vandt en puncheuretape i meget svært terræn i Tour of Britain, og det var først, da han blev professionel, at han for alvor blev puttet i kassen med sprintere. Forinden havde han været langt mere alsidig, men han valgte hurtigt at fokusere på spurterne, ikke mindst fordi han meget tidligt tog en stor sejr mod alle de store i Tour of Qatar.

 

Forud for 2017-sæsonen sagde han imidlertid, at han igen gerne ville være kendt som en fyr, der både kunne spurte og klatre. Det har han siden arbejdet på med en del højdetræning, og det har i den grad givet resultat. Det blev første gang tydeligt, da jeg med vantro så ham sidde med alle klassementsrytterne dybt inde i finalen på Montjuic-etapen i Catalonien i midten af marts, og i denne uge har han så taget det til et helt nyt niveau. Kan han fortsætte den udvikling, råder Bora over to af de mest holdbare sprintere i Bennett og Peter Sagan. Spørgsmålet er så, hvor længe deres ambitioner kan forenes.

 

I første omgang har Bennett dog blikket stift rettet mod Giroen, og her kan pointtrøjen måske pludselig blive et mål. Hidtil har han ikke skænket den en tanke og har ikke gidet at deltage i de indlagte spurter. De bekymrende ham da heller ikke på dagens etape, hvor han atter lod Viviani få alle pointene gratis.

 

Nu er han imidlertid blot 22 point efter sin italienske rival, og vinder han igen i morgen, vil han som minimum skære yderligere 15 point af den afstand - og kører Viviani ikke i top 2, vil han, afhængig af udfaldet af de indlagte spurter, tage trøjen. Den mulighed er næsten for god til at lade gå til spilde, og med tanke på, at Viviani i dag var eneste mand, der gad køre frem i spurterne, ville det være dumt af Bennett ikke også at samle lidt point op. Tilsyneladende behøver han ikke at spurte for blot at rulle ind bag Viviani. Kampen om den cyclamenfarvede trøje er i hvert fald uventet blevet åbnet op, efter at Viviani nærmest havde fået den foræret fra starten.

 

Netop Viviani var dagens store mysterium. Hans hold jagtede stenhårdt fra begyndelsen, og selv da han i første omgang blev fanget, da feltet splittede i sidevinden, anede hans hold tilsyneladende i første omgang intet om hans vanskeligheder. Han sad placeret bagerst i feltet med en helt atypisk nonchalance, og da han kort efter sammensmeltningen atter måtte slippe, blev det klart, at der var noget helt galt.

 

I skrivende stund er der noget, der tyder på, at han klapper i som en østers. Foreløbig er der imidlertid intet, der tyder på, at præstationen skyldes sygdom. Hans holds store arbejde og Michael Mørkøvs kommentarer til Eurosport indikerer i hvert fald, at kom bag på alle, at italieneren var så skidt kørende, som tilfældet var.

 

Det er imidlertid stærkt bekymrende. Viviani har altid haft en yderst kedelig tendens til at tabe niveau i løbet af grand tours, og noget kunne derfor tyde på, at det ganske enkelt er træthed, der atter er på færde. Også i morgen venter der bakker i finalen, ligesom den mulige sprinteretape næste onsdag er ganske hård. Med andre ord kan det blive vanskeligt for italieneren at få chancen for at spurte igen inden Rom-etapen, hvis ikke han pludselig genfinder benene.

 

Dem har Danny Van Poppel til gengæld. Hollænderen har hele tiden meldt om formfremgang, og det bekræftede han i dag, hvor han virkerede overbevisende i en ganske hård finale. Desværre var han oppe imod en fuldstændig suveræn rival, men Van Poppel fik endelig vist, hvorfor han hele tiden har været regne som feltets tredjebedste sprinter.

 

Også Niccolo Bonifazio fortsatte de yderst lovende tendenser fra første del af løbet, også selvom han ikke var uheldig med at komme tilbage efter at være blevet fanget i sidevinden. Måske kunne det endda være blevet til endnu mere, hvis han havde haft Mohoric som lead-out man. Det var da også tydeligt, at sloveneren faktisk skulle køre for sin sprinter, men den fabelagtige nedkører kørte simpelthen så stærkt på de regnvåde veje, at han pludselig fik et hul. Det åbnede en chance for at gå efter etapen, men kostede til gengæld måske et bedre resultat for Bonifazio.

 

Til gengæld var etapen en stor nedtur for Sacha Modolo, hvis EF-hold arbejdede stenhårdt hele dagen og bar hovedansvaret for at hente Betancur og Mohoric til sidst. Den ellers så positioneringsstærke og holdbare italiener kiksede imidlertid totalt i positionskampen og missede dermed sin måske allerbedste chance for at vinde en etape.

 

Etapen viste også igen, at Betancur bare bliver bedre og bedre. Som skrevet flere gange i disse analyser burde den colombianske humlebi blive flyvende i løbets sidste fase, når det sidste hvalpefedt er blevet kørt af, og den tendens bliver mere og mere tydeligt. Hvor langt det i sidste ende rækker, er usikkert, men i hvert fald må han have tanket selvtillid af dagens lovende præstation. Her så vi også atter, at Sky har løsnet grebet og givet Sergio Henao betydeligt mere frihed efter Froomes nedtur. Den tendens vil sikkert fortsætte, og udgår Froome efter weekenden, kunne colombianeren samt Wout Poels meget vel være spændende bud på vindere at bjergtrøjen.

 

For klassementsrytterne endte etapen uden forskydninger i toppen. Richard Carapaz, Domenico Pozzovivo, Michael Woods og Miguel Angel Lopez, der alle er kendt for meget andet end positioneringsevne, blev ganske vist fanget i sidevinden undervejs, men alarmen blev afblæst, da ingen for alvor var klar til at forsøge at udnytte situationen. Dermed kom de én dag tættere på ”Porten til Helvede”, der nu om mindre end 48 timer vil markere starten på den virkelige kamp om sejren i årets Giro d’Italia.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

LØRDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk