Bornholm-rytter tager til ColoQuick: De tilbød de ting, jeg har savnet
25. oktober 2017 19:30 af Mathias Mundbjerg

Bornholm-rytteren Steffen Munk Christiansen skal i den kommende sæson køre med striber. ColoQuick har nemlig tilbudt ham hele pakken.

Der er for alvor gang i svingdøren hos ColoQuick-CULT i disse dage, og det meste af trafikken fører ind på holdet frem for mod andre destinationer. Således bekendtgjorde holdet i går, at de har skrevet kontrakt med de to unge baneverdensmestre Johan Price-Pejtersen og Mathias Larsen, og nu støder endnu et navn til flokken.

 

23-årige Steffen Munk Christiansen har en fortid på Riwal og har det seneste år kørt på BHS-Almeborg Bornholm. Dette er nu et overstået kapitel, da han har takket ja til ColoQuicks tilbud for den kommende sæson.

 

”Sportsdirektør Christian Andersen henvendte sig i løbet af efteråret, og så har jeg snakket lidt med rytterne, som har været på holdet i år. De har snakket rigtigt godt om holdet, så jeg var egentlig ikke så meget i tvivl, efter at jeg havde haft nogle møder med Christian. Jeg føler, at vi kommer godt ud af det sammen, så det samarbejde glæder jeg mig til,” siger Steffen Munk Christiansen om forløbet op til kontraktunderskrivelsen.

 

”En mere komplet pakke”
Da hans nuværende hold samlede ham op for et års tid siden, var det oven på et svært år fyldt med skader. Denne sæson har været anderledes med tillid fra ledelsen og fine sportslige resultater, og derfor har det også været svært at give slip på det Bornholm-baserede mandskab.

 

"Jeg kunne godt have forlænget med Bornholm, og det var jeg også tæt på at gøre. Jeg har haft det godt der. De er gode til at få meget ud af deres ryttere, og rytterne får en del frihed. Det er et stort plus. Så jeg kunne godt være blevet et år mere på Bornholm.”

 

Alligevel skifter Steffen Munk Christiansen nu til sit tredje hold på tre år. Han havde ikke henvendelser fra andre end Bornholm og ColoQuick, og med de to muligheder holdt op mod hinanden vurderede han, at sidstnævnte var mest attraktivt.

 

”ColoQuick kunne tilbyde mig nogle ting, som jeg har savnet lidt i år. En lidt mere komplet pakke. Og det synes jeg, at de kan tilbyde mig i forhold til de samtaler, jeg har haft med Christian. Og så følte jeg egentlig, at det var et godt match, i forhold til at jeg kender mange af folkene bag holdet og nogle af de nye ryttere, der kommer ind på holdet. Nogle af dem, der bliver, har jeg det også godt med.”

 

Resultater står øverst på ønskesedlen
En komplet pakke indeholder nødvendigvis mange ting, men tilsyneladende er klare løfter om rollefordelingen ikke en af dem. I hvert fald har Steffen Munk Christiansen og Christian Andersen under deres samtaler ikke været særligt konkrete med hensyn til arbejdsopgaver.

 

”Vi har ikke snakket specifikt om roller, men ud fra sådan som det har kørt i år, tror jeg, at rytterne kommer til at få chancer på skift. De udvælger i løbet af foråret nogle løb, som vi kommer til at satse på, og så får man opbakning i dem. Så er der andre løb, hvor man skal give opbakning til en af holdets andre ryttere, fordi ruten måske passer bedre til dem,” siger Steffen Munk Christiansen.

 

Han ved dog, at han nok skal få mulighed for at køre sin egen chance, og derfor tøver han heller ikke med at have store forhåbninger til sig selv, når han skal fortælle om, hvad 2018 helst skal blive for en størrelse.

 

”Hvis alt går godt bliver det forhåbentlig et år, hvor jeg laver nogle store resultater. Jeg vil gerne lave resultater i UCI-løbene, og det er primært dem, jeg vil koncentrere mig om. Vi har nogle spændende cykelløb på kalenderen, men vores løbsprogram ligger endnu ikke helt fast, så det er lidt svært at udvælge specifikke løb. Hvis jeg skal vælge ud fra dem, som er sikre, så har jeg gjort det godt i et løb som GP Horsens Posten, de to gange jeg har kørt det, og det er også et løb, der ligger godt til mig. Der vil jeg helt sikkert prøve at gå efter noget stort.”

 

Pilen peger i den rigtige retning
Det er ikke nogen tilfældighed, at det netop er i Horsens, Steffen Munk Christiansen har tilkæmpet sig sine største resultater. Ikke alt terræn passer lige godt, og som alle andre ryttere lever han af sine forcer, så dem er der meget fokus på at videreudvikle i de kommende 12 måneder.

 

”Jeg vil gerne blive lidt bedre til det hele. Men min styrke er punchet og at kunne bruge det gentagne gange, og det er lidt det, jeg vil fokusere på i løbet af det næste års tid også. Mest på kortere bakker - de skal helst ikke være alt for lange. Kortere bakker og kuperet terræn, hvor det så kan blive afgjort i en mindre gruppe, hvor jeg har en okay spurt.”

 

Hvis det lykkes at tage endnu et step opad vil det første år i ColoQuick-trøjen helt sikkert blive succesfuldt, og efter et rædselsfuldt 2016 føler Steffen Munk Christiansen, at han nu har taget revanche og kan gå fortrøstningsfuld ind i genopbygningsperioden frem mod genåbningen på den europæiske landevejssæson.

 

”Jeg føler egentlig, at jeg er på vej tilbage igen i forhold til at vise et godt niveau. Jeg kan mærke, at den frihed, jeg fik i år, har løftet mig, i forhold til at jeg så har kunnet forsøge at lave nogle gode resultater for holdet.”

 

Dette forsøg har blandt andet kastet en femteplads i GP Horsens Posten og en bjergtrøje i Trophee Paris-Arras Tour af sig, og hvis den positive udvikling fortsætter, er der formentlig udsigt til lignende præstationer i fremtiden.

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG