Det er ikke nogen hemmelighed, at vejrforholdene før har afgjort cykelløb. Tværtimod er hører det snarere til reglen end undtagelsen, at de klimatiske betingelser har spillet en afgørende rolle i at bestemme, hvem der skal hyldes på podiet. Også denne uge har det været vejret, der har trukket de allerstørste overskrifter, da rekordhøje temperaturer har gjort Tour Down Under til ren lidelse for mange ellers hårdt prøvede ryttere, hvoraf selv mange veteraner aldrig har oplevet noget lignende.

Lige siden starten har det imidlertid været et helt andet vejraspekt, der for alvor truede med at have indflydelse på løbets udfald. Siden løbets begyndelse har det nemlig været annonceret, at der lørdag ville blæse en ganske kraftig modvind på Willunga Hill, hvor løbets traditionelle kongeetape som bekendt skal afgøres. Mens al snak har omhandlet varmen, har vinden hele tiden luret som en truende skygge over løbet, og vi har flere gange i tidligere optakter peget på, at det formentlig vil betyde, at løbet vil blive mindre selektivt end tidligere.

Vi fik ret, og helt som forudset var det Richie Porte, der havde størst risiko for at blive straffet af vejrgudernes nåde. BMC-kaptajnen levede ellers helt op til de tårnhøje forventninger og understregede sin status som kongen af Willunga ved for 5. gang at sejre på den ikoniske stigning, hvor han faktisk er ubesejret. Med sit uimodståelige ryk på stort set samme sted er det år efter år lykkedes ham at sætte rivalerne til vægs, både i år, hvor han er mødt op i halvdårlig form og primært for at forberede sig, og i udgaver som den igangværende, hvor han ikke har lagt skjul på, at den samlede sejr er hans mål.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Stigningen hører imidlertid langt fra til sportens sværeste, tværtimod, og derfor har vindretningen altid spillet en kolossal rolle i at bestemme graden af selektivitet. Portes klasse fornægter sig imidlertid ikke, og den lille australier har været i stand til at sætte rivalerne til vægs, både når vinden har hjulpet ham på vej mod toppen, og når han har haft den som en ekstra modstander, der har hjulpet rivalerne med at holde hans hjul.

I nat gjorde det altså igen, men aldrig tidligere har betingelserne været så vanskelige. Ikke blot var vinden denne gang kraftigere end tidligere, den havde også den helt forkerte retning og stod direkte i ansigtet på den forsvarende vinder, da han en anelse tidligere end vanligt kom med sit klassiske ryk på løbets næstsidste kilometer. At betingelserne denne gang var yderst vanskelige, blev understreget ved første passage af stigningen. Selvom Bahrain-Merida helt efter bogen gjorde deres yderste for at sætte et dræbertempo, var det historisk stort felt, der rundede toppen. Efter min erindring er det således aldrig tidligere sket, at André Greipel har overlevet denne første klatreudfordringen, siden den nuværende etape blev indført i 2012, men denne gang sad tyskeren sikkert med og kunne således hjælpe Lars Bak i finalen.

Alligevel var Porte så forrygende stærk, at han kunne knække rivalerne, men som det var tilfældet i 2014, 2015 og 2016 vil sejr på Willunga Hill heller ikke denne gang være nok til den samlede sejr. Gang på gang har Porte tabt for meget tid i løbets indledende til, at hans tidsgevinst har været tilstrækkeligt, og det vil også være tilfældet denne gang, hvor han nu er i samme tid som Daryl Impey, der leverede sit livs klatrepræstation og nu står på tærsklen til den samlede sejr. I 2015 havde han ladet Rohan Dennis stjæle for meget tid, og i 2014 og 2016 var han oppe mod Simon Gerrans’ spurtstyrke og dennes evne til at sluge bonussekunder op på snart sagt enhver etape. Denne gang er det atter manglen på spurtstyrke, der koster Porte, som har måttet se Impey med to andenpladser hente lige præcis de 12 sekunder, som Porte kunne distancere ham med i nat.

Der er ingen tvivl om, at Porte havde vundet løbet suverænt, hvis vindretningen havde været anderledes. Mens han måtte give sig maksimalt i 1500 m - noget, der fik ham til at betegne sejren som den hårdeste af de fem - kunne Impey gemme sig i langt tilbage i favoritgruppen. Med stor kløgt lod han sig ikke distrahere af Portes angreb og koncentrerede sig alene om at udnytte rivalernes slipstrøm og herved komme til toppen så hurtigt som muligt. Med en afmålt og velplanlagt klatrepræstation, der giver mindelser om Chris Froome fra tidligere udgaver af Vueltaen eller Tom Dumoulins typiske måde at angribe bjergetaper, kunne han til slut lukrere på, at de andre havde slidt sig tynde i modvinden og med et flot punch til slut nærme sig den efterhånden udmattede Porte.

Resultatet er, at Porte og Impey nu er i samme tid - nøjagtigt som det var tilfældet for Gerrans og Alejandro Valverde i 2012, hvor Valverdes højst besynderlige beslutning om ikke at træde hele vejen til stregen på Stirling-etapen kostede ham sejren i sit comeback efter sin lange karantæne. Med bonussekunder på spil på nattens sidste etape i Adelaide er der derfor umiddelbart lagt op til en spændende finale, hvor Porte skal forsøge at stjæle den nødvendige tid.

Det sker imidlertid ikke. Helt som forventeligt har Porte allerede kastet håndklædet i ringen, og det er således kun uheld, der kan forhindre Impey i at løbe med sejren. I en spurtduel med Impey er Porte nemlig chanceløs, og skulle de derfor ende i en dyst i en af de indlagte spurter, vil det være sydafrikaneren, der vil øge sit forspring og ikke Porte, der vil nærme sig. Som altid i etapeløb uden tidskørsler er det i tilfælde af, at flere ryttere i samme tid, summen af etapeplaceringer, der afgør rækkefølgen. Porte er som bekendt en ørn til at holde sig fremme i massespurter, og derfor viser hans tæller efter fem dage 150, mens Impey har været god til trods sin lead-out-rolle ikke at slå op i banen på de flade etaper og derfor blot har en sum på 38. Med andre ord skal Porte slutte 113 pladser foran Impey i den forventede massespurt, hvis han skal tage den samlede sejr, og i et felt på 125, hvoraf mangle vil sidde op efter endt opgave, vil det kræve reel skødesløshed af Impey, hvis Porte skal vinde samlet. Konklusionen er derfor klokkeklar: hvis ikke Impey har uheld, vinder sydafrikaneren Tour Down Under.

Naturligvis er det nu let for Porte i bakspejlet at se efter forspildte muligheder. Mest oplagt er det at henvise til, at han og holdkammeraten Rohan Dennis tøvede alt for længe med at gribe muligheden, da de sammen med Peter Sagan, George Bennett og Gorka Izagirre havde slået hullet på 4. etape. Det var ellers en perfekt situation, da de her havde sat deres værste rivaler til vægs, men i stedet for at vinde tid på Impey endte sydafrikaneren efterfølgende med at vinde seks bonussekunder, der i sidste bliver afgørende. Man kan ligeledes pege på spurten i Stirling, hvor Impey kørte lead-out for Ewan. Her var den lille australier i ungdomstrøjen, og det fik fejlagtigt Impey til at tro, at det var Peter Sagans VM-trøje, der ved at passere ham. Derfor fortsatte han med at spurte hele vejen til stregen og sikrede sig dermed en andenplads bag sin holdkammerat. Havde det ikke været for den fejlopfattelse, havde han formentlig stoppet lidt op efter endt dont, og det kunne have sikret Porte sejren.

Nu er resultatet imidlertid, at Impey ender med en lidt overraskende samlet sejr, og paradoksalt nok vinder hjemmeholdet Mitchelton-Scott derfor den udgave, hvor de har haft de laveste forventninger til klassementet. I fraværet af Simon Gerrans er de nemlig kommet til Adelaide med det primære mål at vinde etaper med Ewan, og Impeys muligheder i den samlede stilling har hele tiden været en biting, der måtte indordnes det overordnede formål. Vi har ganske vist hele tiden påpeget, at sydafrikaneren på den relativt lette rutte og med udsigt til modvind på Willunga var en podiekandidat - vi gav ham således to stjerner i vores optakt, hvor vi netop påpegede ovenstående aspekter - men vi havde ikke ventet, at han ville klatre så godt, at han ville kunne vinde samlet.

Sejren vil helt sikkert blive hilst velkommen blandt mange. Det er nemlig eksemplet på, at en lidt overset hjælperytter, der altid har udført sit job helt loyalt for kaptajnerne, griber en uventet chance. Impey er på alle måder en klasserytter, der mestrer det meste. Han kan spurte, han kan køre enkeltstart, og han er i de senere år blot blevet en bedre og bedre klatrer. Han har endda imponeret ved at køre nogle fremragende bjergetaper i Tour de France. Alligevel er sejrslisten tynd, og han har hovedsageligt kørt lead-outs først for Matthew Goss og siden Gerrans og Michael Matthews, der på mange måder er af samme type, men mere spurtstærke. Impey har som regel måttet tage til takke med af og til at køre en reduceret i massespurt i Vuelta al Pais Vasco eller Volta a Catalunya - noget, han har gjort med så stor succes, at han har vundet etaper i begge løb - ligesom han greb en mulighed, da han sejrede i Tour of Alberta for et par år siden. Som regel har han imidlertid måttet ofre sig loyalt for kaptajnerne.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Impey er på mange måder blevet straffet af at være på det forkerte hold. Som ryttertype er han som sagt at sammenligne med Matthews og Gerrans, ligesom også Michael Albasini er gjort af samme stof. Det har naturligt lagt begrænsninger på Impeys muligheder, men måske kan denne store sejr åbne nye døre. Gerrans og Matthews er som bekendt fortid på Mitchelton-Scott, og Albasini nærmer sig, ganske vist langsomt, sidste udløbsdato. Magnus Cort har ligeledes forladt holdet, og rollen som den holdbare sprinter i de hårde ugelange etapeløb synes nu ledig. Holdet har heller ikke længere samme styrke i ardennerklassikerne, og det kunne være i år, at Impey skal have chancen for at se, hvad han kan levere i Amstel Gold Race, der på papiret passer ham glimrende.

Nattens måske største taber var Jay McCarthy, der imidlertid fortjener al mulig ros. Det var så let for Bora-kaptajnen at køre defensivt og med kontrolleret kørsel at sikre sig sin samlede podieplads. Ingen ville have forventet, at han kunne slå Porte på Willunga Hill, men han greb alligevel ud efter den helt store gevinst. I stedet for at lave en ”Impey” forsøgte han som den eneste at følge Porte, og det så længe faktisk ganske lovende ud. Som Rohan Dennis måtte indse i 2015, og som Sergio Henao lærte på den hårde måde i 2016, kan man imidlertid betale dyrt, hvis man prøver at udfordre Kongen af Willunga. Alle eksploderede de stort set samme sted på sidste kilometer, og det blev også McCarthys skæbne i nat. Resultatet blev et lille kollaps, der sendte ham fra en podieplads ned på en skuffende 18. plads. Det var ikke det, han kom efter, men han fortjener et stort anerkendende nik for at gå efter den helt store gevinst.

Den sidste podieplads bliver nu i stedet taget af den tidligere vinder Tom-Jelte Slagter, der dermed får den bedst tænkelige start på sin Dimension Data-karriere. Den lille hollænder har som bekendt været en skygge af den rytter, der vandt dette løb i 2013 og som bjergtog verden et år senere i Paris-Nice - som han formentlig havde vundet, hvis det ikke havde været for et uheld på Mur de Fayence - og der har ikke været meget, der har tydet på, at han var på vej tilbage. Han er da formentlig også primært blevet hjulpet på vej af modvinden, der har gjort hans spurtstyrke mere værdifuld, men det ændrer ikke på, at han allerede nu kan levere på det, han er hentet ind for: at booste den meget slunkne pointkonto hos Dimension Data, hvis fremtidige position på WorldTouren meget vel kan komme under pres, hvis man atter ender året allernederst i hierarkiet.

En anden positiv overraskelse var Dries Devenyns, der som bekendt havde et fremragende 2016 hos IAM, hvor han vandt både Belgien og Vallonien Rundt. Det første år hos Quick-Step var imidlertid en mindre katastrofe, men nu er han måske på vej tilbage. I hvert fald har han udsigt til en samlet 5. plads og dermed den bedste Tour Down Under-placering for Quick-Step nogensinde. Det ændrer ikke på, at han får det svært i klassikerne på det stjernespækkede Quikc-Step-mandskab, men hvis han kan nå det niveau, han også havde som John Degenkolbs nøglehjælper i 2015, kan han sidde med langt inde i finalerne.

Etapen bød også på flere lovende præstationer af unge ryttere. Egan Bernal var præcis så stærk, som man kunne have håbet, og modsat McCarthy eksploderede han ikke, selvom han gik all-in i finalen. Man kan kun ærgre sig over, at det ikke var ham, der sad på Portes hjul på rette tidspunkt. Måske kunne han faktisk have fulgt australieren hele vejen. Også Sam Oomen og Enric Mas bekræftede deres kolossale potentiale, Pierre Latour synes at være tilbage på sporet, og den hidtil så ustabile Ruben Guerreiro er forhåbentlig endelig på vej mod at indfri potentialet. Og så var det en fornøjelse at se talentfulde Chris Hamilton endelig give prøver på sine klatreevner efter et forfærdeligt 2017, hvor han gled helt i glemmebogen.

Lidt skuffelse må der til gengæld være hos Bahrain-Merida, der trods stort initiativ også blev ofre for modvinden og ikke kunne udnytte klatreevnerne hos Gorka og Ion Izagirre samt Domenico Pozzovivo til fulde. LottoNL fik heller ikke de ønskede udbytte af den meget lovende form, som både Robert Gesink og George Bennet har udvist i de seneste dage. Luis Leon Sanchez fik atter en påmindelse om, at han ikke længere er konkurrencedygtig som klassementsrytter på WorldTour-niveau, og UAE kunne ganske overraskende se Rui Costa, der ellers har et meget højt bundniveau, falde langt, langt tilbage. Heldigvis har man her den i dette løb altid så stabile Diego Ulissi, der atter ender i top 5 uden dog reelt at have været i spil til den samlede sejr.

Og endelig er der Peter Sagan. Helt efter bogen prøvede verdensmesteren vitterligt at skabe overraskelsen, men den gik ikke. End ikke den hårde modvind kunne bremse farten så meget, at han kunne hænge på, og dermed blev han atter bragt tilbage til virkeligheden efter den flotte præstation fredag. Det er ganske enkelt for tidligt for Sagan at være i topform på denne tid af året - specielt i år, hvor den hårde VM-rute kræver uhørt hårde forberedelser efter Tour de France. Set i det lange perspektiv var det måske meget godt, at Sagan ikke kunne følge med i nat. Det kan han helt sikkert, når han atter ifører sig et løbsnummer i begyndelse af marts ved Strade Bianche.