Kan I huske 2016-udgaven af Tour Down Under? En ung Caleb Ewan havde netop sat en stribe af verdens allerbedste sprintere til vægs ved i sin første optræden for Orica-GreenEDGE i sit hjemlands løb at have erobret førertrøjen ved at sejre på 1. etape. Dagen efter skulle han forsøge at forsvare sin position i den svære etape til Stirling, hvor den ikoniske bakke op mod mål ventede. Terrænet var imidlertid alt for svært for The Pocket Rocket, der blev sat som en af de første og endte med at tabe mere end seks minutter til vinderen Jay McCarthy. Det skete to år efter, at han på samme etape var blevet sat godt og grundigt til vægs i Tour Down Under-debut, hvor han optrådte for det australske landshold.

Med det i erindring var det næsten ikke til at tro, at der var tale om den samme rytter, som i nat satte en stribe af verdens allerbedste puncheurs, først og fremmest Peter Sagan, verdens måske allerbedste bakkesprinter, til vægs i nøjagtig samme finale. Det var ikke desto mindre, hvad den samlede cykelverden var vidne til på en skoldhed dag i det sydlige Australien, da lille Ewan efter at have set ekstremt komfortabel ud i det meste af finalen, nærmest med lethed skød frem og med tilsyneladende problemfrihed kom forbi verdensmesteren, der ellers så ud til at være på vej mod sæsonens første WorldTour-sejr. Bare få sekunder efter stod han klar til interview foran australsk tv og syntes ikke at være specielt mærket af den voldsomme kraftanstrengelse, han netop havde leveret.

Sejren var uventet for de fleste, inklusive Ewan selv, men ikke chokerende. Allerede i går havde vi nævnt netop Ewan som en af de ryttere, der kunne overraske i en finale, der altid giver anledning til, at et sjovt miks af stærke sprintere og klassementsryttere kan blande sig fremme. Ewan fik nemlig for knap to uger siden hele cykelverdenen til at tabe kæben af forundring ved de australske mesterskaber. Det skete, da Richie Porte, der i parentes bemærket måske er verdens allerbedste klatrer, altid er i storform i januar og fire gange i træk har vundet Tour Down Unders kongeetape, ikke kunne komme af med den lille sprinter trods sine utallige angreb på Mt. Buninyoung, der er en langt sværere stigning end den, der leder op til nattens etapemål i Stirling. Præstationen fik efterfølgende Ewan til at erklære, at han aldrig havde været i så god januarform, og selvom han ikke kunne omsætte den flotte klatring i hverken medalje eller mesterskabstrøje, gav det ham et solidt selvtillidsboost inden hovedopgaven, Tour Down Under.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Den selvtillid er der blevet rokket en del ved i de første to løb med international modstand. Ewan er nemlig blevet regulært overspurtet i de to første massespurter i søndags og tirsdags, selvom hans Mitchelton-Scott-hold har gjort det meste rigtigt i finalerne. Det har øget presset kolossalt på sidste års firfoldige etapevinder, fordi hans mandskab, for hvem netop dette løb er et af årets vigtigste, denne gang er mødt til start helt uden klassementsambitioner og med alle forventningerne lagt på Ewans skuldre. Allerede i går var tvivlen begyndt at nage hos australierne, og det har ikke været let at være i Ewans sko i de 24 timer, der fulgte efter tirsdagens 1. etape.

I nat slog Ewan imidlertid til, hvor holdet mindst ventede det, og bekræftede dermed de signaler, han gav om sine klatreevner forrige søndag. Det kan markere begyndelsen på en ny æra for Ewan, der stille og roligt er blevet mere holdbar. Sidste år gjorde han således debut i Milano-Sanremo, hvor han kun var til start for at samle erfaring og ingen ambitioner havde om at overleve Poggio. Det lykkedes imidlertid til hans egen forbløffelse, og selvom han efterfølgende var så træt, at det kun blev til en placering i udkanten af top 10, gav det løfter om mere. Man skal samtidig huske på, at Ewan som U23-rytter eksempelvis kørte et fremragende VM på den hårde rute i Firenze, og han har derfor nogle naturlige klatreevner, der gør, at han på sigt kan gå efter sejre i langt sværere løb, end det hidtil har været tilfældet.

Der er imidlertid et men. Allerede i går luftede vi den hypotese, at Ewans forbedrede klatreevner i hvert fald i disse dage er kommet på baggrund af en svagt reduceret topfart. I hvert fald har det været påfaldende at se, hvordan han slet ikke har været i sit sædvanlige suveræne hjørne i de første spurter, hvor han altså er blevet sat regulært til vægs. Naturligvis er sprinterfeltet i år langt stærkere end i de seneste to udgaver, men hvor han sidste år var klasser over Peter Sagan i massespurterne, står der i år 1-1 mellem de to efter et par meget tætte opgør. Hvorvidt der vitterligt er tale om, at Ewan måske ikke er helt så hurtig som tidligere, bliver vi klogere på i nat, hvor vi kan vente os løbets andet af tre sprinteropgør.

Det var imidlertid ikke blot Ewan, der gav anledning til glæde i Mitchelton-Scott-lejren. Holdet var som sagt mødt til start uden synderlige ambitioner i klassementet, selvom man i sit stille sind håbede, at Daryl Impey, der tidligere har været i top 10, kunne overraske positivt. Derfor kom det også som en kærkommen bonus, at netop Impey bekræftede, at han i de senere år er blevet en langt mere robust type, ved at sikre holdet en dobbeltsejr og dermed opsamle seks værdifulde bonussekunder. Som vi skrev i går, har Impey i de seneste to år endda vist sig frem på svære bjergetaper, og med gårsdagens spurtpræstation viste han, at han som så ofte før er kommet fra Sydafrika i perfekt form.

Det lover godt forud for de to klassementsetaper, hvor det er hans opgave at løfte hjemmeholdets fane. Det er hævet over enhver, at Impey slet ikke klatrer godt nok til at følge de lettere folk, og han har ikke meget punch på en stigning som Willunga Hill. Med udsigt til modvind i finalerne på begge de to svære etaper kan de imidlertid vise sig at blive mindre selektive end vanligt, og skulle det ende i spurter i mindre grupper, har Impey fremragende muligheder. Kan han undervejs tillige samle lidt bonussekunder op i kraft af sin spurtstyrke, kan man ikke udelukke, at han kan komme i spil til podiet.

Gårsdagens største overraskelse var, at Peter Sagan ikke var stærkere. Som vi nævnte i går, var det et sandsynligt scenarium, at Bora ville lade både verdensmesteren og Jay McCarthy køre hver deres spurt, men udkommet blev ikke som håbet. Med sin vanlige næse for positionering sad Sagan ellers klar til at slå til, da han lancerede en meget lang spurt. Normalt er der ikke én eneste rytter i denne verden, der kan matche Sagan i denne type finaler, men i nat var der altså hele to mand, der var stærkere - og det var vel at mærke ikke ryttere i Michael Matthews- eller Greg Van Avermaet-klassen. Det bragte Sagan ned på jorden efter en ellers yderst lovende start på den australske oplevelse, hvor han havde efterladt os med oplevelsen af, at han i år var stærkere end sidste år. Det havde givet enkelte en tro på, at verdensmesteren måske alligevel kunne finde på at blande sig i klassementet. Efter nattens oplevelse kan vi imidlertid med næsten statsgaranti sige, at vi vil se Sagan køre McCarthy i position på 4. og 5. etape, inden han selv vil rulle til mål. Måske har barnegråd og afbrud nattesøvn alligevel kostet lidt henover vinteren.

Heldigvis udviste Sagan snarrådighed, da han indså, at sejren var uden for rækkevidde. Om det var bevidst eller ubevidst, skal vi lade være usagt, men det lykkedes for McCarthy at få sneget sig forbi sin holdkammerat på de sidste meter. Dermed blev det sidste års tredjeplads, der sikrede sig de fire livsvigtige bonussekunder, og selvom han ikke kunne gentage sejren i Stirling fra 2016, endte han dermed sammen med Impey som den store klassementsvinder. Modvind på nøgleetaperne betyder, at bonussekunder i år kan blive afgørende, og McCarthy har nu sikret sig en god udgangsposition. Samtidig fik han bekræftet de yderst lovende takter fra de nationale mesterskaber, hvor han virkede enormt velkørende, og der er derfor al mulig grund til at have store forventninger til McCarthy i de kommende dage.

I det hele taget blev etapen en bekræftelse på, at McCarthy og Nathan Haas umiddelbart fremstår som Richie Portes værste konkurrenter. Efter gårsdagens opgør om bonussekunder endte de i hvert fald begge i top 5 i en finale, der ganske vist passer dem bedre end flere af deres rivaler, men som samtidig kan bruges som et ganske godt pejlemærke, hvis det hele bliver lidt mindre selektivt end tidligere. De kan kun ærgre sig over, at de ventede så længe med at tage tyren ved hornene. Etapen endte nemlig som lidt af en kedsommelig langgaber, hvor man lod Bahrain-Merida-trioen Ramunas Navardauskas, Yukiya Arashiro og Manuele Boaro føre det meste af dagen. Med tanke på, at Haas og McCarthy var de to klassementsryttere, der havde mest at vinde på denne etape, hvis man kunne trætte sprintere som Ewan og Sagan, er det lidt uforståeligt, at man overlod det til araberne at gøre løbet hårdt. Først på bakken op mod mål tog Katusha i de sidste 7 km et flot initiativ, men der var det for sent. Hvis man husker på, hvor meget skade Movistar tidligere har gjort ved at køre stærkt på denne etape, må det betragtes som en forspildt mulighed for de to australske puncheurs.

Resultatet blev da også, at etapen ikke gav mange svar. Peter Kennaugh, der har været syg op til løbet, var således den eneste af den faktisk ret lange liste over ryttere, der havde givet udtryk for mulige klassementsambitioner, som endte med et tidstab. Alle øvrige kandidater til topplaceringerne sluttede i samme tid som Ewan, og vi er derfor ikke meget klogere, end vi var for 24 timer siden. Og nej, Simon Gerrans, der endnu engang bekræftede, at han er en skygge af sit gamle selv, var denne gang kommet til Adelaide uden samlede ambitioner og med kun et personligt mål på netop nattens 2. etape.

Enkelte tenders kan dog aflæses. Det var eksempelvis påfaldende, at Diego Ulissi, Tom-Jelte Slagter og Daniel Moreno, der alle hører til blandt de skarpeste afsluttere i denne type finaler, alle skuffede i spurten. Den ringe kameradækning gør det lidt svært at udlede, om der er andre forklaringer end dårlige ben, men ofte har placeringen i spurten i Stirling kunnet bruges som en lille rettesnor for rytternes form. Nattens resultat kan i hvert fald give en lille ide om, at de tre puncheurs mangler lidt, hvis de vil blande sig med de bedste.

Til gengæld var det opløftende at se Bahrain-Merida. Holdet er det eneste, der er kommet til Australien med hele tre reelle podiekandidater, og de var de eneste, der udviste lidt initiativ. Naturligvis vidste de, at de aldrig ville kunne vinde etapen, men Gorka Izagirre spurtede sig for tre år siden til andenpladsen i samme finale. Håbet var, at man kunne gøre etapen så hård, at samme Izagirre måske kunne blande sig i kampen om bonussekunderne. De fik imidlertid ingen hjælp, og derfor endte det hele uden resultat. Alligevel er der grund til optimisme, da de tre kaptajner alle så stærke ud. Gorkas top 10-placering var ventet, men at Domenico Pozzovivo, der bestemt ikke er kendt for sin spurtstyrke, sluttede som nr. 8, vidner om, at den lille italiener er klar til at bekræfte, hvad han viste sidste år: at han er tilbage efter sit grimme styrt i 2015, og at han skal regnes som en meget seriøs kandidat i dette løb. Også Gorkas bror, Ion, der kører sit første løb siden det grimme styrt under Touren sidste år, må være yderst tilfreds med sin 18. plads. På samme måde må der være tilfredshed hos Robert Gesink, der ligeledes gør comeback efter sit Tour-styrt og tydeligvis brugte etapen som en god test ved at lancere en ufatteligt lang spurt med en flot 20. plads som resultat, og Luis Leon Sanchez, der ellers i de senere år ikke har været konkurrencedygtig i dette løb, men som forud for starten havde givet udtryk for, at han denne gang er skarpere end tidligere.

Endelig fortjener Elia Viviani en kommentar. Nattens tema var efter Ewans sejr sprinteres forbedrede holdbarhed, og i den sammenhæng er det helt umuligt at komme uden om Quick-Steps nye stjerne. Som vi allerede har fremhævet ved adskillige lejligheder, viste Viviani sidste efterår, at han efter sit skifte til et fuldt fokus på landevejen er blevet en helt anden og langt mere holdbar rytter. Hans efterår var intet mindre end fabelagtigt, og han overraskede flere gange i hårdt terræn, bl.a. da han kørte i top 10 i Coppa Sabatini, der slutter på en langt, langt hårdere bakke end den, der ventede i nat. Atter spurtede han sig denne gang til en placering blandt de allerbedste, og det bekræfter blot, at Viviani bliver yderst spændende at følge i den kommende tid.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I parentes bemærket var han sammen med Ewan de to eneste topsprintere, der sidste år overraskede ved at sidde med feltet hjem i Milano-Sanremo - noget, han aldrig tidligere har gjort. Det er samtidig hans drømmeløb, og alt tyder på, at han også i år vil kunne sidde med i finalen. Quick-Step har imidlertid også Fernando Gaviria, for hvem Sanremo er et af årets tre største mål. De to sprintere kommer kun til at køre ét eneste løb sammen i år, men i La Primavera er der i hvert fald lagt op til en opblussen af den konflikt, som manager Patrick Lefevere ellers har gjort alt for at undgå.