Allan Juel Larsen hed han, da han i 1950’erne var et af Ordrupbanens topnavne som all round-rytter af internationalt format.  Senere i livet skiftede han Larsen ud med efternavnet Bagger.

Allan Juel var en alsidig, men sprinterbetonet rytter. Han kørte dog også med succes parløb og omniums, og han var god til at styre en tandem, hvor han blandt andet var makker med broderen Martin, der stadig lever.

Et absolut højdepunkt i hans karriere var udtagelsen til de olympiske lege i Melbourne i 1956. Desværre blev resultatet ikke ganske som forventet, han kørte 1.000 meter på tid og måtte nøjes med en 13. plads i tiden 1.14,3, et par sekunder dårligere end hans personlige rekord. Men med til historien hører i høj grad de ekstraordinære betingelser, han startede under. OL i Australien blev afviklet i november måned, på et tidspunkt hvor den danske cykelsæson for længst var slut, og træningslejre under varmere himmelstrøg, var der ikke noget, der hed dengang, i hvert fald ikke for danske sportsfolk. Efter en lang flyrejse med flere mellemlandinger, kom Allan Juel og den anden danske cykelrytter, Palle Lykke, der skulle køre landevejsløbet, til Australien, hvor klimaet og temperaturen var ganske anderledes end det, de kom fra. Da det danske cykelhold kun bestod af to mand, havde man ikke fundet plads til cykelledere i teamet, så de to ryttere var uden mekaniker og egen massør/leder. Landevejsrytteren Palle Lykke måtte for det meste træne alene og var uden holdkammerater i linjeløbet, hvor alle de andre betydende nationer stillede med fuldt hold. Det var ikke for meget at sige, at de to stort set var sendt til OL på egen hånd…

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Resultatet blev også derefter; Palle Lykke fuldførte ikke, og Allan Juel måtte, som nævnt, nøjes med en 13. plads. Efterfølgende blev de stærkt kritiseret i dele af den danske sportspresse, men det havde måske været mere rimeligt at rette kritikken mod den olympiske komité, der valgte at sende sportsfolk afsted til den anden side af jordkloden under så primitive og amatøragtige forhold.

Allan Juel sluttede karrieren i 1957, men han gjorde et kortvarigt comeback med henblik på at kvalificere sig til legene i Rom 1960 på tandem sammen med broderen Martin, hvilket dog ikke lykkedes.

Senere vendte Allan Juel tilbage til sporten som mangeårig bestyrelsesmedlem og formand for Banerytternes Understøttelsesforening samt en årrække i 1990’erne som bestyrelsesmedlem i moderklubben DBC. Allan Juel døde 11. februar, 85 år gammel. Allan var en behagelig mand, altid god og saglig at diskutere med og stærkt dedikeret til cykelsporten, ikke mindst banesporten.

Rico